Kultur – også for børn?

21. august 2015

(Foto: mitsvendborg.dk)

 

Svendborg er kendt for sine mange værtshuse og for sit musik- og teaterliv. Dagligt kan vi voksne vælge mellem flere forskellige kulturelle tilbud, men hvordan ser det ud med byens kulturelle tilbud til børn?

 

AF SUSANNE RIBER

 

Børnekultur i Svendborg var en kendt størrelse allerede for mange år siden, da biblioteket begyndte at arrangere børneteaterforestillinger og til i dag, hvor viften af tilbud til børn er stor og varieret.

Biblioteket er fortsat et af fyrtårnene, når det angår byens børnekultur, men også Naturama, BørneBaggård, Borgerforeningen, Svendborg Fritidsteater, B&U Teatret, Maritimt Center og Forsorgsmuseet leverer i dag spændende børnekultur. Biblioteket inviterer til Sminkedag for zombier, Udendørs godnatbio og Raketfortællinger. Alene overskrifterne må få enhver børnefamilie til at få benene på nakken og løbe mod biblioteket.

Naturama byder på aktiviteter som at ”Fodre en edderkop” eller ”Dissekere en blæksprutte”. Og skal det handle om musik, inviterer Naturama til ”Dyr i Drift”, og alle børn ved, at der venter sjov og rytmisk dyreunderholdning.

BaggårdTeatret inviterer til fri leg, sund slik, varme eventyr og økobrus, blandet med store oplevelser i mørket. Det er BørneBaggård, som dette efterår inviterer på fire forestillinger for børn, så skynd dig at købe billet og tag gerne mor og far med.

På Forsorgsmuseet, som er Nordens bedst bevarede fattiggård fra 1872, kan børn møde fortællingen om, hvordan vi tidligere behandlede gamle og fattige mennesker i vores samfund. På museet møder vi fortællingen om de personer, der levede og arbejdede på dette sted. Vi kan lugte, smage og føle det liv, der var engang.

Svendborg Teater byder på familieforestillingen Mio, min Mio efter bogen af Astrid Lindgren, og Svendborg Fritidsteaters årlige juleforestilling er i år Askepot efter Grimms eventyr. Maritimt Center sørger for Piratdag og Æbleræs på havnen.

Alle disse fantastiske, sjove og inspirerende tilbud er blot nogle af de tilbud, man finder til børn og unge dette efterår i Svendborg. Men hvorfor er kultur så vigtig for børn? Kulturstyrelsen sætter fokus på kunst og kulturs betydning for børns udvikling og mener blandt andet, at nærkontakt til kunst og kultur i hverdagen giver mulighed for udvikling af forskellige kompetencer og er vigtig for deltagelse i det demokratiske fælleskab. Børns adgang til kreativ virksomhed skal være højt prioriteret ifølge Kulturstyrelsen.

Ja, kreativ virksomhed skal komme børn til gode, også for de børn der normalt ikke finder vej til biblioteker, museer og teatre. Hvor ofte møder man for eksempel en somalisk, en kroatisk eller en tyrkisk familie i BaggårdTeatret eller på Forsorgsmuseet? Jeg ved det ikke, men kan kun sige, at jeg gennem mit arbejde som sundhedsplejerske ikke hører om, at disse familier finder vej til byens børnekulturelle tilbud. Børn fra alle sociale lag og fra alle kulturer bør have mulighed for at møde børnekulturen. Jeg vil derfor opfordre til, at vi alle inviterer et barn med til nogle af byens børnekulturelle tilbud og derved bidrager til børns kreative udvikling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php