Hvorfor blive advokat?

10. december 2015

Jura er et krævende studie, hvor der skal læses meget, og hvor mange falder fra.
(Modelfoto: Colourbox)

 

Det er prestigefyldt og godt lønnet at være advokat, men det er en lang uddannelse på otte år, hvor mange falder fra

 

AF JENS SCHNABEL

 

Traditionelt er det meget prestigefyldt at være advokat, og en månedsløn på 50.000 kr. eller mere er ikke ualmindelig. Det trækker nok mange til faget.

Men hvis ikke der er yderligere motivation, så når man nok ikke i mål. Advokatfuldmægtig Mads Duedal Pedersen fra Advokathuset Svendborg blev jurist på Aarhus Universitet i 2013.                
Han husker, at de studerende tidligt i studiet blev spurgt om, hvorfor de havde valgt at læse jura.

- Halvdelen sagde, at det havde de ikke tænkt nærmere over. De skulle læse noget, og det blev så jura. Men mange af dem, der sagde sådan, fik aldrig gennemført studiet. Man skal nok have et klart mål med det, vurderer Mads Duedal Pedersen i dag.

 

Krævende studie
For at blive advokat skal man først blive jurist. Det kræver en treårig grunduddannelse og derefter to års overbygning.

- Jura er traditionelt et hårdt studie. Der er meget at læse og mange stopprøver. Det kan også være ensomt, fordi man sidder og læser meget selv. Der er ikke så mange holdaktiviteter. Det kan også være en grund til, at der er så mange, der falder fra, fordi man ikke egner sig til at læse så mange timer, som det kræver, forklarer Mads Duedal Pedersen.

Han henviser til tal fra Aarhus Universitet, der viser et frafald på 30% for samfundsvidenskab generelt, hvilket passer fint med det frafald, han selv oplevede på studiet.

Vil man så være advokat, er det mest almindeligt med tre år på et advokatkontor, mens man samtidig løbende tager advokatuddannelsen, der består af et kursusforløb på otte kurser med en afsluttende eksamen. Mads Duedal Pedersen begyndte selv i Advokathuset Svendborg i oktober 2013 og vil derfor planmæssigt blive færdig i oktober 2016.

Selve advokatuddannelsen blev ændret markant for godt ti år siden efter et ønske om mere brede færdigheder. Mads Duedal Pedersen har selv sit sidste kursus i løbet af december og har haft hovedfag som god advokatskik, hovedforhandling og kommunikation og relation mellem advokat og klient.

 

Tilfældigt til Svendborg
Advokathuset Svendborg er et mindre kontor, der beskæftiger sig med alle juridiske områder, men hvor sagerne sjældent er de største.

Da Mads Duedal Pedersen blev færdig som jurist i Aarhus, var han klar til noget nyt, hvilket bragte ham til Svendborg.

- Det var mere eller mindre en tilfældighed. Jeg søgte vidt og bredt og kom så til samtale hernede. Jeg havde ikke været i Svendborg før. Men jeg er interesseret i historiske byer. De har charme, og man kender hinanden bedre hernede, end man gør i storbyer. Det var sjovt at være i et mindre lokalsamfund, hvor man kender hinanden, forklarer han.

Mads Duedal Pedersen er teknisk set autoriseret under advokat Claus Olsen og sammenligner det lidt med mesterlære. Han håndterer sager selv, men søger ofte råd ved de andre advokater på kontoret, og der er altid en advokat med det overordnede ansvar på hans sager. De kan handle om istandsættelse ved fraflytning eller lignende. Er han i tvivl, spørger han Claus Olsen eller en anden advokat om råd.

De lidt større sager tager advokaten i retten, mens Mads Duedal Pedersen laver det praktiske arbejde med at skrive processkrifter og undersøge retsstillingen. Han var i begyndelsen med til møder og til syn og skøn med Claus Olsen for at se, hvordan han håndterer det, og hvad overvejelserne var.

Mens advokaterne på de store advokatkontorer ofte er meget specialiserede, er Mads Duedal Pedersen generelt glad for variationen i sine sager. Han har ingen intention om at specialisere sig, men synes, at erhvervsret er spændende.

 

advokathuset-svendborg.dk

Et svar til Hvorfor blive advokat?

  1. Sascha Petersen
    28. november 2018 at 14:20

    Hvilken ungdomsuddannelse valgte du og hvilke fag havde du? Hvorfor det/dem?
    Hvad kræver uddannelsen rent fagligt: Hvilke ting skal man være god til, og hvilke evner skal man have?
    Hvad kræver uddannelsen og jobbet af dig som person? Er det fysisk eller psykisk hårdt? Er det stressende?
    Hvilken funktion i samfundet har man med jobbet?
    Hvilke former for ansvar indebærer jobbet?
    Hvilke problemstillinger løser man i jobbet? Hvorfor er jobbet vigtigt i samfundet?
    Hvorfor vil du gerne være advokat?
    Hvordan startede din interesse?
    Er der nogle udfordringer der kommet med jobbet i forhold til tavshedspligt og arbejdstid?

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Lokale annoncer


Svendborg
Møllergade 57A

T. 31 59 57 00 

Vestergade 5 - T. 62 20 50 35 
Korsgade 7, Svendborg
Tlf. 62 21 22 11 


Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg – LIVE

Spillestedet Harders Møllergade 36 T.62213090 

Vestergade 10A - Svendborg
Frederiksø - Svendborg

Fejl på siden!

Giv mitsvendborg.dk besked på: cj@mitsvendborg.dk

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php