En duft af sjæl

28. februar 2014


(Foto: mitsvendborg.dk)

 

Et møbel med sjæl skal behandles med respekt

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Det er ligesom at træde ind i en tidslomme 200 år tilbage i tiden som møder mig, da jeg åbner døren og træder indenfor i det gamle kornmagasin ved Valdemars Slot. Kun jazz-musikken fra højtalerne i værkstedet får mig på andre tanker.
Fra gulv til loft er væggene spækket med alle tænkelige håndværktøjer. Der hænger de mest finurlige ’dingenoter’, som jeg senere finder ud af, har en helt speciel funktion. Her dufter af shellak, linolie og af træ. Her dufter virkelig af træ.

- Kom indenfor, lyder det et sted derinde fra. Jeg træder nærmere, og bliver budt venligt velkommen af manden, som tilsyneladende på et eller andet tidspunkt har haft alle disse stykker værktøj i hænderne.

- Jeg er lige i gang med en polering af dette flygellåg, som af en eller anden årsag har fået en misfarvning, kommer det på syngende norsk dialekt fra Øivind Kristiansen. Det er ham jeg besøger, og ham som har Antique Valdemars Slot.

Ægthed og originalitet
Øivind Kristiansen flyttede til Danmark fra Norge i 1976, hvor han blev uddannet møbelsnedker fra det kulturhistoriske museum Møntergården i Odense. Han er rigtig møbelsnedker. Og det er ikke IKEA møbler han skruer sammen. Med en videregående restaurerings- og konserveringsuddannelse fra Syd-England, ved Øivind Kristiansen mere om møbelrestaurering end de fleste. I 20 år har han haft værksted i en af længerne til Valdemars Slot. Og her befinder han sig aldeles godt.

– Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg skulle være andre steder end her, siger han, og byder mig på kaffe og kage på arbejdsbordet, som står midt på værkstedsgulvet, og er forsynet med en anordning fra en gammel barberstol, så bordet med foden kan pumpes op i højden.
Øivind Kristiansen restaurere primært 16-, 17-, og 18-hundredetalsmøbler, og han gør det med stor respekt for møblets kulturelle værdi og sjæl.
– I størst mulig udstrækning handler det om at bevare det enkelte møbels ægthed eller originalitet – og dermed sjæl, forklarer Øivind Kristiansen. – Herved bevarer møblet en stor del af sin affektionsværdi, investeringsværdi og ikke mindst sin kulturelle værdi. Det er vigtigt i forhold til at bevare så stor en del af vores kulturarv som muligt, forklarer han, og kvalificerer mig yderligere ved at fortælle, at fremstilling af møbler har fundet sted i gennem de sidste 4000 år. I det gamle Ægypten lavede man møbler af en så høj håndværksmæssig kvalitet, at de fuldt ud kan stå mål med de bedste indenfor møbelfremstilling i dag.

C.F.Tietgens salonvogn
Gennem årene har Øivind Kristiansen restaureret hundredevis af møbler. Og der har været både små som store opgaver. Den største og mest omfattende var en total restaurering af C.F.Tietgens salon-togvogn fra 1876. En opgave som tog mere end halvanden år.

C.F.Tietgen var dansk bank- og industrimand, og nok den ledende erhvervsmand i Danmark i 1800-tallet. Han lod sig ofte transportere rundt på Sjælland og Lolland med jernbane. Og han havde sin egen salonvogn – naturligvis.
– Salonvognen blev udrangeret i 30´erne, og var privateget indtil for ca.20 år siden. Her fandt man den stående på en grund, hvor den fungerede som sommerhus. Med tag med rejsning og alt muligt, fortæller Øivind Kristiansen.
Vognen blev herefter overtaget af Danmarks Jernbanemuseum i Odense, hvor den i dag er udstillet. Men inden var den en tur forbi Øivind Kristiansen og værstedet ved Valdemars Slot.
Her blev alt indvendigt træværk enten restaureret eller fornyet og der blev lavet kopier af gamle stole og chaiselonger. Indvendigt træværk er i cubamahogni og ahornfugleøjefinér.

- Det var en fantastisk spændende opgave, smiler Øivind Kristiansen.

 

Bamsestolen
Udover at restaurere møbler med et par hundrede år på bagen, så bevæger Øivind Kristiansen sig også omkring moderne dansk møbeldesign, hvor de store danske designere som Finn Juhl, Arne Jacobsen, Børge Mogensen og Hans J. Wegner’s møbler også har ’besøgt’ værkstedet på Tåsinge. Og især ét møbel holder Øivind Kristiansen specielt meget af.
– Bamsestolen som Wegner satte på markedet i starten af 50érne, er et helt fantastisk møbel. Man sidder fremragende i den, og den er et smukt gennemført stykke møbeldesign, lyder det igen med herlig norsk dialekt fra Øivind Kristiansen.

Et svar til En duft af sjæl

  1. Sandra aarenstrup
    1. november 2017 at 15:13

    Hej Øjvind kan du ikke ringe til mig, har prøvet at få fat i dig. Kan du ikke ringe mig op

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Lokale annoncer



Svendborg
Møllergade 57A

T. 31 59 57 00 

ERHVERVSKLUBBEN
Book din billet online og spar
Vestergade 167K - Svendborg Tlf: 55 38 55 55 

Møllergade 7 - 5700 Svendborg
Tlf: 62 21 06 83


Vestergade 5 - T. 62 20 50 35 
Færgegårdsvej 45 - Troense 5700 Svendborg Tlf. 42 42 66 66
Korsgade 7, Svendborg
Tlf. 62 21 22 11 


Kultur- og Byliv

-Altid på toppen af Møllergade


BORGERFORUM Svendborg


Svendborg Rabbits



css.php