Vi bor i landet

18. oktober 2016

 

AF SUSANNE LINNET AAGAARD

 

Der har været mange tilløb til denne klumme, for jeg er så træt af debatten om Udkantsdanmark. Jeg synes slet ikke vi bor i udkanten, så hvad skændes vi egentlig om?

 

I juni deltog jeg i en debat på Radio24syv i Romerriget om udvikling i yderområder og om konflikten mellem land og by. Her diskuterede vi, hvad der skulle til for at få provinsen til at blomstre op fra udkant til bæredygtige samfund. Knud Romer lagde skønt ud med at karikere københavnerperspektivet om, at der ude på landet er romantisk skønt i ferierne – ”ja, vi elsker at tage på landet om sommeren” – mens der selvfølgelig ikke sker en skid derude resten af året. Vækst og nye arbejdspladser er forbeholdt storbyen, og ude på landet må man acceptere, at urbanisering er en del af udviklingen.

 

Vi andre i studiet fik derefter travlt med at skære ud i pap, at der er sker masser af spændende tiltag på Sydfyn og øerne, både i forhold til erhverv og kultur. Tankevækkende ved debatten var det dog, at vi alle havde svært ved at finde et godt begreb for det sted, vi bor. Vi synes egentlig ikke, at vi bor på landet, for vi bor jo i byer. Mens Knud Romer holdt fast i ”på landet” som en måde at tale udkanten op på, så brugte vi andre i flæng begreber som Udkantsdanmark, udkanten, vandkanten og yderområde. Der var, som om vi havde accepteret præmissen om at bo udenfor.

 

Siden juni har os, der er på Facebook, så grinet af satiren på #kbhalarm, når medierne glemmer at Danmark er landfast med Tyskland eller omtaler ”de skønne Svendborg-søer”. Og vi er blevet tilsvarende irriterede over modreaktionen #provinsklynk, hvor diverse fordomme om hvad vi går og klynker om i provinsen bringes til torvs. Man bliver så træt af at høre om ”dem og os”, og grøften mellem hovedstaden og resten af landet bliver bare større og større.

 

I gamle dage boede vi i provinsen, men at være provinsiel er et skældsord, så der vil vi ikke bo. Udkantsdanmark er sådan et ord, der fortæller københavnerne, at vi lever et forfærdeligt sted. Vi prøver så med Vandkantsdanmark, hvor der er skønt selv om vi lever i periferien. Yderområde lyder som noget en bureaukrat har fundet på. Jamen hvor bor vi så?

 

Jeg har besluttet, at ordene udkant, vandkant og yderområde er droppet fra mit ordforråd. Fra nu af bor vi i landet – bemærk er står ikke “på”. Vi bor ganske enkelt i det, som gør Danmark til et land og ikke en bystat. Og her i landet, lever vi det gode liv med skøn natur, gode jobmuligheder og et rigt kulturliv. Og herfra besøger vi gerne vores fælles hovedstad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


Køb billet til teaterforestillingen
den 28. og 29. sept. her

NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php