Monthly Archives: juli 2014

Nyt mitsvendborg.dk – MAGASIN på gaden!

30. juli 2014

Download mitsvendborg.dk – MAGASIN, august 2014

Så er det her! Det nye mitsvendborg.dk – MAGASIN med 40 sider udelukkende svendborgstof – på den fede måde.

God fornøjelse.



Kommentarer: 1 kommentar

Få fingre i SVEND14s spændende program

30. juli 2014


 

Så er SVEND14s program klart, og du kan glæde dig til en festlig uge med masser af spændende filmvisninger, børneaktiviteter og kulturelle arrangementer.

 

Fra i dag er det muligt at kaste sig over SVEND14 Danmarks Film‐ og Kulturdages program på hjemmsiden www.svendfilmfest.dk.  Det bliver en uge fyldt med filmarrangementer i alle dens afskygninger.

 

Musik og film
Filmfesten bliver sparket i gang fredag d. 22. august med en stor åbningskoncert med TV2 og Rasmus Walter på Valdemars Slot på Tåsinge.

Lørdag d. 23. august vises Adams Æbler som Open Air film i Krøyers Have. Filmen er en FilmFyn‐produktion og er blandt andet optaget i Svendborg.

  Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

‘Stålmænd’ – udstilling på Frederiksøen

26. juli 2014

 

Den første august 2014 slår Svendborg Museum porten op for særudstillingen ”Stålmænd”.
Udstillingen rummer unikke fotografier fra værftets overlevelseskamp sidst i 90’erne, der aldrig før er blevet vist.

 

Da værftet i 1996 stod overfor en truende lukning besluttede Svendborg Museum at gennemfotografere og registrere værftet for eftertiden. Erik Møller Nielsen fra museet følte sig ”som den hvide mand i Afrika”, da han ankom på værftet, men kom gradvist under huden på metalarbejderne. Et udvalg af de mange fremragende billeder taget dengang, vises nu for første gang.

”Stålmænd” er en fejring af den metalindustri, der har været med til at bygge Svendborg, og som fortsat er i fuld vigør. Udstillingen er en mulighed for at gense mennesker og miljøer fra værftets tid, men er ikke kun nostalgisk – den ser også fremad. Side om side med billederne, kedeldragterne og genstandene fra værftet kan de besøgende se svendestykker fra smedelinjen på Svendborg Erhvervsskole, der viser nutidens håndværksmæssige kunnen frem.

Med udstillingen vil Svendborg Museum gøre erfaringer med, hvordan Frederiksøen bedst kan danne rammen om kulturlivet. Sammen med Svendborg Street Art opstilles tre kunstværker/plakatsøjler i midtbyen, der gør opmærksom på Frederiksøens nye rolle i byens kulturliv. I udstillingen vil lokale kunstnere udstille forlægget til det 110 meter lange kunstværk, der forhåbentlig vil pryde den blå dok fra næste år.

  Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Stem på din favorit til årets SVEND

23. juli 2014


Casper Christensen har tidligere kunne gå hjem med en SVEND statuette.
(Foto: mitsvendborg.dk)

 

Nu afsløres det endeligt, hvem der er nomineret til årets SVEND14

 

Fra søndag d. 20. juli til søndag d. 24. august er det muligt at gå ind på hjemmesiden www.kino.dk og stemme om, hvilke film og skuespillere der skal vinde årets SVEND statuetter, som uddeles torsdag d. 28. august på Centrumpladsen i Svendborg.

Hvis du er en rigtig movie buff eller bare går i biografen en gang i mellem, så er det altså nu, at du kan gå ind og være med til at sikre, at SVEND statuetterne ender i de rette hænder. Du kan blandt andet være med til at bestemme om det er Jacob Cedergren, Nicolas Bro, Nicolai Lie Kaas, Mads Mikkelsen eller Ole Boisen, som leverede den bedste mandlige skuespilspræstation sidste år, eller om det er Helle Fagralid, Iben Dorner, Paprika Steen, Sonja Richter eller Trine Pallesen, som har gjorde det bedst på det store lærred.

  Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Hansted præsenterer: Hansted Live 2014

22. juli 2014

 

Hansted gentager successen fra sidste år, og holder fest i gården.

