(Foto: fagfotografen.dk)
AF CITTASLOWRÅDET, Svendborg
I Østerdalen kom en snegl, vi troede at det var en fejl, men den skal vise vejen til, hvad Østerdalen gerne vil…
Sådan starter den Cittaslow-sang, børneområde Østerdalen synger hver fredag, ved særlige lejligheder, og når hele Østerdalen er samlet. Østerdalen består af seks børnehuse (Skårup Børnehus, Bakkehuset, Eventyrhuset, Hesselager Børnehus, Gudme Børnehave og Oure Børnehus), som alle blev Cittaslow-certificeret i oktober 2011. Cittaslow i Østerdalen sætter retning for og fokus på det gode liv for børn og voksne.
Naturen
Natur og udeliv fylder i hverdagen. De seks børnehuse har i dag Det Grønne Flag. Mange af de aktiviteter, der skal til for at få det Grønne Flag, er implementeret som en naturlig del af årets gang. F.eks. deltager alle i årlige affaldsindsamlinger i nærområdet og ved skov og strand. Der sorteres affald og komposteres. Børnene lærer om naturens gang og om betydningen af at passe på naturen. I løbet af året er der temaer som ”Find foråret”, ”Spis naturen”, ”Mad på bål” m.m. I september holdes det årlige høsttema, hvor der bl.a. syltes og laves friskpresset æblesaft. Ugerne afsluttes med en stor høstfest.
Kommentarer: Ingen kommentarer endnu
Seneste kommentarer