Der er fremgang i strandhåndbold
AF VAGN HANSEN
Selvom det gennem årene er tyndet ud i håndboldaktiviteterne, så sker der en udvikling i strandhåndbold. Tåsinge Håndbold har deltaget i Beach Handball – også kaldet strandhåndbold i Assens og Nyborg.
Dorthe Klingenberg, som er bestyrelsesmedlem i Tåsinge Håndboldklub, oplyser, at strandhåndbold udvikler sig mere og mere og sidste år sendte Tåsinge Håndboldklub blot et enkelt U18 hold til beach stævne, mens der i år har været 5 hold af sted. Stævnerne har været afviklet i Nyborg og Assens, hvor der er spillet på henholdsvis 18 og 10 baner, og der er i alt afviklet 784 kampe, hvori Tåsinge Håndboldklub har deltaget i 21 kampe. Ungdomsspillerne udtaler, at det var megasjovt og hyggeligt – fedt at prøve noget anderledes håndbold.
Om spillet
Strandhåndbold spilles i sand – hvis nogen skulle være i tvivl herom. Det spilles primært om sommeren, hvilket også er det tidspunkt, hvor de normale turneringer er stoppet og det er derfor en optimal måde at forlænge håndboldsæsonen på.
Modsat almindelig håndbold er der kun 4 spillere på banen af gangen, 1 målmand og 3 markspillere. En strandhåndboldkamp består af to halvlege på hver ti minutter, hvor målscoren efter en halvleg nulstilles og man starter forfra. Så for at vinde kampen skal man vinde to halvlege eller, hvis begge hold vinder en halvleg, vinde shoot-out runden, som er en blanding mellem kontra og straffekast. En kamp vindes derfor 2-0 eller 2-1. En anden måde at strandhåndbold adskiller sig fra almindelig håndbold er ved scoringerne. Dommeren kan vurdere scoringerne til at give enten 1 eller 2 point. 2 pointscoringer kan for eksempel være målmandscoring, piruetter i luften eller vip til en anden spiller.
Seneste kommentarer