 

- Som nogen måske lagde mærke til, afholdte vi sidste år for første gang musikfestival, i Baagøes Gaard i Vestergade. Det var nogle rigtigt hyggelige dage hvor mange benyttede lejligheden til at nyde de hyggelige koncerter i charmerende omgivelser og arrangørerne fra Hansted kunne præsentere et lille overskud da arrangementet var gjort op på trods af et budgetteret underskud på 35.000,-, lyder det fra Lars Skovmand, som er den ene restauratør af værtshuset Hansted i Vestergade

Læs også: Gratis festival til folket

Hansted præsenterer derfor i år et endnu større program hvor nationale kunstnere som The Blue Van & Thomas Buttenschøn giver gratis koncerter. Gratiskoncerter er der faktisk mange af, og fra onsdag d. 30/7 til lørdag d. 2/8 er der helt præcist, 18 koncerter som bliver leveret af intet mindre end ca. 50 musikere og alle koncerter er som sagt helt gratis.
– Musikbudgettet er i år på ca. 150.000,- så vi håber at folk tager godt imod koncerterne og køber lidt øl i baren, siger Lars Skovmand
Musikprogrammet kan ses her på mitsvendborg.dk og på www.hansted.nu eller på Facebook under Hansted Live 2014.

Non-profit fest
Hansted Live festivalen startede i 2013 da Svendborg Festdage blev slået sammen med Svend Prisuddelingsfesten. Arrangørerne mente at den musikkulturelle del af Svend Prisen var for lille og ville derfor vise at man med hjælp fra lokale musikere, sponsorer og ildsjæle godt kunne tilbyde Svendborgenserne gratis koncerter uden at skulle tjene penge på arrangementet. Når der kun er plads til ca. 300 mennesker i Baagøes Gaard vil der uden tvivl være koncerter hvor alle ikke får plads men det må vi betegne som et luksusproblem. 



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Ole Bornedal kommer til Svendborg

14. juli 2014


www.svendfilmfest.dk

 

Mød Ole Bornedal i Svendborg til SVEND14

 

Mandag d. 25. august kl. 20.00 er der i forbindelse med SVEND14 Danmarks Film- og Kulturdage mulighed for at komme til en unik aften i Borgerforeningen med en af Danmarks mest succesfulde filminstruktører Ole Bornedal. Han vil med udgangspunkt i sit nye filmprojekt ”1864” fortælle om sin spændende filmkarriere, som strækker sig over mere end 20 år.

1864
”1864” er DRs nye store satsning, hvor de har givet Ole Bornedal 173 millioner til at genskabe fortællingen om kampen ved Dybbøl, hvor Danmark tabte til prøjserne.

Ole Bornedal har med udgangspunkt i historiker Tom Buk-Swientys bøger om Slaget på Dybbøl skabt en kærlighedshistorie, som danner rammen omkring de groteske politiske forhold, som kastede Danmark ud i en vanvittig krig.

Produktionen af ”1864” var ifølge Ole Bornedal hård, men også fantastisk. Instruktøren fortæller, at forholdene under optagelserne kunne byde på udfordringer fra den ene yderkant til den anden. Nogle gange var de ved at drukne i regn under optagelserne i Tjekkiet, andre gange var skuespillere og statister i 1864 uniformer ved at gå til under hedebølge og ambulancer måtte holde klar, hvis nogen faldt om af hedeslag.
 

Ved arrangementet i Borgerforeningen vil Ole Bornedal fortælle om de kunstneriske tanker bag og skabelsen af ”1864”. Filmprojektet skal både munde ud i en TV-serie i otte afsnit, som skal vises på DR til efteråret, samt en helaftensfilm med forventet biografpremiere til foråret 2015. Både serien og filmen er desuden på forhånd solgt til visning i otte lande.

Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Enhedslisten: Sprøjtegift politik skal overholdes

7. juli 2014

 

Politik om ikke at sprøjte skal overholdes, siger Enhedslisten.

