Monthly Archives: marts 2013

De hopper og springer

25. marts 2013


Formand for Tåsinge Gymnastik Forening Trine Dolleris (t.v.) og kasserer Anette Bonde får overrakt sponsorater.
(Foto: TGF)

 

Der bliver slået vejrmøller og saltoer til den helt store guldmedalje i Tåsinge Gymnastik Forening

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

35.000,- kroner i sponsorater har gjort, at Tåsinge Gymnastik Forening kan prale med en spritny Airtrack til foreningens mange gymnaster.

– Vi er super glade for vores nyerhvervelse, siger Anette Bonde, som er kasserer i foreningen, og samtidig god til at skrive ansøgninger. For pengene til den nye Airtrack er nemlig kommet via ansøgninger til henholdsvis Tuborgfondet og Svendborg Sparekasse.
– Det var et link på DGI´s hjemmeside som førte os til de ansøgningsskemaer, som gjorde, at foreningen fik 25.000,- kroner fra Tuborgfondet og 10.000,- kroner fra Svendborg Sparekasse, smiler en glad Anette Bonde.
Tåsinge Gymnastik Forening havde i forvejen en brugt Airtrack, men den var efterhånden så slidt, at det var tiltrængt med en ny. Og da foreningen gennem de sidste år har sparet på udgifterne, så var der de sidste 20.000,- kroner i kassen til at købe en helt ny Airtrack. Det koster nemlig 54.000,- kroner for en Airtrack af den kvalitet, som foreningen nu kan glæde sig over at eje.

En Airtrack er, hvis nogen skulle være i tvivl, ikke et flyvende gymnastiktæppe, men en oppusteligt lang hoppepude, hvor gymnasterne kan udføre vejrmøller, araberspring, salto, baglænssalto, dobbelt salto, og for at det ikke skal være løgn også dobbelt baglænssalto, for de virkelig skrappe.

 

Forårsopvisning for store og små
Lørdag den 16.marts kunne alle se den nye Airtrack i brug, da Tåsinge Gymnastik Forening afholdte forårsopvisning i Lundbyhallen. Her var masser af aktiviteter på gulvet, for både børn og voksne, med spring, gymnastik, zumba og leg og musik for de mindste.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Spot på kulturarven i Svendborg Kommune

25. marts 2013



Download folderen Bygningskulturarv 2013


Spot på kulturarven i Svendborg Kommune  
 


Byvandringer med lokale kendisser. Udstilling om “Steder med sjæl” på Kulturtorvet i april. En hjemmeside, hvor du kan stemme på dit særlige yndlingssted. Guidede fototure i maj for børn og unge, der skal kikke på smukke og skæve bygninger. Det er bare et lille udpluk af de mange spændende aktiviteter, som Svendborg Kommune er med til at sætte i gang i 2013, hvor både den kendte og den ukendte kulturarv kommer frem i lyset.  

– De mange fine, fredede og bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer i Svendborg Kommune er i høj grad med til at fremme oplevelser og herlighedsværdier her på Sydfyn. Det skal buketten med de forskellige aktiviteter gerne være med til at udfolde, vise og skabe debat om, fortæller byplanlægger Helle Juul Kristensen fra Kultur, Erhverv og Udvikling i Svendborg Kommune.  

Tidspunkter og mødested for de enkelte arrangementer kan ses i folderen BYGNINGSKULTURARV 2013, der kommer på gaden i disse dage. Folderen kan downloades øverst i artiklen, eller hentes på bibliotekerne, i borgerservice og flere butikker i Svendborg.

Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

GOG vandt turneringens sidste kamp

24. marts 2013

AF JØRGEN AUTZEN, Radio Diablo

 

GOG vandt turneringens sidste kamp mod Otterup med 29-23.

 

Målmand Kevin Møller havde følgende kommentar til kampen samt sæsonen set nede fra sit mål.

Hør interview med Kevin Møller

 

Hør interviewet fra Radio Diablo/Radio Alfa Sydfyn – Bemærk! uredigeret udgave.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Det Magiske Lydcirkus indtager Naturama

23. marts 2013

Oplev lyd og magi mandag d. 25. marts kl. 14

 

Der venter børn og voksne en uforglemmelig oplevelse, når jonglør Samuel Gustavsen og musiker Sture Ericson inviterer til en fantastisk performance med lyd og magi. Naturama lægger rum til forestillingen Det Magiske Lydcirkus og garanterer underholdning i særklasse for store og små.

Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Anne Dorthe Michelsen & Maria Bramsen i Borgerforeningen

22. marts 2013

Borgerforeningen præsenterer:

 

Anne Dorthe Michelsen & Maria Bramsen – (Ex-Tøsedrengene) 
Fredag d. 5. april kl. 20.30
Billetpris kr. 220,- ekskl. gebyr. Ståpladser.
Dørene åbner 1 time før koncertstart.

 

Tøsedrengenes største hits kommer nu sensationelt samlet tilbage på livescenen for første gang i mere end 25 år med de oprindelige sangerinder Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen i front!

Da orkesteret Tøsedrengene gik i opløsning i slutningen af 1986 var nyheden tophistorie i medierne. Det var et af årtiets allerstørste navne, der lukkede og slukkede, og siden har der været stille omkring bandet.

Men i de mellemliggende år har orkesterets mange hits levet videre, og de synges og spilles i dag overalt: Indianer, Sig du kan li’ mig, Ud under åben himmel, Vi var engang så tæt, Drop dine løgne, Slip det fri… Listen af evergreens er lang.

Maria og Anne Dorte har ligget vandret for at tune stemmerne og formen, da planen er at genskabe energien, glæden og dansen fra dengang.

Bag sig har de samlet et hold af landets allerbedste musikere: Mads Michelsen perc & trommer, Jon Grundtvig, trommer, Henrik Møller, bas, Morten Woods sang & guitar og Peter Denckler sang & keyboards.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

GOG vandt over Rødovre

21. marts 2013

 

AF JØRGEN AUTZEN, Radio Diablo

 

Hjemme i GOG Arena vandt GOG i pokalturneringen over Rødovre med 47-33.

Træner Jakob Larsen havde denne kommentar efter kampen.

Hør interview med Jakob Larsen

 

 

Hør interviewet fra Radio Diablo/Radio Alfa Sydfyn – Bemærk! uredigeret udgave.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Svendborg Kommune går i sort

21. marts 2013

 

Lørdag den 23. marts kl. 20.30 – 21.30 slukkes lyset i Svendborg bys gader og stræder. Sammen med andre kommuner, virksomheder og borgere verden over deltager Svendborg Kommune i Earth Hour kampagnen.

 

– Vi bakker igen op om verdens største klimaevent, Earth Hour, der arrangeres af WWF Verdensnaturfonden. Eventen skal sende et tydeligt signal til verdens regeringsledere om at tage klimaforandringerne alvorligt og bremse udviklingen mod mere ekstreme vejrforhold og stigende verdenshave, fortæller klimakonsulent Charlotte Vesterlund McAinsh, Miljø og Teknik, Svendborg Kommune.

Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Musikalsk demokratiforestilling for børn

21. marts 2013

BaggårdTeatret indkalder byens yngste borgere til musikalsk demokratiforestilling. 
Selveste STATSMINISTEREN er på plakaten til sæsonens sidste BørneSøndag

 

Han er lidt rundt på scenegulvet, ham de kalder Statsministeren. I BaggårdTeatrets nye børneforestilling vil nemlig så gerne bare gøre alle glade. Og helst på samme tid. Men når han f.eks bestemmer, at byens flag skal være gule, alle skal gå i gult og spise bananer, er der altid nogen som bedre kan lide jordbær og røde faner. En dag får han nok og går.



 

Samarbejde om demokrati-eventyr
I samarbejde med QUASI teater har BaggårdTeatret skabt en forestilling for fremtidens samfundsborgere og teatergængere, nemlig de 4 – 8 årige. Forestillingen er skabt i dialog med aldersgruppen forskellige steder i landet, og i de seneste par uger har BaggårdTeatret myldret med svendborgensiske skole- og børnehavebørn, der har bidraget til forestillingens færdiggørelse som testpublikum, og kvitteret med anmeldelser og tegninger.
Søndag d. 7. april står Statsministeren klar på BaggårdTeatret i Rottefælden til at tage Svendborgs børn og deres voksne med på et musikalsk demokrati-eventyr i scenografiens minisamfund med politi, bager, retsbygning og bladhus.




Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Svendborg Kommune får sin første byhave

20. marts 2013

I det røde felt på havnen får Svendborgs borgere nu mulighed for at etablere deres egen byhave

Fra maj bliver det muligt at dyrke Svendborg Kommune på en helt ny måde. Arealet ved siden af skaterbanen på havnen er nemlig udpeget som den første byhave, hvor Svendborg Kommune stiller et areal til rådighed og ellers overlader det til borgerne at finde ud af, hvordan de vil dyrke det.

 

– Vi ved ikke, hvad der skal være i byhaven – det er nemlig borgerne, der skal bestemme, om der skal plantes radiser, persille, kartofler eller noget helt fjerde, fortæller biolog Nicolai Wøldike Schmith fra Miljø og Teknik, Svendborg Kommune.

 

– Der er stor interesse for byhaver – både i Danmark og resten af verden skyder de op over alt. Og vi har også fået en del henvendelser fra borgere, der har efterlyst lignende initiativer i vores kommune. Det vil vi selvfølgelig gerne støtte. Byhaver giver borgere i alle aldre mulighed for at være sammen om nogle fælles aktiviteter i noget bynær natur. Så det er ikke bare et spørgsmål om at dyrke nogle saftige tomater, men også om det gode liv, uddyber Nicolai Wøldike Schmith.

 

– Vi har valgt arealet nede ved havnen, fordi haven skal føles offentlig. Alle skal føle, de kan gå ind og være med. Nogle vil måske undre sig over, at der er valgt en forurenet grund til formålet. Men det er der faktisk en del af byhavekonceptet at få noget ud af alle små nøgne pletter midt byerne – og borgerne skal bare plante i de vækstkasser, som vi stiller op, slutter Nicolai Wøldike Schmith og tilføjer, at de allerede har et lignende projekt i Fredericia Kommune.

 

De første spadestik bliver taget lørdag den 4. maj, hvor Svendborg Kommune holder en workshop på stedet og overlader det til de fremmødte at finde ud af, hvordan de vil dyrke haven. Som optakt dertil vil det være muligt at komme med sit besyv om, hvordan haven skal være, på facebooksiden Dyrk Svendborg

 

Svendborg Kommune stiller som udgangspunkt arealet gratis til rådighed, indtil der bliver realiseret andre planer på og for havnen. Hvis der viser sig en stor interesse for byhaver andre steder, vil der også blive mulighed for det. Svendborg Kommune stiller i øvrigt vækstkasser op, ligesom arealet uden om byhaven vil blive sået til med græs, som fremover bliver vedligeholdt af Svendborg Kommune.



Kommentarer: 1 kommentar

Musikalsk besøg fra USA

20. marts 2013

Den amerikanske saxofonist Jerry Bergonzi og den unge danske pianist Carl Winther gæster Giant Steps torsdag aften den 21. Marts.
www.giantsteps.dk

 

En af jazzens store saxofonister Jerry Bergonzy i tæt samspil med ung dansk superpianist

 

Dansk jazz har de sidste årtier oplevet en eksplosionsagtigt voksende talentmasse. Ikke mindst fremkomsten af en række unge originale pianister, som efterhånden giver de internationalt kendte danske bassister kamp til stregen. En af de nye klaverkanoner er Carl Winther, der kan sprudle og fange sit publikum med en sjælden virilitet og idérigdom.

Han har allerede gjort sig gældende mange steder med fremtrædende musikere, bl.a.  den amerikanske Jerry Bergonzi – en af jazzens store saxofonister, som har præget scenen de sidste 35 år på linje med Joe Lovano, Bob Berg og Michael Brecker.

Tordag d. 21. marts kl. 20 står Winther og Bergonzy på scenen i Giant Steps, og det er ikke første de to er på turné sammen. Deres tætte samarbejde har nemlig stået på de sidste par år – og inspirationen går tydeligvis begge veje. Repertoiret består af de to kapelmestres kompositioner –  kon­tant, skrap, akustisk moderne new yorker jazz, der ikke er bange for at råswinge og spille med musklerne. To musikere fra hver sin generation vil helt sikkert sparke bunden ud af Giant Steps denne aften på Arne B, hvor der er fornem og knaldsolid opbakning fra trommeslageren Anders Mogensen samt den finske bassist Johnny Åman. 



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php