Jan Askholms varmepumpe-haveskulptur

20. april 2017

 

I Skårup bor Jan Askholm med sin familie i en villa på 210 m2, som løbende er energioptimeret. I 2012 blev oliefyret skiftet ud med en Octopus-varmepumpe og et tilhørende solcelleanlæg

 

AF NIELS CHRISTIAN NIELSEN, projektleder GO2Green

 

Octopus-anlæg er lidt af et særsyn herhjemme, til trods for at de har været på markedet i årevis. Til forskel fra de typiske varmepumper med en grålig kasse og en motoriseret ventilator, som trækker luft forbi væskefyldte slanger, arbejder Octopus uden ventilator og er meget støjsvag, hvilket Jan bekræfter. Drivmidlet i Octopus er naturlig propangas og ikke et flydende kemikalie. Den del af anlægget, som er placeret udendørs (”skulpturen”, som ses på billedet), består af to grupper af aluminiumsprofiler med gasfyldte rør, og det eneste, som indimellem høres, er det svage sus af gassen.

 

Kompressoren, som er placeret i et teknikrum, kræver el, som leveres af et 6kW-solcelleanlæg på taget. Solcellernes ydelse lever meget præcist op til de angivne 6 kW og bidrager dermed effektivt til nedbringelse af Octopus’ strømforbrug.

 

Al teknik til anlægget står i den modsatte ende af huset i forhold til, hvor oliefyret stod. Rokaden har været relativt ukompliceret, fordi huset har krybekælder, og al rørføring er blevet placeret her. Afstanden til varmtvandsbeholderen er nogle steder for stor, men det er energirigtigt afhjulpet med cirkulationspumper med tidsstyring. I en del af huset er der lavet gulvvarme, hvilket er en stor fordel i forbindelse med et varmepumpesystem, da det arbejder med en lavere fremløbstemperatur.

 

De originale vinduer fra 1965 er beholdt af hensyn til husets oprindelige stil, men er blevet udstyret med forsatsruder med termoglas. Der er aldrig for alvor blevet kigget på husets isoleringsgrad. Der er angiveligt hulmur i klimaskærmen, men der er vist ikke isolering i den. På førstesalen er der ikke specielt godt isoleret, men ifølge Jan er der kun problemer med at varme ordentligt op i et enkelt af værelserne, og det er soveværelset, hvor varmebehovet er begrænset. Behovet for isolering er ikke akut, men på sigt kunne det være interessant. Desuden kan der være brug for at indregulere radiatorerne efter skiftet og omplaceringen af varmekilden.

 

Varmeudgiften på adressen er faldet fra kr. 40.000,- til olie, som dengang blev suppleret med varme fra en brændeovn, til et netto-køb af strøm til opvarmning og almindeligt brug på ca. 6.000 kWh. Med en kWh-pris på ca. kr. 2,20,- er budgettet beskåret med næsten 2/3. Investeringen lød på kr. 280.000,-, men så spares der ca. kr. 25.000,- om året, og hertil kommer en afgiftsnedsættelse og afskrivninger på anlægget, som gør, at tilbagebetalingstiden nærmer sig de ti år. Som en yderligere bonus gav fjernelsen af olietanken plads til en dejlig vestvendt, overdækket terrasse med udekøkken.

 

Det er grøn fornuft, og GO2Green lykønsker familien Askholm med deres valg og opfordrer til, at de benytter sig af www.grønneenergitilbud.dk, når der skal kigges på isolering og indregulering af radiatorer.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Lokale annoncer



ERHVERVSKLUBBEN
Book din billet online og spar
Vestergade 167K - Svendborg Tlf: 55 38 55 55 

Møllergade 7 - 5700 Svendborg
Tlf: 62 21 06 83


Vestergade 5 - T. 62 20 50 35 
Færgegårdsvej 45 - Troense 5700 Svendborg Tlf. 42 42 66 66
Korsgade 7, Svendborg
Tlf. 62 21 22 11 


Kultur- og Byliv

-Altid på toppen af Møllergade


BORGERFORUM Svendborg


Svendborg Rabbits



css.php