VVS Bilen går mod strømmen

11. oktober 2015

Morten Caspersen, indehaver af VVS Bilen, er ved at installere et jordluftanlæg, der er et eksempel på den energioptimering, han ser som fremtiden.
(Foto: mitsvendborg.dk)

 

Godt 30 års erfaring inden for VVS har ført til en erkendelse af at søge sin egen niche og satse hårdt på det, man er bedst til

 

AF JENS SCHNABEL

 

Energioptimering er det nye sort for VVS Bilen. Det er her, firmaet skal satse i fremtiden med fokus på gasfyr, varmepumper og jordvarme. For mens VVS Bilen tager de fleste VVS-opgaver ind, så bliver opgaver inden for eksempelvis blikkenslager eller kloak outsourcet til de andre lokale håndværkere, der er bedst til dem.

– Du kan gøre det mere rentabelt ved at købe det ude i byen. Kunderne bemærker det ikke. Forretningsmæssigt er det mere fordelagtigt, siger Morten Caspersen, indehaver af VVS Bilen.

 

Nedgangstider
Morten Caspersen grundlagde VVS Bilen, da han i 1991 blev selvstændig. Det har betydet mange års erfaring inden for VVS, og firmaet voksede støt i opgangstiderne frem til 2008. På det tidspunkt var der næsten 40 medarbejdere og 30 biler. VVS Bilen mærkede dog også finanskrisen, der hurtigt bragte antallet af medarbejdere ned på det halve.

– Nu er det ved at åbne sig lidt igen, men i 2011-13 var det godt nok sløvt, lyder det i dag.

Morten Caspersen vurderer selv, at han således begyndte i en nedgangstid i 1991, og derfor som svend selv har prøvet at blive sendt hjem, fordi der ikke var noget arbejde. Men under finanskrisen måtte han for første gang i 20 år trække i direktørtøjet og finde ud af, hvordan økonomien kunne hænge sammen.

– Jeg har gjort meget ud af at tilpasse butikken med, hvad der var værd at arbejde med. Det har jeg aldrig gjort før. Jeg har altid bare taget telefonen. Lidt som en købmandsbutik, der havde alt på hylderne. Men de sidste fem år har jeg prøvet at gennemlyse branchen og behovet i byen for at finde ud af, hvad der er rentabelt at arbejde med, og hvor jeg skulle ligge mig henne, siger Morten Caspersen.

 

Nytænkning
Det har betydet, at VVS Bilen i dag i nogen grad trodser den gængse filosofi inden for VVS-branchen, som længe har været, at man skal tilbyde sig inden for alle typer VVS-opgaver, så man har alt under et tag og kan lave alt fra kælder til kvist. Men i dag tager Morten Caspersen afstand fra den tankegang.

– Det skal man holde sig langt væk fra. For du kan ikke finde alle de medarbejdere, der er specialister på alle de områder. Du kan godt finde en blikkenslager, der er god til tagrenden, men når der så ikke er nogen tagrender at lave, så kan han ikke gå over og lave noget andet i firmaet, vurderer han.

En anden udfordring er, at store opgaver ofte kommer med en forventning om, at der så skal gives lidt rabat, hvilket kan fjerne fortjenesten helt. VVS Bilen laver for eksempel slet ikke nybyggeri mere.

I dag har VVS Bilen godt 10 medarbejdere, og det er også den rigtige størrelse, vurderer Morten Caspersen. Da der var godt 40 mand i firmaet, havde han to mellemledere til at hjælpe ham, men i dag foretrækker han, at firmaet har en størrelse, så det kan ledes af en enkelt mand.

Kunderne er fortsat primært i Svendborg-området, selv om Morten Caspersen beskriver, at de fleste opgaver uden for Svendborg helt klart er mod nord.

 

Grøn energi er fremtiden
Klimaforandringer og nye politiske vinde er blandt årsagerne til, at Morten Caspersen ser energi-optimering som fremtiden. Han peger på, at genindførelsen af håndværkerfradraget med et grønt fokus vil resultere i flere opgaver af den type. Det er derfor også, hvad han ønsker, at VVS Bilen skal være kendt på.

– Det er godt håndværk, mange års erfaring, kvalificerede håndværkere og medarbejdere inden for gasfyr, varmepumper, jordvarme eller kort sagt fremtidens energi. Det er det, der er fokus på i fremtiden, siger Morten Caspersen.

Han sigter dog også mod at udvide sin forretning med el-arbejde.

– Hvis jeg kan finde den rette person, så skal El og VVS flettes sammen. Det giver sig selv via EU og autorisationsregler i fremtiden.

 

vvsbilen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php