Fritz Hansen er rykket ind på 1.salen af Schiang Living i Vestergade
(Foto: mitsvendborg.dk)
CHRISTIAN DAN JENSEN
Det må være overordentligt svært at være i dårligt humør hos Schiang Living i Vestergade 5 for tiden. I september kunne de fejre to års fødselsdag i byen, og siden åbningen af den spændende og eksklusive møbelforretning er det kun gået fremad.
– Vi har haft to år, som er gået over al forventning. Vores kunder fra Svendborg kommer ligefrem og viser forretningen frem for deres udenbys gæster, smiler butikschef Henrik Aarslev.
Eksklusiv 1. sal
Fremgangen i møbelforretningen betyder, at Schiang Living nu har udvidet på førstesalen med 90 kvadratmeter udelukkende med de kendte dansk design klassikere fra Fritz Hansen Møbelfabrik.
Det vil sige, at svendborgenserne nu for alvor har fået ’sin egen’ møbelforretning med salg og udstilling af møbler fra danske møbeldesignere som Arne Jacobsen, Hans J. Wegner, Poul Kjærholm og Piet Hein, der siden 1950’erne har været produceret fra Fritz Hansen Møbelfabrik.
– Vores nye førstesal er indrettet udelukkende med eksklusive møbler fra Fritz Hansen. Det vil derfor være muligt at få fornemmelsen af kvaliteten i klassikere som Ægget eller Oxchair, som kommer fra to af vores største danske møbeldesignere, forklarer Henrik Aarslev.
Fra Wegner til HAY
Schiang Living er et mekka at besøge for dansk design entusiaster. Og her er møbler i begge ender af skalaen. I et hjørne af butikken står den flotte Oxchair lænestol, som blev tegnet af Wegner i 1961, og som kan købes for 61.000 kr. Længere inde i butikken er en helt nydesignet lænestol fra HAY til 7.500 kr. Og netop HAY har vist sig at være et ret populært produkt, som Henrik Aarslev har store forventninger til i fremtiden.
– De er utroligt dygtige og har store potentialer. For eksempel solgte HAY 95.000 puder alene sidste år. Jeg tror, at vi kan forvente meget nyt og spændende dansk design i fremtiden fra HAY, lyder det fra Henrik Aarslev, som viser det brede sortiment frem af HAY produkter i forretningen.
Fritz Hansen
Fritz Hansens historie begynder i 1872, da den driftige møbelsnedker Fritz Hansen fra Nakskov løser næringsbrev i København. 1885 er et afgørende år, hvor han starter egen virksomhed til produktion af møbler. Fritz og hans søn Christian lagde grunden til det høje kvalitetsniveau, som lige siden har været Fritz Hansens varemærke for produkterne. Den lange liste over prestigefyldte ordrer fra de første 50 år af virksomhedens historie viser, hvor stærkt Fritz Hansens ry er blevet allerede i begyndelsen af det 20. århundrede.
Seneste kommentarer