
Nu kommer der flere regler om parkering i Svendborg Kommune
(Foto: Mads Claus Rasmussen)
Ændrede regler for parkering i Svendborg Kommune
Svendborg Kommune har fået en ny bekendtgørelse om standsning og parkering. Det betyder blandt andet, at borgerne i kommunen skal være særligt opmærksomme på, hvor og hvor længe de stiller deres campingvogne, trailere, lastbiler og lignende i både små og store byer i Svendborg Kommune.
– Med reglerne må man parkere sin trailer eller campingvogn på veje og pladser i op til 24 timer. Og for lastbiler og andre tunge køretøjer må der parkeres i op til fire timer, fortæller Mette Jensen fra Center for Ejendomme og Teknisk Service, Svendborg Kommune.
– En af de andre regler i bekendtgørelsen er, at indehaveren af et kort til handicapparkering må parkere gratis på alle kommunens p-pladser. Også selv om det ikke er på en handicapplads, uddyber Mette Jensen og tilføjer, at det kun gælder på kommunens parkeringspladser.
Læs også: Kampen om pladserne
Selv om der er tale om en ny bekendtgørelse, gælder der dog mere eller mindre de samme regler for parkering i Svendborg Kommune som førhen. Det skyldes, at nogle af de tidligere bestemmelser i bekendtgørelsen er blevet en del af færdselsloven, herunder forbuddet mod at parkere delvist på fortovet eller i yderrabatten. Og netop det forhold gjorde det nødvendigt at justere kommunens bekendtgørelse fra 2008.
– Hvis bilisterne i kommunen er i tvivl om ændringerne eller parkeringsregler i det hele taget, vil jeg opfordre til at tjekke kommunens hjemmeside under www.svendborg.dk/parkering eller tage kontakt til os. Vi svarer gerne på spørgsmål, slutter Mette Jensen.
Kommentarer: Ingen kommentarer endnu
Seneste kommentarer