Den nye integrerede daginstitution Humlebien på Fruerstuevej skal leve op til FN’s tanker om miljø og bæredygtighed.
(Illustration C&W Arkitekter)
Svendborg Kommunes første miljørigtige og bæredygtige byggeri går i gang nu
Svendborg Kommune går nu i gang med at bygge den nye, integrerede daginstitution Humlebien. Som en af de første daginstitutioner i landet vil byggeriet leve op til FN’s tanker om miljø og bæredygtighed. Og det betyder, at Humlebien kommer til at stå stærkt i forhold til fem kvaliteter: økonomi, sociokultur, proces, teknik og miljø.
– De fem emner er tænkt ind i hele byggeprojektet. Vi skal sikre, at vi bygger noget, som kan holde i mindst 50 år. Og det indebærer blandt andet, at der skal bygges så fleksibelt, at et svingende børnetal kan indeholdes, fortæller arkitekt Anton Holm Madsen fra Center for Ejendomme og Teknisk Service, Svendborg Kommune.
Udover krav til holdbarheden af byggeriet og fleksibiliteten, stilles der også krav til, at driftsudgifterne til rengøring og vedligehold kan holdes nede på et minimum. Samtidig skal bygningen være sund og behagelig at opholde sig i. Indeklimaet er derfor også prioriteret for at sikre mere frisk luft til både børn og voksne, og der bliver naturligvis tale om et lavenergi-byggeri med solceller og varmepumper.
Kommentarer: Ingen kommentarer endnu
Seneste kommentarer