Vi har en park lige midt i byen

12. december 2014

(Foto: mitsvendborg.dk)

 

En af Danmarks smukkeste kirkegårde ligger i Svendborg.
Assistens-kirkegården midt i byen er en park, en oase, et vidnesbyrd om historien og livets forgængelighed og et sted til sjælefred. Eller ren og skær naturnydelse.

 

AF PER VINCENT

 

Både Vor Frue Kirke og Sct. Nicolai Kirke havde selvfølgelig kirkegårde, men det begyndte efterhånden at knibe med pladsen, og det der var værre.  Axeltorv var efterhånden blevet for lille til det voksende
handelsliv, og af et par omgange blev der gravet store lunser af den høj, Vor Frue ligger på.
Det kom til at betyde, at kirkegården blev mindre og mindre, og til sidst var den helt væk. Der skulle gøres plads til handel og trafik.
Sct. Nicolai Kirke kunne også mærke presset fra bylivet, og samtidig blev det sværere og sværere at gennemføre begravelserne på en anstændig måde.

 

”Ligene bliver druknede”
Allerede i 1817 var provst Begtrup begyndt at tale om behovet for en assisterende kirkegård, for Sct. Nicolai lå så lavt i landskabet, at grundvandet trængte op i gravene.

”Ligene bliver snarere druknede end jordede, hvilket er et ubehageligt syn for de efterlevende”, skrev provsten, og noget måtte gøres. Godt ti år før var der kommet en forordning, der forbød begravelser inde i selve kirken, kirkegårdene skulle flyttes ud af bymidten, og i Svendborg blev der anlagt en ny kirkegård i Sct. Nicolai Kirkes Vænge: Svendborg Assistens Kirkegård.

Den blev indviet den 28. september 1821, og på selve dagen foretog man også den første begravelse. Det var den 78-årige enkefrue Dorothea Elisabeth von Stöchen.
Kirkegården var ikke stor, faktisk var det kun det hjørne, hvor vejen nu går ned til sygehuset. Dengang var der ikke noget byggeri, og fra højen på kirkegården var der frit udsyn til sundet, som gik helt op i den nuværende Valdemarsgade.

 

Platantræ og Columbarium
Assistens Kirkegård er selvfølgelig blevet udvidet en del gange siden 1821. En af naboerne var et gartneri, det blev købt, og købmand Baagøes store have blev også lagt om til kirkegård. I Baagøes have stod Danmarks flotteste platantræ, det står der endnu og breder sine grene ud over Fællesplænen, som blev anlagt i 1957.

Før Fællesplænen var der Columbariet. Det blev opført i 1937, det er en urnehal og en urnegård, det vakte opsigt og var en af de første columbarier i landet. Der er tavler af romersk travertin, og hele byggeriet er meget sydlandsk i udtrykket. Columbariet bliver ikke brugt mere, men det står der endnu.
Endnu et stykke kulturhistorie på Svendborg Assistens Kirkegård.
Ni ud af 10 afdøde bliver kremeret, og alt andet lige, så giver det mere plads. Et traditionelt gravsted fylder seks til syv kvadratmeter, en urne fylder en.

 

Nyd livet på kirkegården
Når Tommy Christensen sidder på sit kirkegårdsinspektørkontor med åbent vindue, gør det ham rigtig glad, når han kan høre dagplejemødrene gå tur på stierne med en flok pludrende og grinende småbørn.

– Det er virkelig hyggeligt, og jeg sætter stor pris på, at kirkegården også bliver brugt som park. Siden 1950´erne har vi arbejdet på at give det hele et mere parkagtigt præg med mange eksotiske træer og buske, og de seneste år er vi begyndt at putte mere farve ind med for eksempel blomstrende buske. Det er et meget smukt sted og en botanisk oplevelse, og vi vil meget gerne have, at folk bruger kirkegården, siger Tommy Christensen.
Han mener også, at Assistens Kirkegård har en positiv indflydelse på stemningen i byen, den hjælper på psyke og humør, og han synes, det er helt rigtigt, at der for eksempel bliver opført historiske skuespil på kirkegården.

– På Assistens Kirkegård i København er der jo tale om et egentligt folkeliv, hvor mennesker spiser frokost og solbader, mens børnene leger. Jeg er sikker på og håber, at det også kommer her en dag. Så længe man viser respekt og tager hensyn, understreger Tommy Christensen.

 

Mere om Svendborg Assistens Kirkegård
Svendborg Assistens Kirkegård er godt fem hektar.

Omkring 30 mennesker arbejder her og på Skt. Jørgens og Fredens kirkegårde.
Indgangsportalen i Valdemarsgade er fra 1903.
Ved juletid lægges der mere end 20 tons pyntegrønt.
Kirkegården har sin egen planteskole.

 


(Foto: mitsvendborg.dk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php