Her er alt økologisk – naturligvis

21. september 2016

(Foto: mitsvendborg.dk)

 

Økologien er kommet for at blive – eller er den i virkeligheden det, som det hele handler om

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

’Ja, alt her i forretningen er økologisk’. Sådan lyder svaret, når kunderne spørger Mette og Sune Østbjerg, om man kan regne med, at det hele er økologisk i forretningen Ø-Land i Brogade 37 midt i Svendborg.
– Det er utrolig rart at kunne sige sådan til vores kunder. Her er ikke noget på hylderne eller i maden, som kun er 80 eller 90 procent økologisk – det er 100 procent økologi, fortæller Sune Østbjerg.

 

Her føler man sig hjemme
Mange kender måske den lille hyggelige butik i Brogade fra dengang, den hed Øko-mor. Dengang handlede det også om økologi. I efteråret 2014 overtog Skovsgaard Madmarked butikken, og her kom Mette og Sune Østbjerg ind i billedet.
– Vi boede på det tidspunkt i København, og egentlig gik Sune med planer om at åbne en købmandsbutik med lokale produkter på Østerbro. Men så en dag så vi en artikel i Børsen, hvor man søgte en medejer af butikken i Svendborg, og det lå nærmest lige til højrebenet for os, smiler Mette Østbjerg.
Hjemmet i København blev skiftet ud med hus i Svendborg, og inden for ganske kort tid var Mette og Sune flyttet med deres to børn på fire og syv år og havde bosat sig på Sydfyn, nu som medejere af en økologisk butik lige midt i hjertet af byen.
– Det gik meget hurtigt med at blive integreret i Svendborg, og vi er ikke i tvivl om, at det i høj grad skyldes Ø-Land. Vi har en utrolig social butik, hvor her kommer mange faste kunder, og hvor alle føler sig hjemme, fortæller Mette Østbjerg og hilser ved samme lejlighed på en hel familie, som netop kommer ind i butikken for at spise i hyggekrogen bagerst i lokalet.
Familien er tilflyttere fra Sjælland, og de er vilde med stedet.
– Hver gang vi er inde i midtbyen, skal vi bare forbi Ø-Land. Her er så mange gode og spændende varer, som man ikke finder andre steder – og så spiser man rigtig godt her, siger Klaus Larsen, som er her sammen med sin kone Loulli og sønnen Benjamin.

 

Øko-mad ind og ud af huset
Ved årsskiftet overtog Mette og Sune hele butikken, og navnet blev ændret fra Skovsgaard Madmarked til Ø-Land. Nu kom maden helt fra eget køkken, hvor det hele tilberedes i køkkenet på Hotel Garni på Toldbodvej og anrettes i butikken i Brogade. Her er madrige salater, lækre sandwich, tærter og frikadeller eller en god solid bolle med ost. Alt er selvfølgelig økologisk. Og man kan også få mad ud af huset fra Ø-Land, eller virksomheder kan få leveret frokost til døren. Vil man holde en fest, kan det også arrangeres. På Hotel Garni er der nemlig et selskabslokale med plads til 50 personer, og det kan man booke sig ind på hos Mette og Sune. Maden, den er økologisk – naturligvis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php