Århundredets biljagt

21. februar 2015


Steve McQueen fra biljagten i kult-filmen Bullitt fra 1968

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Der er bare et eller andet ved biler, som kan få især vi mænd op af lænestolen. Og inden du læser videre, så lad os lige slå én ting fast med det samme: I al respekt for de praktiske og funktionelle familiemodeller, med kopholder og pusleplads, så er det altså ikke lige dem, du her skal læse om. Nu handler det om så meget politisk ukorrekthed, som vi næsten overhovedet kan komme i nærheden af.
Ingen autostole og airbags. Ingen jydekrog til traileren eller trafikpuder i hattehylden. Maksimal CO2-udledning og motorstøj, som klart overstiger alle decibelgrænseværdier.
Lad dig rive med for en stund af frihedsfølelsen ved duften af benzin og car wax, lyden af forbrændingsmotor og synet af kurver og former som ved den skønneste kvinde.

 

Biljagten i Bullitt
San Francisco 1968. Byen med de stejle bakker, sporvogne og pastelfarvede victorianske huse ligger som en metropol i en tågebanke og stikker en smule af i forhold til resten af USA med sin liberale kulturelle, seksuelle og politiske egenidentitet.
På et hjørne af Vermont Street mellem 20. og 22. gade holder en Highland Green-farvet Ford Mustang GT 390 CID Fastback. Bag rattet sidder Steve McQueen. Filmhistoriens største biljagt er skudt i gang.

 

Her er ingen underlægningsmusik. Det er ganske enkelt overflødigt. I den næsten 10 minutter lange biljagt er det udelukkende lyden fra de store V8-motorer og de skrigende dæk på asfalten i San Franciscos gader, som gør scenen så intens og medlevende, og som handler mere om hastighed end ødelæggelse.

For de som har set Bullitt, som filmklassikeren fra 1968 hedder, kan der ikke være nogen som helst tvivl om, at biljagten for længst er gået over i historien. Ikke mindst fordi det er McQueen selv, der kører bilen gennem San Francisco, hvor hastigheden ved nogle af optagelserne nåede op på 170 km/t. Enhver, som har prøvet at køre stærkt, ved, at det først og fremmest kræver stabile køreegenskaber at kunne håndtere sit køretøj gennem en by oppe i den fart, og at det ikke er et hvilket som helst uhyre, man finder under motorhjelmen.
Steve McQueens Mustang var forsynet med en Big Block 390 med V8 motor på 6.4 liter og med godt 325 hestekræfter. Bilen med skurkene, han jagter i Bullitt, var en Dodge Charger R/T 440 Magnum V8 motor med 375 hestekræfter.

 

Money talks
Steve McQueen var på det tidspunkt en af de absolut største og bedst betalte Hollywood-stjerner. Og for at få større indflydelse på filmproduktionen investerede McQueen en del af sin formue i Bullitt. Biljagten gennem San Francisco, med ham selv bag rattet, var ét af kravene fra filmstjernen og motorsportsentusiasten.
En del af korrespondancen mellem filmselskabet og San Franciscos rådhus i forbindelse med optagelserne i byen foretog Steve McQueen selv. Et af brevene, som handlede om tilladelsen til at filme biljagten gennem byen, var stilet direkte til San Franciscos borgmester, Joseph Lawrence Alioto. Svaret retur lød således:

 

“Okay, Mr. McQueen, you’d like to race two cars through our city at 100 miles an hour – could we interest you in burning down some of our buildings?”

 

Det lykkedes som bekendt at få tilladelsen til at filme biljagten gennem San Francisco – godt hjulpet på vej af en personlig check fra Steve McQueen på 25.000 dollars til en ny svømmehal i byen.

‘King of cool’

47 år er det siden, at biljagten i Bullitt blev optaget. Og den er stadig ikke overgået af noget tilsvarende i filmhistorien. Her er det ikke nødvendigt med lynhurtige hysteriske klip for at frembringe fornemmelsen af tempo. Det kommer ganske enkelt helt af sig selv med lyden af de store V8-motorer, som lydmæssigt skiller sig markant ud fra hinanden. Den hule og dybe lyd fra den tunge 440 Magnum motor i den store Dodge Charger mod den knivskarpe og hvæsende motorsound i McQueens Big Block 390 Ford Mustang giver dig følelsen af, at du selv er med på bagsædet i bilerne. Høj fart, høj klasse.

Steve McQueen var – som han selv udtrykte det – lidt i tvivl om, hvorvidt han var en skuespiller, der kørte væddeløb, eller om han var en racerkører, der også spillede lidt skuespil.
Motorsport fyldte en stor del af hans liv, hvilket også kom til udtryk i flere af hans film, bl.a. Le Mans (1970), Bullitt (1968) og On any Sunday (1971).

Han har i dag opnået kultstatus og fået tilnavnet ‘King of cool’.

Steve McQueen døde i 1980. Han blev 50 år.

 

Se biljagten fra Bullitt i sin fulde længde her


Scene fra biljagten i Bullitt mellem de to biler: Ford Mustang og Dodge Charger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php