Iværksætteri så det batter

5. november 2016

(Foto: fagfotografen.dk)

 

AF SUSANNE LINNET AAGAARD

 

Iværksætteri er meget oppe i tiden. Ja, det er nærmest blevet trendy at være iværksætter. Der er kommet iværksætteri på skoleskemaet fra folkeskole til universitet. Iværksætterne dyrkes som helte i reality-TV som ’Løvernes hule’. Ikke mindst dem der lykkes, fordi de har opfundet noget helt unikt, eller fordi de gir alt, knokler døgnet rundt og lever på en madras hos vennerne. Iværksætterne er de nye hverdagens helte.

 

Der er mange iværksættere i Svendborg og på Sydfyn! Det er der bare ikke mange, der ved. Men vi ser det hver dag på Fremtidsfabrikken. Ser vi på tallene for i år alene, altså indtil midten af oktober, så har der deltaget 71 nye iværksættere på Erhvervskontaktens iværksættergrundkursus. I vores projekt Medstrøm har 25 nystartede eller kommende kreative iværksættere deltaget i et 4 mdrs. opstartsforløb. Så knap 100 nye har i år brugt tid på skolebænken på at starte deres egen virksomhed. Dertil kommer de lidt mere etablerede kreative iværksættere (1-4 år gamle), som deltager i 9 mdrs. vækstforløb. Her har 31 netop afsluttet deres forløb og været inde hos eksperterne, mens 19 startede på det næste hold i september.

 

Samlet set er 150 iværksættere i år i fuld gang med at udvikle deres nye virksomheder – og det er blot dem, vi kan tælle på Fremtidsfabrikken. Jeg ved ikke hvor mange, der ”gir alt og sover på en madras hos vennerne”, og jeg tvivler også på, at det overhovedet er efterstræbelsesværdigt. Men jeg ved, at vi hver dag ser en masse iværksættere, som ønsker at blive bedre og derfor søger faglig støtte og sparring hos os og andre iværksættere i netværket.

 

Jamen, gør alle de her iværksættere overhovedet nogen økonomisk forskel for Svendborg? Det er her, jeg ville ønske, man bare kunne trække dugfriske tal ud af internet-ærmet. Jeg må nøjes med tal fra 2013, men de giver nu også et ganske godt billede. De nye virksomheder, der blev etableret i 2008-2012, bidrog med i alt 8,8% af beskæftigelsen i den private sektor i 2013 i Svendborg Kommune. Da der det år var 14.800 private arbejdspladser, bidrog de nystartede altså med 1.300 arbejdspladser.

 

Det er meget trist, når virksomheder lukker ned eller flytter arbejdspladser. Det er historier, der rammer avisens forside, og som gør os usikre på fremtiden. Gode lokale virksomheder er her dog stadig, og nye iværksættere kommer til. De er der, også selv om de er sjældne gæster i avisen, og ingen hører om dem. Så ja, det batter altså noget, det der iværksætteri – også i fremtiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php