Selvfølgelig vil jeg gerne have et rigtigt job

20. september 2016

(Foto: mitsvendborg.dk)

 

Der er kun én ting at gøre, når man vil bo og leve i en fremmed by og ikke kan sproget: vær dygtig

 

AF PER VINCENT

 

Den her historie handler om integration, der lykkes. Når Jobcentret, en sydfynsk virksomhed, sprogskolen og det menneske, det hele drejer sig om, viser både handlekraft og god vilje, behøver det ikke at være så svært og omstændeligt.

En 28-årig kvinde fra Bosnien kom til Svendborg for små to år siden, hun har allerede indfriet kravene fra sprogskolen, og hun har været i tre måneders virksomhedspraktik plus det løse. Det er meget hurtigt.

 

Vigtigheden af praktisk arbejde
Det hele begynder hos en mand, der hedder Jørgen Madsen.

Han arbejder med at skaffe arbejde til andre, på Jobcenter Svendborg er han en af 12 konsulenter, der bruger en del af tiden bag et rat, for de har en strategi, der siger, at de skal besøge samtlige virksomheder. Den enkle logik er, at jo mere konsulenterne og virksomhederne kender hinanden, jo nemmere bliver det at skaffe jobs til dem, der har brug for et.

Jørgen Madsen siger, at netværk er hele udgangspunktet, tillid spiller en stor rolle, og troværdighed er afgørende.

– Der er faktisk mange, der gerne vil være med, de kan godt se, at virksomhedspraktik er en god løsning, et af problemerne er bare, at danske arbejdspladser ofte er højt specialiserede, så en ansøger kan have svært ved at matche præcist. Men tingene lykkes jævnligt, og så bliver jeg glad. Det er jo også sådan, at vi kan nu engang ikke finde jobs, der ikke eksisterer, og udlændingene søger jo de samme jobs som svendborgenserne, så konkurrencen er hård, understreger Jørgen Madsen.

Ovenikøbet er det sådan, at hastigheden betyder noget for en succesfuld integration.

– Det er vigtigt, at en virksomhedspraktik falder umiddelbart i forlængelse af sprogundervisningen, det hjælper hele integrationsprocessen yderligere at færdes på en arbejdsplads blandt danskere, mener Jørgen Madsen.

Så en dag blev han præsenteret for Leila Nikic.

 

De kæmper for en fremtid
Hun er 28 år og har en bachelor i erhvervsøkonomi, hendes mand er 34 år og tandlæge, og de har en datter på to et halvt. Livet i Bosnien er usikkert på mange områder, og i oktober 2014 tog de beslutningen om at flytte til Danmark. En veninde i Svendborg, en bosnisk krigsflygtning, som har boet i byen i 20 år, tog imod dem, så de ikke var helt på bar bund.

Leila Nikic taler næsten flydende dansk efter bare halvandet år på sprogskolen og de tre måneders virksomhedspraktik, som i øvrigt blev forlænget med en måned.

– Jørgen Madsen fik kontakt til Scangrip, og de fire måneder var rigtig gode. Jeg havde et arbejde og kolleger, og jeg talte dansk hver dag. Scangrip behandlede mig virkelig godt, de var meget venlige, og jeg fik prøvet meget forskelligt. Designprogrammer, marketing og kundeservice, og selvfølgelig vil jeg gerne have et rigtigt job, så jeg kan, ja tjene nogle penge, så vi kan klare os, men også sørge for at holde sproget ved lige og lære nogle mennesker at kende. Vi kan godt lide at være her, og vi kæmper for at få en fremtid i Svendborg, siger Leila Nikic.

Det kan lyde underligt, men mulighederne for den unge kvinde og hendes familie er bedre her end i Bosnien. Hun fortæller, at hun blev fyret, fordi hun var gravid, et nyt arbejde koster bestikkelse, der er hverken a-kasse eller pension.

– Der er sikkerhed her, næsten ingen kriminalitet, i Bosnien er der ingen sikkerhed, ingen fremtid, siger Leila Nikic og gør opmærksom på, at de ikke er flygtninge, de er kommet frivilligt.

Nu søger hun arbejde, og inden længe stiller hendes mand sig også i køen. For tiden har hun et rengøringsjob, og han går med aviser.

 

De vil gerne integreres og yde deres til samfundet, og de gør, hvad de kan, for at det skal lykkes, men hvor kommer jobbet fra? Jobcentret, sprogskolen og en virksomhed har sat skub i sagerne, nu skal andre vise den gode vilje.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php