SEF er klar til nye tider

21. juni 2016

 

Nyt logo, nye partnere – men stadig det SEF, der engagerer sig lokalt og har ambitioner nationalt. Efter et travlt forår, hvor organisationen har fået ny retning, er SEF styrket og klar til nye mål

 

AF ANNA PIA HOLMGAARD

 

Forår indikerer ny start og ind imellem klargøring til nye tider. Det er et stort, men nødvendigt arbejde – og det er også tilfældet hos SEF, hvor man lige nu puster ud efter en periode med omlægning og overlevering af tv-pakker samt telefoni og bredbånd til den store partner STOFA. Det krævede meget kommunikation, møder og opklarende hjælp og vejledning til de 12.000 kunder, der nu er blevet kunder hos STOFA og ikke den så velkendte Sydfyns Elforsyning. Det har været en stor opgave at forklare, at Sydfyns El ikke var blevet ’købt op’ eller havde ’solgt ud’.

– Vi er stadig de samme. Vi har været godt tilfredse med de produkter, vi leverede gennem vores fibernet – telefoni, internet og tv. Men markedet er i meget stærk udvikling, og vi vil gerne sikre vores kunder den bedste kvalitet ved at samarbejde med en stor-aktør som STOFA. Vi er og bliver lokale, for det vil vi gerne være. Det viser vi bl.a. ved at engagere os i SupportEnergi, med vores nye fond og med sponsorater til sport, kultur og meget andet. Vi har stor loyalitet over for det sydfynske, men vi er også så stor en forretning, at vi hele tiden skal sørge for at være opdateret og klar til det marked, der ligger uden for Sydfyn. Det er i det lys, vores partnerskab med STOFA skal ses: Vi vil levere det bedste til vores kunder, forklarer Claus Holm Andersen, kunde- og markedschef.

Han og Mark Sundstrup erkender også blankt, at det ikke er lykkedes 100 pct. at fortælle historien til kunderne om, at SEF ikke har solgt fibernettet – man har blot lejet det ud til STOFA.

– Det er vores arvesølv, og det er ikke solgt. STOFA har lejet det af os, så de kan levere kabel-tv, hvilket de er eksperter i. Vi lægger stadig meget stor vægt på at have og vedligeholde et stærkt og hurtigt fibernet, hvor vi faktisk ligger i den absolutte top i Danmark på udbredelse og hastighed. Det vil vi fortsat gøre – og det er vi stolte af, fordi det er med til at gøre Sydfyn til et attraktivt erhvervsområde nu og fremover, slår Claus Holm Andersen fast.

 

Nye tider, nye navne

Nu, hvor forårsklargøringen er ved at være overstået, kan kunderne se frem til nye mærkater på SEFs afdelinger.

Det gamle navn El-gården bliver til SEF Teknik, fibernet-afdelingen bliver til SEF Fiber, energiforsyningsdelen med el og naturgas bliver til SEF Energi, og endelig omdøbes net-selskabet til Sydfyns Elforsyning Net A/S – og således er det klart for kunderne, at der er forskel på den kommercielle del og net-selskabet.

De nye navne og logoer introduceres i løbet af de kommende uger. De giver såvel os selv som kunderne en forståelse af, hvad vi gør og vil i fremtiden, siger Mark Sundstrup.

Visuelt skal kunderne se en helstøbt organisation, der afspejler en moderne virksomhed. Baggrunden for de nye navne og opdelingen i enheder, der skelner mellem kommerciel handel (el, fiber og teknik) og monopolhandel (net-delen), er den såkaldte engrosmodel, der blev indført fra 1. april.

Man har fra statens side ønsket at gøre det klart for kunderne, at man kan handle sin el hos alle landets elselskaber (for at øge konkurrencen på markedet) og gøre det nemmere at gennemskue priser og struktur. Som forbruger skal man desuden kun henvende sig et enkelt sted med spørgsmål om sit forbrug, nemlig hos el-leverandøren. Net-selskabet er på den vis kun aktuelt, når man vil have nye tilslutninger, solceller etc.

Med modellen er fulgt et behov for klarere opdeling af forretningen hos SEF – bl.a. af hensyn til håndtering af data og personoplysninger.

Ændringerne af forretningsteknik og organisation har foreløbig betydet stort arbejde hos de danske selskaber, der leverer energi. Men det gør også, at SEFs værdier fremhæves.

– Vi har to fokuspunkter: Vi er stadig lokalt funderede og har stærke, bærende værdier som f.eks. grøn energi, dyrevelfærd, støtte til kultur, sport og almennyttige formål. Vi tror samtidig på, at vi skal gøre mere af det, vi er gode til på hjemmebane for at styrke vores position på udebane. Vi vil gerne være en virksomhed, som kan klare sig nationalt, og som man er stolt af på Sydfyn, siger kunde- og markedschef Claus Holm Andersen.

 

 

Engrosmodellen blev vedtaget af Folketinget i 2012. Målet med de nye regler på elmarkedet er at gøre det mere enkelt for forbrugerne at gennemskue deres elforsyning. Man får som forbruger i fremtiden kun en regning, nemlig fra el-leverandøren, hvor forbrug og transport af el er klart opdelt. 
Læs mere om engrosmodellen på sef.dk eller på danskenergi.dk/nyeregler 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php