Nyt liv i Tåsinge Håndboldklub

18. maj 2016


(Foto: mitsvendborg.dk)

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Det er ikke meget mere end et års tid siden, at Tåsinge Håndboldklub var tæt på at lukke og slukke på grund af mangel på bestyrelsesmedlemmer. Tidligere har det været vanskeligt at få folk til at møde op til generalforsamlingen, men i dag ser det heldigvis noget anderledes ud.
Til generalforsamlingen i marts i år var der et fremmøde på omkring 50 personer og klubben har nu har fået sammensat en aktiv og engageret bestyrelse med Søren R. Jeppesen som ny mand i formandsstolen. Og den nye bestyrelse har visioner med klubben.
– Vi skal forblive en breddeklub, hvor her skal være plads til at favne alle – også dem som aldrig har spillet håndbold før. Vi har først og fremmest fokus på individet og det gode sammenhold i klubben, siger Søren R. Jeppesen.

Strandhåndboldbane på ønskelisten
Tåsinge Håndboldklub kunne fejre 40 års jubilæum sidste år, og i alle årene har det været afgørende med forankringen i lokalsamfundet på Tåsinge.

– Det er utroligt vigtigt med de lokale relationer. Både mellem forældrene, og deres aktive indsats i klubben, vores frivillige og engagerede støtter og klubbens sponsorer. Uden det netværk kan det være meget vanskeligt at drive en idrætsklub som vores, fortæller Søren R. Jeppesen og nævner i samme forbindelse, at Tåsinge Håndboldklub gerne ser et fremtidigt tættere samarbejde med de øvrige sportsklubber på Tåsinge – og meget gerne i regi af Sportens Venner på Tåsinge.
– Man skal kunne se mulighederne og udnytte de potentialer som ligger heri. Det vil blot styrke foreningslivet på Tåsinge, lyder det fra formanden, som i samme forbindelse indskyder, at bestyrelsen har et stort ønske om en strandhåndboldbane etableret lige ved Tåsingehallen og i forbindelse med de mange udendørs aktivitetsområder som ligger lige op til hallen.
– Vi håber meget på, at der kan findes midler til at lave en strandhåndboldbane. Der er kommunale puljer som kan søges, og så er vi også i god dialog med lokale sponsorer, som vil hjælpe, fortæller Søren R. Jeppesen.

 

Børnene elsker håndbold
Over de sidste to år, og specielt i 2015, har man oplevet en stigende medlemsfremgang hos Tåsinge Håndboldklub, og det er især de unge som dyrker håndbolden på øen.
– De 7 til 12 årige strømmer nærmest til, så vi gør noget ekstra på især børne- og ungdomsområdet i klubben. Dette sker blandt andet ved en tættere og mere direkte kontakt mellem bestyrelsen og spillerne, hvor vi har en børneansvarlig og en ungdoms- senioransvarlig i bestyrelsen, forklarer Søren R. Jeppesen.
Det ser lidt anderledes ud med de lidt ældre ungdomsspillere, de som ligger i aldersgruppen 14-16 år. Her har man faktisk haft vanskeligt ved at stille hold i år. Og det kan der være en naturlig forklaring på.
– Den nye skolereform betyder jo, at børnene på de større årgange er flere timer i skole, og det mærker vi. Og når der kun er op til 9.klasse på Tåsingeskolen, så vil det også betyde, at de større årgange rykker fra øen og måske prioriterer et fritidsjob efter skole i stedet for håndboldklubben. Heldigvis har vi et rigtig godt samarbejde med Tåsingeskolen, hvor vi blandt andet holder en introdag, hvor børnene kan komme og se hvad der sker i Tåsinge Håndboldklub, fortæller Søren R. Jeppesen.

Der er også fremgang seniorholdene hvor der i dag er 20 pensionister, som spiller håndbold i klubben.
– Og så er der også blevet oprettet et seniorhold for damer, slutter Søren R.Jeppesen inden han iler ind på banen i Tåsingehallen, hvor han skal være dommer i en håndboldturnering.

 

taasingehk.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php