Møllergade har lagt brolægning til meget

24. december 2015

Møllergade i 1970érne

 

Byens måske ældste strøg er under forandring endnu engang

 

AF PER VINCENT

 

Der bliver ændret voldsomt på en af byens hovedgader i den her tid. Projektet med Den Grønne Tråd har konsekvenser for Møllergade, en af Svendborgs gamle ”algader”.

Helt tilbage i middelalderen var Møllergade sammen med Gerritsgade de to vigtigste færdselsårer, de omkransede den gamle bykerne og Vor Frue Kirke og Sankt Nicolai Kirke.

 

En af landets længste gader
Fra Brogade til foden af Kongebakken, en strækning på næsten 900 meter, hedder gaden Møllergade, bortset fra et lille stykke stejl gade, som hedder Tullebrinke. Historikerne går ud fra, at det lidt underlige navn kommer fra mandenavnet Toli og ordet brink, det betyder stejl skrænt.

Men ellers er det Møllergade, en af de længste gader i de danske købstæder. Lige uden for bygrænsen, ved Møllebækken og Mølledammen, lå Bymøllen, og gaden har fået sit navn efter møllen, og det er sandsynligt, at navnet har været brugt i mange år, også længe før det bliver nævnt officielt første gang i 1503.

Udgravninger har tidligere vist dybe kulturlag ved Brogade/Møllergade, og de lag kunne dateres helt tilbage til omkring 1150, så det er sikkert, at Møllergade har været der siden middelalderen.

 

Købmandsgårdene
Møllergade har hele tiden været byens hovedstrøg, og det ses tydeligt alene i antallet af købmandsgårde og handelshuse.

Midt i 1800-tallet oplevede Svendborg et stort økonomisk opsving, og der blev bygget på livet løs med hovedhuse, længer, sidebygninger, pakhuse og alt muligt andet, der hørte til en velvoksen købmandsgård dengang. Gårdene havde deres egne små havne neden for skråningen, og de lå næsten side om side.

Købmændene og handelsfolkene Brandt, Baagøe, Krøyer, Riber, Qvist og andre har bygget deres huse det rigtige sted, og nogle af dem kan vi se endnu, for eksempel Ribers Gård og Krøyers Pakhus, der ligger højt hævet over Toldbodvej.

 

Ebenezer
Meget er naturligvis blevet ændret gennem årene, blandt andet da Halbergs Tobaksfabrik byggede et kontorhus på Tullebrinke i 1972, og senest i år, da værtshuset Rob Roy, et af byens ældste huse, blev fjernet for at give plads til den nye trappe til Trafikcentret. Møllergade var byens første gågade og ændrer profil endnu en gang.

Et af gadens helt markante huse, Ebenezer, nummer 35, står der heldigvis endnu. Det er fra 1756, og foreløbig er der ingen byfornyelsesprojekter, der truer det.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Lokale annoncer


Svendborg
Møllergade 57A

T. 31 59 57 00 

Vestergade 5 - T. 62 20 50 35 
Korsgade 7, Svendborg
Tlf. 62 21 22 11 


Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg – LIVE

Spillestedet Harders Møllergade 36 T.62213090 

Vestergade 10A - Svendborg
Frederiksø - Svendborg

Fejl på siden!

Giv mitsvendborg.dk besked på: cj@mitsvendborg.dk

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php