 

En stor del af Svendborg Kommunes jorder bliver sprøjtet på trods af kommunens politik om ikke at bruge gift. Det er kommet frem efter at Enhedslistens Jesper Kiel har spurgt til, om der bliver stillet krav om ikke at sprøjte, når kommunen bortforpagter eller udlejer jord. På de største arealer har kommunen ikke stillet krav om, at der ikke må sprøjtes, det vil Enhedslisten have rettet op på.

- Jeg er noget forbavset over, at vi ikke har stillet krav om at kommunens arealer skal holdes fri for gift. Det må der rettes op på så hurtigt, som det kan lade sig gøre. Vi har besluttet ikke at bruge gift, så dur det ikke at bortforpagte jord uden at stille krav. Stiler vi ikke krav, så bliver der jo sprøjtet. Jeg synes vi skal gå forrest for at sikre grundvand og mijlø, lyder det fra Jesper Kiel.

Jesper Kiel vil rejse sagen i Økonomiudvalget straks efter sommerferien. Det er økonomiudvalget, der har fået ansvar for køb/salg og forpagtningsaftaler. Opgørelsen viser at på 32 hektar er der stilles krav om at der ikke sprøjtes, mens der på 100 hektar ikke er stillet krav.



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

2,3 mio. kr. til formidling af viden om idræt i skolen

2. juli 2014

 

Svendborg Kommune har netop modtaget en bevilling på 2.279.950 kroner fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

 

Pengene er bevilget til Praksisvidencenter Svendborg og øremærket til tre projekter, der skal formidle viden og erfaringer fra Svendborgprojektet på landsplan, hvor 11 folkeskoler og tre uddannelsesinstitutioner har samlet seks års forskningsbaseret viden og praktisk erfaring med seks timers idræt om ugen. De tre projekter er:

 

1.   Svendborgkurserne, der skal tilbyde efteruddannelse af lærere, pædagoger og andre personalegrupper i folkeskolen indenfor bevægelse, idræt og inklusion. 671 kursister fra 24 skoler i fem kommuner er tilmeldt de første kursusforløb

2.   SkoleLab – et laboratorium for den åbne skole, der udvikler og afprøver nye modeller for samarbejde mellem skoler, virksomheder, foreninger og forældrenetværk. Erfaringerne skal samles i et katalog til inspiration for resten af landet

3.   Formidling og videndeling, der skal udbrede forskningsresultater og erfaringer fra arbejdet med idræt, bevægelse og læring i Svendborg. Første milepæl her er en national konference på Gymnastikhøjskolen i Ollerup den 5. november 2014. Desuden etableres en hjemmeside med nyeste viden om bevægelse og læring og der udgives et temamagasin i foråret 2015

Praksisvidencenter Svendborg er udvalgt blandt 181 ansøgninger til første pulje af A.P. Møller Fondens 1 milliard kroner store fond til at implementere folkeskolereformen.

  Læs mere



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Aktion for genåbning af baneovergangen i Skattergade

1. juli 2014

www.skattergadebeboerforening.dk 

 

Fredag den 11. juli klokken 11 afholdes den tilbagevendende aktion, hvor Skattergade-beboerforeningen gør opmærksom på problematikken med den lukkede baneovergang i Skattergade.
– En genåbning har urban betydning både historisk og kulturelt samt for bevægeligheden mellem byens forskellige områder, lyder det fra Birthe Viuff fra aktionsgruppen. 

Formanden for By og Land- Sydfyn, Rudi Rusfort Kragh, holder tale, og der er sang og musik ved Britt og Niels Jessen. Ellen Margrete Andersen og Dorte Petersen fra Skattergade-foreningen har i dagens anledning skrevet en sang.
Foreningen byder på en øl eller en vand. Alle er velkommen. 



Kommentarer: Ingen kommentarer endnu

Lokale annoncer



ERHVERVSKLUBBEN
Vestergade 167K - Svendborg Tlf: 55 38 55 55 

Møllergade 7 - 5700 Svendborg
Tlf: 62 21 06 83


Vestergade 5 - T. 62 20 50 35 
Færgegårdsvej 45 - Troense 5700 Svendborg Tlf. 42 42 66 66
Korsgade 7, Svendborg
Tlf. 62 21 22 11 


Kultur- og Byliv

-Altid på toppen af Møllergade


BORGERFORUM Svendborg


Svendborg Rabbits



css.php