Citybranding er det sværeste

11. oktober 2013


co-creation betyder, at det er borgerne, der bestemmer, hvad de vil lægge i brandet og hvordan.
(Foto: mitsvendborg.dk)

 

Der skal være frit slag under et fælles brand

 

AF PER VINCENT

 

Vi er ikke i tvivl, når vi render ind i noget, som er ”ægte københavnsk”, ”ægte aarhusiansk” eller ”ægte sydfynsk”. Det er branding i al sin enkelhed. Vi samler indtryk hele tiden, fordi vi ikke kan lade være, vi ser, hvad der er godt og dårligt, hvad der virker og ikke virker.

 

Det er svært
At finde det rigtig gode brand til Svendborg er ikke noget, man bare lige gør. Det er komplekst, fordi der er så mange interesser at tage hensyn til.

– Citybranding, som det hedder, er strategisk meget svært. Når en virksomhed skal brande sig selv, er det nemmere at gå til, for her er det én vare eller firmaets navn, det handler om, og det kan man ikke bare overføre til en by. Mange har prøvet og fejlet, fordi de troede, man kunne samle en by under ét begreb eller symbol, fortæller professor Finn Frandsen, Institut for Erhvervskommunikation ved Aarhus Universitet. Han har forsket og undervist i branding i 15 år.

 

Paraplymodellen
Derfor er det en større udfordring.

– Politikerne glemmer tit den særlige udfordring, det er at brande en by. Alle skal være enige, og det er alene byrådets opgave at sætte de overordnede linjer. Det er paraplymodellen, jeg taler om, man er enig om det, der skal brandes, altså værdierne, et logo eller noget tredje, og resten er så op til borgerne, siger Finn Frandsen.

 

Al magt til borgerne
Kodeordet er fleksibilitet, og begrebet hedder ”co-creation”.  Det betyder, at det er borgerne, der bestemmer, hvad de vil lægge i brandet og hvordan. Alle skal kunne acceptere det som et overordnet, fælles brand, og der må ikke være noget ”branding-politi”. Der er frit slag.

– I Aarhus havde vi på et tidspunkt et brand, der hed ”rødder, viden, puls”, og så kunne enhver gøre med det, hvad de ville. Bare inde i midtbyen er forretningernes initiativer jo ikke nødvendigvis de samme som spillestedernes, så det er afgørende med fleksibiliteten. Hvis ikke paraplyen holder, har vi jo balladen, så politikerne skal huske den udfordring, understreger Finn Frandsen.

 

Øhavet – tja…
Han er klar over, at det er nærliggende at brande øhavet, men advarer alligevel:

– Jeg synes også, at det er et dejligt sted, men der er mange andre i kommunen, der hellere vil brande byen med noget andet, og målet er jo netop at brande Svendborg på en måde, så den fremstår helt særlig. Man skal tænke sig godt om, for både Ærøskøbing og Faaborg kunne jo med en vis ret også hævde, at de er ”byen med øhavet”, slutter professor Finn Frandsen.

 

 

 

 

Vidste du at..

Randers var den første by i Danmark, der brandede sig selv. Det skete ved Landsudstillingen i 1914.

Kolding prøvede at brande sig med ”Kolding – en klog by”, men det blev droppet ret hurtigt igen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php