20 år med Knasten

26. august 2015


Claus Bang fra Knasten med værestedets nye freestyler
(Foto: mitsvendborg.dk)

 

Den 16. September er det ’Knast-dag’

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Her er både basketbane, værksted, en hel vognpark af go-cart’s og en rigtig bålplads, hvor der laves mad. Her er højbede med urter, stylter for dem som tør, og så er her først og fremmest en masse glade børn, som hver eneste dag folder sig ud og gir´den gas på naturlegepladsen i det fantastiske grønne område, som omgiver Knasten. Og det har de gjort i nu 20 år. Til september kan Værestedet Knasten i Kirkestræde på Thurø nemlig fejre 20 års fødselsdag.

 

Fest for Knasten
Der bliver fest i gaden. Det garanterer Knastens daglige leder, Claus Bang, som har været med lige fra den spæde start. Og Claus er en glad mand. Ikke blot fordi Knasten har fødselsdag, det er bare sådan han er af natur. Men fest, det bliver der, lover Claus Bang.
– Vi skal naturligvis fejre, at Thurø i nu 20 år har haft dette vidunderlige sted for børnene. Fødselsdagen bliver primært en dag for børn og forældre som er tilknyttet Knasten, og vi glæder os rigtig meget, smiler Claus Bang, og tilføjer at der i dag er omkring 65 børn som kommer i Knasten.
– Og så er der faktisk kommet flere tilmeldte her henover sommerferien, siger Claus Bang, og smiler igen.

 

Shelter og freestyler
Værestedet Knasten er et privat fritidstilbud/forening for børn i 3. til 6. Klasse, og hver dag myldrer det med børn og liv og glade dage fra middagstid til sidst på eftermiddagen, hvor Knasten holder åbent.
Igennem årene er stedet blevet mere og mere etableret. Både husene som udenomsarealerne er indrettet med mange forskellige muligheder for aktiviteter, og der kommer stadig flere til.
For eksempel skal man nu i gang med at bygge et shelter i enden af haven i sammenhæng med bålstedet. Og så er vognparken blevet udvidet med en freestyler.
– Vi har jo en masse moon-cars og andre skægge køretøjer for børnene. Og nu har vi investeret i en rigtig freestyler, så der rigtig kan køres ræs, fortæller Claus Bang.

 

Tæt samarbejde med skolen
Man kunne måske godt frygte, at Knasten ville komme til at lide under den nye skolereform og heldagsskolen, men med en mand som Claus Bang ved rorpinden er det mulighederne i stedet for begrænsningerne som lægger linjen.
– I stedet for at sidde og surmule over den nye skolereform, og de konsekvenser dette måske kunne have for Knasten, så forsøger vi at udnytte mulighederne med et endnu tættere samarbejde med Thurø Skole. Vi har for eksempel hjulpet under skoleombygningen ved at lægge areal til skolen, og så udnytter vi de muligheder vi har i et samarbejde med skolen i for eksempel natur- og teknikundervisningen, forklarer Claus Bang.
Og der er nok noget om snakken. I hvert fald er der intet der tyder på, at Knasten ikke også kan fejre 40 års fødselsdag i 2035.

 

Læs også: Man keder sig aldrig i Knasten 

 

knasten-thuroe.dk

Et svar til 20 år med Knasten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php