
Enhver anklaget har ret til et forsvar, uanset hvilke følelser der vækkes af det, de er tiltalt for.
(Modelfoto: Colourbox)
Alle har ret til det bedste forsvar i en retssag, uanset hvad de har gjort, for selv om retssager kan vække følelser, skal en advokat håndtere dem på både godt og ondt.
AF JENS SCHNABEL
– Uanset hvor stor en slubbert du er, skal du ikke dømmes hårdere, end retspraksis siger. Jeg synes jo, uanset hvad pokker du har gjort, skal det være forskellen på en bananrepublik og et retssamfund, vurderer Lemmy Fialin, advokat i Advokathuset Svendborg.
I en tid med erhvervssager som OW Bunker minder han om tidligere sager som Nordisk Fjer, Hafnia eller IT Factory.
Bevisbyrde hos anklager
– Snydere og bedragere vil der altid være. Dem kan du aldrig gardere dig imod. IT Factory udskrev fakturaer, som ikke havde noget reelt indhold. Så fik man dem belånt og skabte et cirkus af penge, der kørte rundt, uden at der var nogen varer. De fandtes simpelthen ikke, forklarer han og undrer sig over, at så mange blev snydt.
Men selv med folk som Stein Bagger mener Lemmy Fialin stadig, at ingen skal dømmes hårdere end anklagede i tilsvarende sager.
Desuden fastholder han en professionel tilgang som advokat. Han synes for eksempel ikke, en advokat skal spørge en anklaget klient, om han er skyldig eller ej.
– Der er mange klienter, der gerne vil fortælle det, men det kommer sådan set ikke sagen ved. Vi har selvfølgelig en fornemmelse, og beviserne kan være overvældende. Men det er anklagemyndigheden, der skal bevise det. Hvis ikke dommeren eller nævningene tror på det, skal der ske frifindelse. Det står direkte i loven, at tvivlen skal komme den tiltalte til gode. Sådan bør det også være i et retssamfund, siger han.
Læs mere
Kommentarer: Ingen kommentarer endnu
Seneste kommentarer