Monthly Archives: marts 2011

Michael Falch flytter fra øen

3. marts 2011



Efter tre år som bosiddende i Vindeby på Tåsinge har Michael Falch nu besluttet at flytte tættere på sine børn og børnebørn, og han forlader således det sydfynske her i marts.
(Foto: mitsvendborg.dk)


Michael Falch var ’næsten blevet tøsing’, men nu er det sydfynske eventyr slut.
Falchen flyver fra øen og bosætter sig i Skælskør i det vestligste Sydsjælland. 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
 

Efter tre år her, hvor jeg har skrevet små 40 nye sange og i det hele taget haft en fantastisk periode af mit liv, nærmer tiden sig, da jeg må væk. Jeg savner sådan bare lige at kunne kigge et smut forbi mine børn og børnebørn på Sjælland uden at have en bro imellem os.
Sådan skriver Michael Falch på sin blog www.michaelfalch.blogspot.com  

– Men det er godt nok med vemod, at jeg om halvanden måned må slutte mit fynske eventyr og rykke fra Tåsinge. Folk her i det fynske og tøsingene, som Tåsinge-beboere hedder, må høre til blandt de rareste mennesker i landet, og jeg har følt mig helt enormt godt behandlet her, skriver Michael Falch på bloggen.

Michael Falch kalder selv sit album ’Fodspor i havet’, som han udgav sidste år, for sit ’Tåsinge-album’, og det har været – som han udtrykker det: ’kreativt eksplosivt’ at bo på Tåsinge.

– ’Fodspor i havet’ har på alle måder bragt stor glæde med sig for mig, og jeg har aldrig turneret så intensivt som i disse år, skriver Michael Falch.

Michael Falch slutter indlægget på sin blog med ordene:

– Imens lader jeg blikket vandre. Jeg kan mærke, at jeg kigger anderledes nu. Som om jeg skal suge alt omkring mig helt ind i hukommelsen som tydeligt indprentede erindringsspor. Udsigten over mod Svendborg med skibene og de to smukke kirker; markerne ned mod Pilekrogens skov; den halvt snedækkede grønsvær oppe på fodboldbanen, hvor vi stadig hver mandag spiller udendørs gammelfodbold; Elvira Madigan og Sixten Sparre; ude ved Valdemars Slot; bakken op mod Bregninge og synet af Langeland i disen. Det har været så godt for mig at være her, at det kommer til at gøre ondt på mig at forlade Tåsinge.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Litteraturfestival åbner med poesi, musik og beat-digtning på biblioteket

3. marts 2011



Den eksperimenterende beatpoet Peter Laugesen læser op til lyden af duoen Øberg/Lundgaard ved åbningsarrangementet til litteraturfestivalen ’Ord over Svendborg’.
www.ordoversvendborg.dk


Åbningsarrangement Litteraturfestivalen ’Ord over Svendborg’

Vær med til at skyde Ord Over Svendborg i gang på Svendborg Bibliotek.

Svendborg Bibliotek, Svinget 1
5700 Svendborg
Pris: Gratis
Tid: 10.marts kl.19:00 ­ 20:30

Oplev blandt andet den altid eksperimenterende beatpoet Peter Laugesen læse op til lyden af duoen Øberg/Lundgaard. Peter Laugesen benytter collagens sammenføring af vidt forskellige
elementer og skriver på impulser fra blandt andet surrealisme, amerikansk beat-digtning, zenbuddhisme og meget mere.
Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Byens ældste guldsmedeforretning har fået et løft

2. marts 2011


I 105 år, siden 1906, har Guldsmed Lauridsen haft forretning i Møllergade 7.
www.guldsmed-lauridsen.dk

Download 6 siders tillæg om Guldsmed Lauridsen


Byens ældste guldsmedeforretning – Guldsmed Lauridsen holdt i dag åbningsreception efter en gennemgribende renovering af forretningen, som i 100 år har haft adresse i Møllergade 7.
 

– Vi er ofte blevet spurgt om, hvorfor vi skal lave om – og gerne med tilføjelsen: ”I har det da så pænt og så hyggeligt”. – Det har vi naturligvis været glade for at få at vide, men det har også gjort os ekstra nervøse, om vi nu fik lavet et resultat, som både vi og ikke mindst vores kunder ville være tilfredse med, siger indehaveren af Guldsmed Lauridsen i Svendborg,
guldsmed Jens Christian Møller.
Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Sportens Venners – fortid og fremtid

2. marts 2011



For blot få år siden var Tåsingehallen fyldt, når der var bankospil eller loppemarked i hallen.
(Foto: mitsvendborg.dk)

Bankospil, høstfester og loppemarked i Tåsingehallen var tilbagevendende succesfulde begivenheder på Tåsinge for ganske få år siden. Nu er tiden en anden. De gamle aktivitetsformer ændrer karakter, og nye udfordringer banker på for Sportens Venner.

