Vi er alle blevet et år klogere

30. december 2016

(Foto: Jes Hansen)

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Redaktør mitsvendborg.dk

 

Her på årets sidste dage er det tid for reflektering. Vi tænker tilbage på året der gik, på gode som dårlige erindringer. Vi er alle blevet et år klogere.
Forestil dig en verden uden forandringer. Hvad nu hvis der intet som helt var ændret siden sidste nytår. Alt var det samme og uden noget nyt.

 

mitsvendborg.dk har alle dage været i konstant udvikling. Det er og bliver omdrejningspunktet i hele grundtanken om mitsvendborg.dk – vi skal være i udvikling, parat til forandring og samtidig være dybt forankret i den sydfynske ånd.

Når jeg beslutter, at forsiden af mitsvendborg.dk – MAGASIN i årets sidste udgivelse i december, ikke er med grønne grankviste i hjørnerne og røde julehjerter med kærlig hilsen, men i stedet ’et uhyre’ af en fuld-body tatoveret mand, som ligner en fra Dia de Muertos i Mexico, så er det et velovervejet og bevidst valg. For selvom lige præcis den forside nok har fået flere midt i den søde juletid til at længes efter Søren Banjomus, så er vi nu engang sat i verden for at give læserne det de ikke lige nødvendigvis forventer. For mitsvendborg.dk overrasker gerne. Og vi gør det gerne igen.

2016 har været et år hvor Svendborgs identitet igen har været til debat. Vi ønsker på rigtig mange områder at skille os ud fra mængden. En kulturkanon er det blevet til, hvor svendborgenserne selv har bidraget med indholdet. Nu er det op til politikerne at bruge kanonen på den bedst tænkelige måde.
Vi er også en Cittaslow – giver os tid til fordybelse og omtanke, og skaber det rigtige vækstgrundlag for lokale initiativer og producenter. Også her vil vi gerne skille os ud.

Bymidten er under forandring – og så alligevel ikke. Tanken om ’Den grønne tråd’ var innovativ og fremtidsorienteret. Et første skridt mod et Svendborg, som havde åbnet porten til et fremsynet handelsliv med en portal både til og fra havnen – en sammenkobling af to kæmpe aktiver for byen.

Havnetrappen er et nyt frisk pust til midtbyen. Nydelig indpasset arkitektur i respekt for de omkringliggende omgivelser. Og samtidig åbner den for et større flow af mennesker til den ende af byen, som med skamme er blevet kaldt for ’den døde ende’.
Liv i Min By processen skal vise, at borgerindragelse og anderledes kreativ byudvikling er vejen frem.

I den anden ende af ’Den grønne tråd’, hvor portalen starter ved Krøyers Have – bevæger sig indover byens rådhusplads og rammer centrum på Torvet, har udviklingen beklageligvis været en helt anden. Ganske vist er der blevet plantet flere træer, kommet pæne bænke og hvilesteder, brostene har været oppe og fået en tur med kosten, og der er blevet placeret en flot rundkørsel, med et springvand i midten, til alle bilerne.
Pludselig røg kæden af det store politiske byomdannelsesprojekt, hvor hensigten – og grundoplægget til arkitektkonkurrencen om Den grønne tråd, var, at skabe rum for et bilfrit torv med lejlighedsvis parkering. Resultatet blev som bekendt det stik modsatte.

mitsvendborg.dk har fulgt hele forløbet med Den grønne tråd, og givet læserne mange artikler og dybdegående artikelserier om tilblivelsen af Den grønne tråd. Men fordi snoren er klippet, stopper vi ikke. Vi mener stadig, at der mangler noget i at projektet er sit navn værdigt.
Det vil du, kære læser, høre meget mere om i det nye år.

 

Vi står aldrig stille her på redaktionen, og det vil vi langt fra heller gøre i 2017.
I det forgangne år har vi taget kulturdebatten ved hornene, og givet svendborgenserne en bredere viden om vores mangfoldige kulturliv med kultursektionen i mitsvendborg.dk – MAGASIN: ’Vores Kultur’ indeni magasinet. Det har været en kæmpe succes, som vi naturligvis fortsætter i det nye år.

Det seneste tiltag vi har gjort med de faste sider i magasinet; ’UDKANTEN – centrum for det gode liv’, vil også være under stadig udvikling. Aktiviteterne i landsbyerne omkring Svendborg by fortjener mere synlighed, og det slår vi et slag for med flere spændende historier fra de yderste kroge af Svendborg Kommune – ja, måske vi også kommer et smut udover bygrænsen i det nye år, og besøger vores flinke naboer.

Vores to udgivelser på Tåsinge og Thurø; TØSINGEN og THURINEREN, er også kommet for at blive. Skal man tro på de mange dejlige tilkendegivelser vi får herfra, så kan de to lokalmagasiner slet ikke undværes. Vi kommer fire gange om året på hver ø – og det fortsætter vi med.

Moderskibet for det hele er stadig mitsvendborg.dk, som i 2017 kan fejre 10 års fødselsdag som hele byens egen platform på nettet. I det nye år vil du se meget mere mitsvendborg.dk på flere digitale sociale medier. Vi vil blive langt mere synlige på Facebook og Instagram, og vi vil søge nye spændende samarbejder, så du vil blive endnu mere bekræftet i, at mitsvendborg.dk kommer man ikke udenom.

 

Rigtig godt nytår 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Lokale annoncer



Svendborg
Møllergade 57A

T. 31 59 57 00 

ERHVERVSKLUBBEN
Book din billet online og spar
Vestergade 167K - Svendborg Tlf: 55 38 55 55 

Møllergade 7 - 5700 Svendborg
Tlf: 62 21 06 83


Vestergade 5 - T. 62 20 50 35 
Færgegårdsvej 45 - Troense 5700 Svendborg Tlf. 42 42 66 66
Korsgade 7, Svendborg
Tlf. 62 21 22 11 


Svendborg Rabbits



css.php