Monthly Archives: november 2010

Maritimt besøg fra Brasilien

22. november 2010



Direktør for Simac Jesper Bernhardt, har forventninger om et maritimt samarbejde med Brasilien.

I perioden 14. til 18. november 2010, har Danmark haft besøg af en delegation med 21 af de højst placerede beslutningstagere fra den maritime verden i Brasilien, under ledelse af Tiago Pereira Lima, General Direktør for ANTAQ.
 
Danmark har haft værtskabet i et samarbejde mellem Søfartsstyrelsen, Rederiforeningen og Forsvarsministeriet, og delegationen har haft drøftelser på højt niveau, besøgt danske rederier, havne, skibsværft, Søværnet samt Maersk Training Centre i Svendborg (MTC).
 
SIMAC har haft fornøjelsen af at blive inviteret til at give en kort orientering om deres maritime uddannelser, som en del af delegationens besøg på MTC. Fra SIMAC deltog Direktør Jesper Bernhardt og Teamleder Jeppe Sylvest Christensen, der gav delegationen en 45 minutter introduktion til SIMAC´s uddannelser. Der var meget stor spørgelyst fra delegationen, også meget detaljeret, og set i lyset af interessen vurderer Simac, at der er mulighed for et fremtidigt samarbejde. Ikke mindst Jeppe Sylvest Christensens oplæg og dialogen om Simacs måde at uddanne maritime ledere på, var delegationen meget tilfredse med.
 
Som tak for indlægget fik Simac overrakt en bog, ”Waterways – Brazil´s River Highways”, den indgår nu i SIMAC´s hastigt voksende bibliotek.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Mad dog Baba & The Tone Bones på Harders

21. november 2010


Mad Dog Baba & The Tonebones spiller blues på Harders den 3.december.     

Mad Dog Baba & The Tonebones
Harders 03.12. kl.20:30

Mad Dog Baba & The Tonebones
er en Blues Rock kvartet hvor repertoieret er hentet fra det man kunne kalde “the real book of blues” af egne kompositioner, som er meget loyale over for blues-traditionen. Der er ingen tvivl om, at Mad Dog Baba & The Toneboneselsker den musik de spiller, og der er heller ingen tvivl om, at publikum vil elsker det.

Når The Tonebones spiller, er det altid meget levende, medrivende og først og fremmest velswingende.
Det er let og elegant samtidig med, at det er råt og autentisk.
The Dog er selvfølgelig den ubestridte frontmand, og lige bag ham er den fremragende guitarrist Jon Bjarnason. Bassen bliver spillet af Bjørn Larsen, som er dybt respekteret bassist. Der er stort set ikke det sted han ikke har spillet. Den rytmiske bund lægges rutineret af Claus Bjerregaard han blev født med jeans på og et par trommestikker i baglommen.

Mad Dog Baba & The Tonebones
glæder sig til at spille – hver gang. 
 
Som opvarmning til Mad Dog Baba & Tonebones spiller Kivi E and Daddy T.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Maritimt Foredrag: ”Lodserhvervet før og nu”

20. november 2010

Maritimt Foredrag
”Lodserhvervet før og nu”
v. direktør for DanPilot Lars Ahrendtsen
Torsdag d. 25. nov. kl. 19.00

Pris: 60 kr. inkl. kaffe


Foredraget afholdes i Marinestuen, Havnepladsen 2 b. Svendborg
Alle er velkommen!Arrangør: Maritimt Center, FO, Marineforeningen.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Julemarked i gården ved Fru Olsens Stuer den 4.dec.

19. november 2010


www.fruolsensstuer.dk

Julemarked i gården ved Fru Olsens Stuer, Skattergade 14
Lørdag den 4.december kl.10 -16



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Hvem skal ha’ Handicapprisen i år?

18. november 2010

Har du et forslag til en person, en forening, et firma eller måske en institution, der fortjener et skulderklap, kan du indstille vedkommende til Svendborg Kommunes Handicappris 2010.  

Det skal fremgå af begrundelsen i indstillingen, at der er tale om en ekstraordinær indsats på handicapområdet eller kreative og anderledes initiativer til gavn for handicappede i Svendborg Kommune.
 
Handicapprisen blev indstiftet i 2009 og uddeles hvert år på FN’s Internationale Handicapdag den 3. december ved en højtidelighed i Byrådssalen.
 

Sidste år blev prisen tildelt ledelsen bag Diskotek Den Blå Gård blandt 12 kandidater.
Hvis du har sendt en indstilling i 2009, som ikke kom i betragtning, skal du ikke holde dig tilbage for at indstille den samme igen – hvis du da ellers synes, at vedkommende stadig fortjener Handicapprisen.  

Alle har mulighed for at pege på en kandidat til Handicapprisen ved at indsende en skriftlig begrundet indstilling senest mandag den 22. november til:
        

Handicaprådet
       
Social og Sundhed
       
Svinget 14
       
5700 Svendborg
 

eller på mail til sfainc@svendborg.dk



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

En drøm af en fisk – en bog om havørreden

18. november 2010



EN DRØM AF EN FISK – EN BOG OM HAVØRREDEN
– det ypperste vildt, man som lystfisker kan kroge langs de danske kyster. En række af landets førende eksperter åbner i bogen op for posen og giver fif og nye vinkler på fiskeriet efter havørred.
Her fortælles om fiskestrategi fra måned til måned og om, hvordan den moderne kystfisker kan bruge luftfotos, båd og kajak til at opsøge og opdyrke jomfruelige havørredpladser. Fiskeri med tobis, reje, orm og andre naturlige agn gennemgås også, ligesom der er spændende overvejelser om valg af den rette flue og lige det blink eller den wobler, som kan udløse det forjættende hug af havørreden. Kort sagt rummer bogen masser af inspiration til både den garvede og den mindre erfarne havørredfisker.
Læs mere



Kommentarer: 1 kommentar

Thomas Aallmann på Svendborg Bibliotek.