AF VAGN HANSEN

For blot få år tilbage var der stor interesse for bankospillene, og der var mange faste gæster til disse spil. På et tidspunkt begyndte såvel TV som radio også at sende bankospil, og man kunne pludselig deltage i disse spil hjemme i stuerne. Denne konkurrence medførte færre gæster til bankospillene i hallerne, som således ophørte for et par år siden. Tåsingehallen var et socialt samlingssted for mange ældre mennesker, når der blev afholdt bankospil. En fælles aktivitet som nu ikke længere eksisterer.
Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Det arbejdende galleri i Troense

2. marts 2011



Kunstner Anette Bøtter fra Galleri Storm vil sætte Troense på landkortet som kunstnerby.
(Foto: mitsvendborg.dk)


De traf hinanden i kunstnergruppen Tøsingerne, og i dag har de sammen Galleri Storm, Slotsalleén 2 i Troense. TØSINGEN har været på besøg i det åbne atelier og talt med Anette Bøtter – den ene af de to kunstnere bag Galleri Storm.
 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

Anette Bøtter og Berit Rønnestad, to kreative kvinder fra Tåsinge som sammen fik den ide at åbne et arbejdende galleri i det gamle ’Storms hjørne’. En ejendom som i tre generationer har fungeret som henholdsvis købmandsforretning og bødkerværksted. I dag finder man
et udstillingsvindue til kunsten, som bliver set af mange – lokale som turister.
Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Byens skatere får nye udfoldelsesmuligheder

1. marts 2011


1200 m2 af udendørsområderne ved det nye idrætscenter på Ryttervej er udlagt til skateboarding og parkour.
(Illustration fra www.pivotech.se)

Se flere illustrationer her

Læs også: Svendborg får nyt idrætscenter
Populær sport og livsstil i fare i Svendborg

Svendborgs skatermiljø får nye udfoldelsesmuligheder når det nye Svendborg Idrætscenter står færdigt på Ryttervej i slutningen af næste år. Med inspiration fra rekreative byrum i Barcelona, New York og Helsingør etableres der 1200 m2 til uorganiserede idrætsudøvere. 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

Björn Söderberg, som er medejer af firmaerne Bonito og Wallstreet i Svendborg, der beskæftiger sig med mode, samt detail- og distribution af hardware og tekstiler indenfor skaterbranchen, har på 3 uger i samarbejde med det svenske arkitektfirma, Pivotech, udviklet Svendborg Street Plaza i forbindelse med SG projektet på Ryttervej. Hovedarkitekterne, C & W Arkitekter med Arkitekt Anders Hulgaard i spidsen og formand for Svendborg Gymnastikforening, Michael Bjørn, er ifølge Markus Wassberg fra Pivotech meget begejstrede og kan nu se hvor vigtigt udendørsområdet er og hvor meget det løfter hele projektet.
Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Et nyt lokalblad springer ud

1. marts 2011



Christian Dan Jensen, redaktør på mitsvendborg.dk og nu også på lokalbladet TØSINGEN, som udkommer fire gange årligt på Tåsinge.
(Foto: Julie Bach Nielsen)


”Er der en god historie her?” Ja, det er der. For de gode historier, de findes overalt – store som små. Sensationelle og oplysende historier. Sjove, positive, triste eller de overraskende. Historierne, de er der – lige foran os. Og så længe mennesker har kunnet tale, er historier blevet fortalt.

Det nye blad TØSINGEN fortæller historier. Dem fra vores egen baghave – som vi måske ikke anede eksisterede, og dem som bekræfter os i vores viden eller kvalificerer os på vores vej.

Et lokalsamfund skal spire og udvikle sig med en fast forankring i nærmiljøerne, og det skal bygge bro mellem kulturerne, erhvervslivet, fritidslivet og de traditioner som er kendetegnende og unikke for nærmiljøet. Vi skal værne om det særlige og respektere de omgivelser, som tegner et lokalsamfund. Men det er også vigtigt at invitere det ’nye’ indenfor og lade sig overraske af den uforudsete udvikling, som ganske naturligt følger med mangfoldigheden.

TØSINGEN vil give læserne ’den gode lokalhistorie’ fra Tåsinge. Bladet, som udkommer fire gange om året, vil gå ind under huden på lokalmiljøerne og på de mange spændende og inspirerende historier, som tegner det sande billede af Tåsinge.
 

Rigtig god fornøjelse.
  

Christian Dan Jensen
Lokalredaktør – TØSINGEN
mitsvendborg@gmail.com



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Nyt lokalblad på Tåsinge

1. marts 2011


Beboerne på Tåsinge får fra den 1.marts et helt nyt lokalblad ind af postkassen.
(Forsidefoto: mitsvendborg.dk)


Download TØSINGEN – forår


I 20 år har lokalbladet Thurineren været på gaden på Thurø. Nu følger samme udgiver, Svendborg Skilte & Reklame Aps. op på succesen, og udkommer med et helt nyt lokalblad – denne gang for beboerne på Tåsinge.
 

Fra i dag kommer der et helt nyt lokalblad på Tåsinge. Navnet er TØSINGEN, og det vil hvert kvartal komme ud i alle postkasser på øen. Bladet vil være på 24-28 sider pr.gang i et oplag på 2500, og artiklerne vil tage sit udgangspunkt i ’den gode historie’, som vil omhandle alt mellem himmel og hav fra den godt 70 km2 store ø i det Sydfynske Øhav.
 
Udgiveren, Svendborg Skilte & Reklame Aps. har god erfaring med udgivelse af lokalblade, da de i mange år har forsynet beboerne på Thurø med lokalstof i form af bladet Thurineren, der ligesom det nye blad TØSINGEN udkommer fire gange årligt.
Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php