AF DANIEL TOUDAL, Anmelderkorpset
Kammerateriet lagde rammerne for en rockaften, jeg sent skulle komme til at glemme! På skiltet stod der Electric Guitars, og den elektriske guitar fik sin renæssance i denne ellers synth-dominerede poptid!
Det er Søren Andersen og Mika Vandborg, der står bag projektet, to danske verdensguitarister, med turneer med blandt andre Glen Hughes og Love Shop på CV´et.
Søren og Mika, som i øvrigt havde taget et enormt kompetent rytmeteam med i form af Peter Kjøbsted (bas) og Morten Hellbourne (trommer), leverede rockguitar, som legenderne spillede den, i stor stil!
Musikken ikke byder på de store overraskelser, men et fantastisk tilbageblik samt en god påmindelse om, hvordan rock plejede at lyde. Niveauet er enormt højt, hvilket trækker op for de ellers lidt klichéfyldte jokes mellem numrene.
Lyden var som en massiv væg, hvilket klædte det rockede ensemble godt, og dette var også med til at højne oplevelsen!
Kammerateriet havde sørget for god betjening og ordentlige forhold, som betød, at man ikke skulle stå med ryggen til musikken for længe for at få en øl, dette gav et godt flow og fik en til at føle sig meget velkommen, da det gav en tid til at nyde koncerten både auditivt og visuelt.
Hvordan skal man vurdere sådan en aften? Er det til topkarakter eller ej? – Selvom musikkens originalitet kunne kategoriseres som hængende i en anelse tynd tråd, så overstråler det ikke det faktum, at tråden ikke mangler i musikken – der er både tråd i guitaren og i hele udtrykket.
Electric Guitars får topkarakter! 6/6 stjerner.
Seneste kommentarer