Monthly Archives: oktober 2011

En usædvanlig forretning til hele familien

12. oktober 2011


Lianen flytter til Thurø med ny og særpræget forretning


AF STEEN AHONEN OG CHRISTIAN DAN JENSEN

Hvor i alverden kan man købe børnetøj, legetøj, friskmalet kaffe, Amarone vin, sæber, gaver og en masse andre ting? Jo det kan du nu på Thurø på Eriksholm i den nye forretning som hedder Thurø Gårdbutik. Efter seks år med legetøjsforretningen Lianen i Svendborg, sadler indehaver Anjamarie Kønig nu om, og flytter sin forretning til Thurø med et helt nyt koncept. Her bor hun med sin mand og deres to piger Astha på 10 år og Stina på syv år. Anjamarie Kønig er uddannet pædagog, og så underviser hun i yoga i Thurøhallen og på Balladen.


En god drøm

Anjamarie Kønig har mange kreative tanker om hvilket inspirerende sted Thurø Gårdbutik skal være. Udover legetøj er der nemlig også andre ting at finde på hylderne i gårdbutikken.

 Jeg har flere ideer mht. til butikkens fremtid. Vinsmagning af de særlige Amaronevine, gavekurve til jul, både til firmaer og private, champagnen står klar til nytåret – og Munkholm plejeserie er på vej til hylderne.  Jeg sælger også Ø-havets bolcher, Konnerups chokolade, Erik Nielsens øl fra Ø-bryg, og mange andre gode lokale produkter fra Sydfyn. Det er for mig vigtigt, at vi støtter det lokale område, siger Anjamarie Kønig – i bedste Cittaslow ånd.

Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Orlogskaptajn gav sidste mine til Thurø

11. oktober 2011


Thurø har fået en ny minebøsse.

(Foto: Steen Ahonen)

Minebøssen er et mindesmærke og en tak til søens folk

 

AF STEEN AHONEN

 

Mange mennesker var mødt op, da Thurø fik en ny minebøsse. Den gamle var tæret op. På Bergmannsvej ved Snævringen står der nu en ny minebøsse, som søværnet har sat op. Orlogskaptajn Niels Larsen fortalte, at Thurø faktisk var heldig. Fordi det var en af de sidste, der var på lageret på flådestationen i Frederikshavn. Det er faktisk en reminiscens fra Københavns bombardement. Den skulle afskrække fjender fra at indvandere landet.

 

En historisk dag
Egentlig var minen et morderisk våben. Senere blev den demonteret og brugt som en sparebøsse, hvor folk kunne smide penge i. Den har stået på Thurø siden 1945, altså lige efter krigen. Men da den så forfærdelig ud og rustede, tog Henning Møllebæk fra Thurø Sømandsforening telefonen for at høre, om man ikke kunne få en ny mine. Det lykkedes, og nu har Thurø fået en ”ny” mine, som i sin tid spredte skræk og rædsel.

Det er en hornmine, som kunne sende ethvert skib til bunds, hvis de ramte den.

 

Carolinekoret sang sømandsviser
Trods de tragiske historiske kendsgerninger, så blev der alligevel fest på Bergmannsvej til indvielsen. Borgmester Curt Sørensen og orlogskaptajn Niels Larsen indviede den nye mine. Knud Erik Møller fra Svendborg Marineforening var også med, og det hele blev pænt understreget af Carolinekoret, der sang sømandsviser. På ægte sømandsvis var der også noget at drikke. Det var faktisk et flot arrangement.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Giant Steps skruer op for en fascinerende stemme

10. oktober 2011


Sangerinden Cecilie Svendsen pakker bilen og kører til Svendborg på torsdag d. 13. Oktober

www.giantsteps.dk
 

 

Ny dansk sangerinde gæster Svendborg

 

Cecilie Svendsen er et stort set ubeskrevet blad på den danske musikscene. Dét forhold vil dog meget hurtigt ændre sig, for her er tale om en sangerinde i særklasse. Hun er ganske enkelt et af de største, nytilkommende, danske singer-songwriter talenter i flere år, men hun har gået stille med dørene siden hjemkomsten til Danmark efter 11 turbulente og begivenhedsrige år i London. Det er der nu ingen grund til, når man besidder en så fascinerende og sjælfuld stemme – og når kompositioner og tekster er så helstøbte. Personlige og kompromisløse sange, som veksler mellem skramlende cabaretmusik og mere lounge-præget country-, jazz-, blues-, folk- og soul.

Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Senioridræt med plads til alle

9. oktober 2011



Birthe Bergmann holder alle ’til ilden’ når der er Senioridræt hver mandag i Thurø Hallen.

(Foto: mitsvendborg.dk)


Hver mandag er der Senioridræt i Thurø Hallen på alle niveauer


AF CHRISTIAN DAN JENSEN

Hvis man tror, at senioridræt foregår på laveste blus fordi man har rundet de 60+, så kan man godt tro om igen. I hvert fald var det et billede af glade og rørige seniorer, som mødte THURINEREN, da vi var på besøg i Thurø Hallen midt i september.

Igennem mere end 20 år har Svendborg Senior Idræt tilbudt træning og aktiviteter til 60+ gruppen på Thurø. Og der er masser af aktive ældre mennesker i Svendborg som benytter sig af denne gode aktivitetsform.
– Det er en stor fornøjelse at deltage her på Thurø med Birthe Bergmanns hold, fortæller Ulla Schnurre, da vi fik lov at ’låne’ hende et kort øjeblik under træningen. – Vi får rørt hver en muskel i kroppen, og så kommer vi hinanden ved socialt, hvilket bestemt også er en vigtig del af det at dyrke senioridræt, siger Ulla Schnurre, som selv er fra Thurø.

Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Den ’ægte’ thuriner

8. oktober 2011


LEDER – THURINEREN, efterår 2011


AF CHRISTIAN DAN JENSEN

Redaktør, THURINEREN

Da jeg tilbage i midten af halvfemserne i en årrække var bosiddende på Rødbyvej på Thurø, bed jeg særlig mærke i det tætte lokalengagement, som er kendetegnende ved hele øens ånd. Som tilflytter fandt jeg ret hurtigt ud af, at thuriner det var skam ikke noget man bare sådan uden videre kunne kalde sig. Næ, her skulle anetræet skam påvise, at man i hvert fald som minumum tre led tilbage havde ægte thurinerblod i årerne, førend man kunne kalde sig for sand thuriner. Således blev jeg kvalificeret af en rar ældre dame, som blev min nabo i de år jeg boede på Thurø. Ret hurtigt opdagede jeg, at det at leve så tæt sammen – som man jo gør på Thurø, skaber et helt specielt fællesskab. Man er aldrig ’udenfor’ på Thurø, og som nytilflytter bydes man velkommen, og inviteres straks med i den mangfoldighed af aktiviteter, som øen byder på året rundt.

Thurø er med sine blot 7,5 km², og et befolkningstal på 4049 mennesker, Danmarks næsttættest befolkede ø lige efter Amager. Thurøs østlige og sydlige dele er naturområder med badestrande. Thurø Rev har sine brede strandenge, og øens 97 ha skov ligger mod syd og øst. Der er således ganske få kvadratmeter tilbage på øen, hvor thurinerne – som jeg nu dristigt vover at kalde alle øens beboere, har plads at leve sammen på. Og det er man bare rigtig gode til på Thurø.

Dette nummer af THURINEREN er den anden udgivelse med mitsvendborg.dk som lokalredaktion på bladet. Det har været interessant og spændende at se, hvordan læserne har taget imod den nye redaktionslinie. Til det kan kun siges, at der udelukkende har været positiv respons, hvilket naturligvis er meget glædeligt. Men uden den gode lokale forankring i hjertet af Thurø, vil bladet ikke være hvad det er i dag. Din historie er derfor altid velkommen i THURINEREN. Det kan ikke loves at der er plads til alle historier i bladet, men har du noget på hjerte – stort som småt, så skriv til redaktionen. Alle henvendelser vil – naturligvis blive seriøst behandlet.

Download THURINEREN her



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Dialogmøde i Hømarken 13.oktober

7. oktober 2011

www.svendborgbloggen.dk



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

THURINEREN – efterår på gaden

6. oktober 2011

THURINEREN – efterår er nu ude med gode lokalhistorier på og om Thurø.

Download lokalbladet her



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Vi cykler STADIG til arbejde

6. oktober 2011


www.svendborgcykelkommune.dk

Download nyhedsbrev

Den lokale cykelkampagne ‘Vi cykler STADIG til arbejde’ er kommet godt i gang. 350 medarbejdere på 42 arbejdspladser i Svendborg Kommune har i sidste uge tilbagelagt samlet 12.700 km på vej til og fra arbejde på cykel. De er blevet sundere, har sparet atmosfæren for 1½ ton CO2 – og så har det sikkert også været fornøjeligt.

Læs i øvrigt om kampagnen på www.svendborgcykelkommune.dk

Kampagnen er udviklet og gennemføres i et samarbejde mellem Esbjerg, Kolding, Middelfart og Svendborg Kommune.

I dette første nyhedsbrev, som kan downloades her på mitsvendborg.dk, vil man sætte fokus på det sidste: sundhedsgevinsterne ved at cykle.

 

 

 



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Jørgen Leth om “Det erotiske menneske” på Svendborg Bibliotek

5. oktober 2011



 

Torsdag  aften d. 13. oktober kan man møde en af Danmarks største kultur personligheder på Svendborg Bibliotek. Det er sker når Jørgen Leth kommer og fortæller og viser klip fra den omdiskuterede film “Det erotiske menneske”.  

 

Med udgangspunkt i filmen tager Jørgen Leth tilhøreren med på sin erotiske rejse, gennem et langt liv. Kan man måle det erotiske? Kan man indramme det? Kan man definere det? I filmen  kredser dokumentaristen  og digteren Jørgen Leth om disse simple, men dog vidtrækkende spørgsmål. I filmen, der står som et hovedværk i Jørgen Leths omfangsrige kunstneriske produktion fra de seneste godt fem årtier, rejser han, den ældre europæiske digter, ud i verden og ind i sig selv for at registrere det erotiske og for at lede efter dets form og betydning.


“Det erotiske menneske” har haft en besværlig fødsel. Filmen har været undervejs over ti år, men resultatet, som det foreligger i dag, er muligvis Jørgen Leths meste personlige, idiosynkratiske og provokerende film. En film om at blive ældre, om tab, om de øjeblikke et menneske husker og om erotikkens væsen, som det fremstår, når man er Jørgen Leth.

Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Æbledag i Egense Forsamlingshus

4. oktober 2011

Æbledag søndag den 9.oktober kl.11-16 i Egense Forsamlingshus

Egense-Rantzausminde beboerforening inviterer alle til at komme med æbler af egen avl og lave dejlig æblemost. Forsamlingshuset har et par æblepressere og vi guider igennem processen. Medbring rene flasker og du kan få den dejligste velsmagende æblemost med hjem og ligesom sidste år, arrangerer vi også en æblekagekonkurrence. Kagerne sælges til fordel for forsamlingshuset.

Har du lyst til at deltage i æblekage konkurrencen eller vil du sælge æbleprodukter tilmelder du dig hos: evaagger@hotmail.com

Sidste år var dagen en stor succes og vi håber at rigtig mange vil deltage igen.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php