
www.simac.dk
Danmarks Tekniske Universitet, rederiet A.P. Møller-Mærsk og Danmarks største maritime uddannelsesinstitution, SIMAC i Svendborg, har indgået et tre parts samarbejde om et Ph.d.-studie for en af SIMACs undervisere, lektor Søren Vinther Hansen. Målet med studiet er at udvikle et system, der kan forudsige et skibs sejlads så tæt på virkeligheden som muligt.
– Med et sådant system vil man kunne beregne, hvordan man bedst kan optimere driften – og dermed spare brændstof og begrænse udledningen af miljøskadelige stoffer, siger Søren Vinther Hansen til magasinet Currents, der udgives af SIMAC. Der er tidligere lavet forskellige systemer til at forudsige, hvordan skibe sejler. Men disse systemers resultater er ikke i større omfang sammenholdt med rigtige data – og det vil Søren Vinther Hansen gøre. Han har fået lov til at benytte A.P. Møller-Mærsks database over daglige data fra rederiets 250 skibe.
– Det er det eneste rederi i verden, der systematisk indsamler data fra så mange skibe og lægger dem i en database, siger Søren Vinther Hansen. Han oplyser, at tre parts samarbejdet om hans Ph.d.-studie, hvor forskning, erhverv og profession bliver kombineret, er unikt.
Yderligere oplysninger hos lektor Søren Vinther Hansen, SIMAC – tlf. 72 21 56 75.
Kommentarer: Ingen kommentarer endnu
Seneste kommentarer