Børn skal være med til at udvikle Svendborg

15. oktober 2016


(Foto: mitsvendborg.dk)

 

Et nyt samarbejde mellem Ørkildskolen og arbejdsgruppen for bevægelse i regi af Liv i min By betyder, at børn kommer med idéer til aktiviteter i byen

 

 AF ANNA PIA HOLMGAARD

 

Byer er også for børn. Derfor er det helt oplagt at spørge børnene, hvad de ønsker, der skal ske, hvis byen skal være god at bruge, opleve og bo i. Områdefornyelsen Liv i min By har derfor gennem arbejdsgruppen Bevægelse indgået aftale med Ørkildskolen om at inkludere deres elever i et byløb i slutningen af oktober. Her vil eleverne sammen med deres faglærere gå ud på en rute gennem midtbyen. Her skal de gennem fem poster og levere input, idéer og forslag til, f.eks. hvordan man kunne gøre stedet bedre, sjovere, mere brugbart – også i en skolesammenhæng. Samarbejdet er velkomment:

 

– Vi bor midt i byen og er en del af byen. Derfor er det også logisk, at vi gerne vil bruge byen til aktiviteter og som læringsrum – udvide vores muligheder, simpelthen. Vi har tidligere drøftet, hvordan vi får gjort byen til en del af skolens rum. Her er Liv i min By-projektet oplagt, siger Elena Christensen, afdelingsleder for mellemtrinnet, 4.-6. klasse samt specialklasser på Ørkildskolen, afd. Byen.

 

De fem poster er hhv. Mølledammen, Munkestræde ved den nye borgerbutik, Hulgade, prøveparken på havnen samt Havnetrappen. Cecilie Jill Hauptmann er leder af arbejdsgruppen og forklarer videre:

– Jeg tænker også, det handler om at skabe opmærksomme nye borgere. Børn, der får et blik for vores fantastiske by, og hvordan den kan bruges.

Børns idéer er efter hendes opfattelse både konkrete og brugbare.

– Man kan få ret klare svar på, hvad der mangler, men i lige så høj grad hvad der kan bruges bare ved at se på, hvordan de opfører sig i et byrum. Sidder, går, løber, klatrer eller tegner børnene – og hvordan kan det blive til en aktivitet eller noget bevægelse i præcis dét rum, siger Cecilie Jill Hauptmann.

 

FAKTA

I bevægelsespolitikken for Svendborg Kommune hedder det desuden:

Vi vil styrke sundheden og livskvaliteten hos børn og unge i Svendborg Kommune ved at indtænke de fysiske rammer, så det er nemmere at føre en aktiv hverdag. Det sker ved at skabe mulighed for bevægelse i byens rum, lokalområder, landområder og naturområder.

Det skal være synligt i Svendborg Kommune, at bevægelse er tænkt ind i det offentlige rum. I enhver udvikling af byen, lokalområderne og landområderne er der tænkt bevægelse. Temaet går som en rød tråd gennem hele kommunen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer



BESØG OS I TINGHUSET!
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php