Jeg slår ikke i bordet for at få min vilje

9. februar 2014

(Foto: mitsvendborg.dk)

 

Vores nye borgmester vil have mere borgerindflydelse og bedre politikere. Han vil også have en letbane.

 

AF PER VINCENT

 

Man kan godt sige, at Lars Erik Hornemann har et roligt gemyt. Den besindige landmand sidder dybt i ham, og det er vel heller ikke så underligt.
Han indrømmer gerne, at han savner Koldagergård i Brænderup, og alt hvad der hører med, men det er overstået. Måske.
I dag går det hele op i politik.

 

De andre skal være med
Han er borgmester igen og denne gang med absolut borgerligt flertal.

- Nu har du magten. Hvad vil du bruge den til?

- Jeg er ikke typen, der slår knytnæven i borgmesterbordet og gennemtrumfer tingene, bare fordi jeg kan. Vi vil gerne have Socialdemokraterne med i beslutningerne, ikke mindst om den økonomiske politik. Og i hele byudviklingsprojektet, altså havnen, bymidten, Tankefuld, er det vigtigt, at vi er så bredt funderet som muligt. Det handler ikke om min personlige magt, men om det bedste for kommunen.

- Så vi kommer ikke til at se en borgmester, der tager de hurtige, nødvendige beslutninger, som ledere jo gør?

- Man skal passe på, hvordan man bruger sit flertal, og vi er jo stort set enige om retningen. Jeg mener, at alle skal have et ansvar, også oppositionen.

 

Ud af huset-politik
Oven i købet vil Lars Erik Hornemann have gjort strukturen endnu fladere.

- Politikere er jo også bare mennesker, og der er sikkert ingen, der protesterer, når jeg siger, at vi bliver nødt til at være bedre politikere. For at blive det skal vi ud af kontorerne og se og høre, om det, vi laver, er for borgernes skyld, om det er det, borgerne vil have. Vi skal bevidstgøres hele tiden og høre efter, hvad borgerne siger, mener borgmesteren.

Politikerne har været alt for indadvendte, og det har Lars Erik Hornemann tænkt sig at gøre noget ved. Han vil holde byrådsmøder i lokalområderne, udvalgsformændene og borgmesteren skal stå til rådighed for borgerne mindst en gang om måneden, og han vil sikre borgerindflydelsen.

- Folk i lokalområderne skal vide, at vi også koncentrerer os om netop dem. Landsbyerne og øerne er meget vigtige for mig, og jeg er en stærk tilhænger af nærdemokrati. Så det med at blive bedre politikere og sikre borgernes indflydelse hænger sammen, og det vil jeg bruge en del tid på, siger Lars Erik Hornemann.

 

Slingrekurs eller fast kurs
Valget sidste år var en øretæve, nej, en syngende lussing til Lars Erik Hornemann og Venstre. Han fik halveret sit personlige stemmetal, og partiet tabte 2000 stemmer og to mandater i byrådet. Han er borgmester de næste fire år på stemmer fra Konservative, Radikale Venstre, Svendborglisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Hvad gik der galt?

- Meget, synes jeg. Der kom sådan en slags skyttegravsdebat allerede med Nationalparken, og det blev kun værre med hele havnediskussionen. Så kom snakken om flygtningeasylet, og vi blev beskyldt for slingrekurs og utroværdighed. Og hvad vi ikke kan forklare, kan vi ikke forsvare. Det var ikke sjovt, men vi har lært meget, og jeg kan love, at vi ikke ændrer standpunkt med hverken havn, bymidte eller andre af de projekter, vi har kørende. De bliver gennemført som vedtaget, fastslår Lars Erik Hornemann.

 

Borgmesterens vision

Skattergade skal genåbnes, og vi skal have en letbane fra byen til Svendborg Vest.

- Det er ikke i orden, at vores smukke by er delt i to, det ødelægger meget og begrænser mulighederne. Så væk med spærringen af Skattergade, anlæg en letbane eller en skinnebus fra Banegården til Svendborg Vest, som så bliver den nye afgangs- og ankomsthal for Svendborgbanen. Det kunne blive det næste store byudviklingsprojekt, siger Lars Erik Hornemann, Svendborgs borgmester for anden gang.

 

 

Mere om Lars Erik Hornemann
Lars Erik Hornemann er født den 17. maj 1957.

Uddannet fra Dalum Landbrugsskole og landbrugstekniker fra Nordisk Landbrugsskole.

Han er merkonom og har arbejdet som miljøtekniker i Ringe Kommune.

Direktør for Ulbølle Mølle 1989 til 1992, hvor han overtog fødegården Koldagergård i Brænderup.

Har været formand for De Fynske Landboforeninger og medlem af Landbrugsrådet.

Blev borgmester i Gudme Kommune i 2001 og Svendborg Storkommunes første borgmester i 2009.

I dag bor han i Troense. 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Lokale annoncer


Svendborg
Møllergade 57A

T. 31 59 57 00 

Vestergade 5 - T. 62 20 50 35 
Korsgade 7, Svendborg
Tlf. 62 21 22 11 


Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg – LIVE

Spillestedet Harders Møllergade 36 T.62213090 

Vestergade 10A - Svendborg
Frederiksø - Svendborg

Fejl på siden!

Giv mitsvendborg.dk besked på: cj@mitsvendborg.dk

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php