17. november 2010




Thurøs præst Thomas Aallmann
besøger Svendborg Bibliotek tirsdag d. 23. november kl. 19.30. Billetter a kr. 50.- sælges fra d. 9. november. Han vil fortælle om sine oplevelser som feltpræst for de danske soldater i Afghanistan..
 
Krigen er ikke hellig men nødvendig, skriver Thomas Aallmann i sin bog Løvehjerter om krigen i Helmand provinsen. Han var feltpræst for de danske soldater i Sandford og Armadillo-lejren i seks måneder. Han var med soldaterne på patruljer og var sjælesørger i de svære stunder når en soldat blev dræbt. Han var med dem i deres dagligdag og han velsignede dem hver morgen inden de gik ud af lejren.

Han mener, at krigen mod Taleban er nødvendig for at vesten kan overleve i kraft af vore egne værdier. Kom og hør et spændende foredrag om Thomas Aallmanns tid i Afhanistan.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Klassiske koncerter i Svendborg

17. november 2010

SAMS (Sydfyns Amatør Symfoniorkester) afholder koncert sammen med Fåborg Korklang og Nyborg Motetkor lørdag den 27. nov. kl. 13.00 i Vor Frue Kirke, og onsdag den 1.dec. kl. 19.30 i Faaborg Kirke, hvor der opføres uddrag af Händels ‘Messias’, Schuberts ‘Ufuldendte’, samt enkeltstående værker med de to kor.Svendborg Kammerorkester (SKO), som til dagligt holder til i Skårup, har koncerter mandag den 6.dec. i Skårup kl. 18.30 og dagen efter på Psykiatrisk afd. Svendborg Sygehus, hvor der opføres værker af Mozart, Corelli, Dvora`k og Elgar. Sidstnævnte koncert er dog kun for pårørende, personale og patienter.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Musikalsk medicin for alle

16. november 2010


Den anmelderroste trio  Ploug Pettersen Badenhorst gæster Giant Steps i denne uge.
www.giantsteps.dk


Sangerinden og saxofonisten Sissel Vera Pettersen er tilbage i Giant Steps
 

Ploug Pettersen Badenhorst Trio
udkom sidste år på det stilsættende canadiske label ”Songlines” med debutpladen ”Equilibrium”. Udgivelsen fik en fremragende modtagelse af en stor anmelderskare verden over, og gruppen turnerede efterfølgende tre uger gennem Europa.  
Endelig er det lykkedes at få de tre mageløse musikere til at vende næsen mod Sydfyn nærmere bestemt Giant Steps, hvor mange ganske sikkert vil glæde sig over et genhør med Sissel Vera, der hver gang hun har besøgt Svendborgs aktive musikforening, har betaget koncertgængerne med sin smukke varme stemme og udtryksfulde sax. Den kreative guitarist  Mikkel Ploug har komponeret det meste af materialet, der vikles ind i frie improvisationer.
Der leges og eksperimenteres, så det er en lyst med et elektronisk hav af loops, effekter og store melodiøse klange. Lydbilledet fyldes af eventyrlige detaljer og er så lækkert og elegant, at det kan være svært at løsrive sig. Det er bristefærdigt af melankoli, sensualitet og farlighed. Det er opløftende og lindrende. Her er musikalsk medicin for alle. 
Med sig har de to den belgiske klarinettist og saxofonist Joachim Badenhorst, der til daglig har sin musikkarriere i USA.
 
Koncerten finder sted på Arne B torsdag aften d. 18. november.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Invitation til demensdage i Borgerforeningen

16. november 2010

Demens er en folkesygdom, som rammer 70.000 til 80.000 af befolkningen!  

Man kalder også demens ’de pårørendes sygdom’ fordi sygdommen ikke blot rammer patienten, men hele familien. Derfor er det vigtigt at plejepersonalet, der arbejder med de demente hele tiden bliver opdateret på den sidste viden inden for området. På den baggrund afholder Svendborg Kommune  den 17. og 18. november 2010 begge dage kl. 13.00 – 17.00 ’Demensdage’ i Borgerforeningen.  
 

Hjemmehjælpere, sygehjælpere – i det hele taget – personale fra plejesektoren – er inviteret til at deltage i arrangementet, hvor socialudvalgsformand Lars Erik Hornemann vil holde åbningstalen.
 

Den 17. november er emnerne Marte Meo metoden som terapeut Birgitte Lauritsen vil tale om og ’Hverdagens aktiviteter’ ved ergoterapeut Mette Søndergaard. 
 

Den 18. november er forbeholdt Nationalt Videnscenter for Demens. Her er den samlende overskrift ’Seksualitet i et demensperspektiv’, for selvom man er gammel og måske bor på plejehjem og har fået stillet diagnosen demens, så har man stadig seksuelle behov. Her er det vigtigt at medarbejderne har viden om dette tabubelagte område, så man kan tale åbent om emnet.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php