Download nyt turistmagasin og Maritime Oplevelser 2009

10. januar 2009


Turistchef Carsten V. Nielsen og leder af Maritimt Center Martin Stockholm med de to
spritnye turistmagasiner.

Download de to nye turistmagasiner her:
Turist magasin 2009
Maritime Oplevelser 2009

Turistforeningen i Svendborg og Maritimt Center havde ikke mindre end en “verdenspræmiere” i går fredag 09.januar. Det var nemlig dagen hvor to helt nye turistmagasiner kom fra trykken. De blev præsenteret på et pressemøde i Turistbureauet på Centrumpladsen af Turistchef Carsten V. Nielsen og leder af Maritimt Center Martin Stockholm.


Den tidligere så kendte kvadratiske turistbrochure, som efterhånden har 10 år på bagen, har gennemgået en ansigtsløftning, og er nu kommet ud i et mere handy format på hele 68 sider. Samtidig har magasinet fået en “tvilling” i samme format med magasinet Maritime Oplevelser 2009 som kommer fra Maritimt Center.


Der er et tydeligt signal i samhørigheden i de to nye magasiner

Den gode historie
Til udviklingen af de to nye magasiner har turistforeningen allieret sig med det lokale kommunikationsbureau Lindegaards som har haft til opgave, at få skabt nytænkning om indholdet i magasinet. Journalist og indehaver af Lindegaards Julie Lindegaard fortæller, at tanken har været, at skabe et helt nyt og spændende magasin, som udover at være en turistguide, også skal fortælle den gode historie. Således kan man læse små lette artikler om bla. sejlmager Peter Brusendorffs værksted indrettet i en gammel kutter, og om hvordan øllet transporteres gennem meter lange synlige kobberrør inden det skænkes på Gastropub Børsen. Kan man huske historien – er det en god historie, og det er netop det man gerne vil have turisterne til at huske ved Svendborg – de gode oplevelser – og historierne.

Trykt på genbrugspapir
Det grafiske layout, og de visuelle appetitvækkere som præger indholdet, er udarbejdet af det grafiske værksted Tegnestuen1.dk og magasinerne bærer tydeligt præg af det gode lokalkendskab, som kommer til udtryk i opsætningen.
De mange fotos som er at se i magasinerne, er hovedsageligt taget af lokale fotografer, og tryksagen er foretaget af Tryk Team, på genbrugspapir – naturligvis!

Lager til et år
Sydfynsmagasinet udkommer på dansk, tysk og engelsk, og i et oplag på 100.000 eksemplarer. Maritime Oplevelser er trykt i 40.000 kopier og udkommer i første omgang kun på dansk. Dog udtaler Martin Stockholm, at man for at imødekomme de mange tyske turister, også vil lade Maritime Oplevelser udkomme på tysk. Dette forventes klart i forbindelse med Maritimt Centers nye hjemmeside, som præsenteres omkring 01.april.
Med et lager på 140.000 magasiner skulle behovet være dækket i et års tid. -Der har allerede været en del inde og spørge efter vores nye turistmagasin, så efterspørgslen er tilsyneladende ret pænt til stede. Siger Carsten V. Nielsen som også fortæller, at bureauet  fra næste uge starter med at rejse rundt på messer i både Norge, Holland, Tyskland og naturligvis Danmark, hvor magasinerne skal præsenteres udadtil for første gang. Desuden vil distrubutionen foregå gennem firmaet Danmarks Distributionen, som bringer brochurer rundt til alle turistbureauer, transportcentre, terminaler, campingpladser osv. i hele landet. Magasinerne vil naturligvis også kunne afhentes på Turistbureauet og i Maritimt Center.

Christian Dan Jensen
mitsvendborg@gmail.com

3 svar til Download nyt turistmagasin og Maritime Oplevelser 2009

  1. Beth Lehner
    10. januar 2009 at 15:15

    Det ser godt ud!
    Men hvor finder jeg en version på andre europæiske sprog? Hvis den findes på engelsk, tysk, fransk, spansk eller italiensk, kan jeg med lethed sende brochuren til udenlandske forbindelser og venner.
    Det er min hovedanke mod de ellers gode turist-initiativer på Sydfyn. Alene hjemmesidens navn signalerer lokal indavl og kompromisser i stedet for åbenhed mod verden. Hvordan forventer vi at folk udenfor sydfyn skal kunne finde turistkontorets hjemmeside med det mærkelige navn http://www.visitsydfyn.dk, når det ikke en gang signalerer et geografisk sted, som kan forstås af andre end lige os selv – her midt i vor egen navle?
    Vi har jo virkelig noget at byde på, som andre kan have glæde af at se og opleve!
    Se hvordan andre lande gør og tænk på, hvad vi selv går efter, når vi planlægger en ferie. Vi mangler en turist-hjemmeside med overordnet brugervenlig PR. Så vidt jeg kan se, har ingen sat sig på sitet http://www.turist.dk. Kan det virkelig passe? Det ville være oplagt, at samle dansk turisme under et site, hvor man klikkede sig ind på locations/steder efter flere muligheder – som kort, seværdigheder og aktiviteter. Hvis nogen er interesseret i at uddybe dette emne, har jeg en projektbeskrivelse, som jeg gerne giver videre.
    Mvh
    Beth Lehner
    Hvis vi vil være et vindue ud til verden og som verden kan kigge ind ad, må vi gøre det muligt for andre at kigge ind.

  2. 11. januar 2009 at 16:36

    Kære Beth,
    Tak for dine kommentarer. Nu er det jo ikke så meget de nye brochurer, du kommenterer – mere vores hjemmeside, og valget af navn, nemlig “Visitsydfyn”. Det er jo snart mange år siden, at turistforeningen valgte at kalde sig Sydfyns Turistbureau – givetvis med det formål at signalere, at vi gerne dækker et større område end lige Svendborg kommune. Set med danske øjne, var det nok ganske smart, – ikke mindst i lyset af at ca. 85 – 90% af vore besøgende er danskere. For disse har ordet Sydfyn mere “turisme-appel” end Svendborg.

    Når der så er tale om internettet, – så vil du ved et hurtigt kig finde ud af, at langt de fleste turistbureuaer i dag har taget navnet “visitXXX”, og derved gjort det nemmere for turisten, der tidligere skulle søge på f.eks. XXXturist.dk, turistXXX, touristXXX osv. Nationalt finder du siden Visitdenmark.dk, hvorfra du kan søge ud på netop det område, eller den type turisme / oplevelser som du beskriver. At “turist.dk” stadig er ledigt forstår jeg faktisk godt, – for det siger jo ikke en pind om hvor eller hvad du kan finde på denne adresse.

    Jeg må jo nok tilstå, at du ikke foreløbig vil kunne finde Sydfynsmagasinet i andre sprogversioner, det hænger jo sammen med antallet af udenlandske gæster der besøger området – og vor økonomi selvfølgelig.

    For god ordens skyld har vi naturligvis også registreret Visitsvendborg.dk, så ingen vil gå forgæves på denne adresse.

    Med vendlig hilsen
    Carsten V. Nielsen
    turistbureauet

  3. Hans Nørgaard
    22. marts 2009 at 09:16

    Det er da et fremskridt i forhold til dengang hver kommune kørte enegang, og når http://www.visitsvendborg.dk er med kan det vel ikke formuleres mere præcist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php