Flere grønne områder i bymidten – tak!

19. marts 2009


Arealerne mellem havnen og bymidten blev debatteret på dialogmødet iaftes, som muligheder for midlertidige løsninger til rekreative områder.
(Foto: mitsvendborg.dk)

Trafikken i bymidten og udbuddet af aktivitets- og udfoldelsesmuligheder i byens rum, blev hoveddebattemaerne på dialogmødet med lokalpolitikerne i aftes på Byskolen. Seks borgere var mødt op for at debattere med henholdsvis Ulla Larsen (V) Lise-Lotte Tilsted (V) Jens Munk (O) og Medhat Khattab (C) Sidstnævnte som eneste fremmødte lokalpolitiker, som ikke er repræsenteret i nærdemokratiudvalget.

Bilerne og trafiksikkerheden i bymidten
Henrik Nedergård som bor på Sct. Jørgensvej påpegede, at folk stadig kører stærkt trods hastighedsbegrænsningen på 40 km. og søgte svar på hvilke politiske overvejelser man gør sig for at forbedre trafiksikkerheden i bymidten. Lise-Lotte Tilsted (V) orienterede om den trafiksikkerhedsplan man arbejder på gældende for Svendborg Kommune, og som der er afsat 2 mill. kroner til i 2009
-Vi har først og fremmest valgt at sætte trafiksikkerheden i fokus med en række trafiksikkerhedsprojekter påbegyndt i 2008. Disse skal medvirke til forbedringer for alle former for trafikanter – både kørende som gående. Sagde Lise-Lotte Tilsted (V), og blev understøttet af Ulla Larsen (V) som nævnte vej-chikaner som en god løsning i at slå farten ned på udsatte steder. Jens Munk (O) var derimod af den overbevisning, at chikaner modvirker at trafikken “glider” og at dette samtidig skulle kunne være medvirkende til mere Co2 udledning. -Istedet skulle bøderne for at køre for stærkt sætte i vejret. Det har man gode eksempler på fra Norge, hvor det har haft en effektiv præventiv effekt. Oplyste Jens Munk (O).

Hans Ibsen som er sekretær for nærdemokratiudvalget opfordrede til at indsende sine forslag til Svendborg Kommune, hvor de vil blive taget med i betragtningerne til den kommende trafiksikkerhedsplan.


Stadig flere biler præger billedet i bymidten.


Efterspørgsel på rekreative områder i bymidten
Krøyers Have blev bragt ind i debatten af Arja Holse, Rønne Alle´og skolebestyrelsesmedlem på Byskolen.  -Det giver en utryghed for os som forældre til børn på Byskolen, at haven hærges af unge som larmer og sviner der dagligt. Mange børn har deres gang f.eks. mellem skolen og svømmehallen, og de unges larmende og svinende adfærd skulle nødig have en afsmittende effekt på børnene. Påpegede Arja Holse.
Ulla Larsen (V): -Ordet “utryghed” bekymrer mig. Det skal netop være trygt og sikkert at færdes alle steder i Svendborg. Enkelte grupper må ikke være årsag til at borgerne undgår at opholde sig i bestemte områder af byen. Ulla Larsen (V) mente at et tættere samarbejde mellem kommunens SSP konsulenter og politiet kunne være en del af løsningen. SSP-konsulentens primære opgave er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge i Svendborg Kommune gennem forskellige aktiviteter og samarbejde med skole og politi.

Fyns Amts Avis udsendte Grethe-Kirstine Olsen udtalte som tidligere beboer i kedelmedstræde, og dermed tæt nabo til Krøyers Have, at bymidten generelt mangler grønne områder og byrum for rekreative udfoldelsesmuligheder. Henrik Nedergård efterlyste aktivitetshusfacilliteter som Badstuen i Odense (nu Kulturmaskinen) hvor alle typer af mennesker kunne have mulighed for at være tilstede. Undertegnede som var tilstede på dialogmødet som borger i Skattergade, opfordrede politikerne til at udnytte de 11.500 kvadratmeter foreløbig frie arealer mellem Jessens Mole og Toldbodvej, samt helt hen til rundkørslen ved Østre Havnevej, til midlertidige løsninger for rekreative formål. Sand kunne eksempelvis strøges ud i en del af området og laves til “beach-volley” eller petanque baner. Grillsteder kunne etableres til fri afbenyttelse for borgerne i sommerperioden. Der kunne laves et skaterområde hvor de unge som tiltrækker dette miljø kunne mødes, og samtidig skabe liv i et “ingenmandsområde” midt i byen osv. Jens Munk (O) nævnte eksemplet hvor kommunen i samarbejde med Svendborg Ungdomsråd har udpeget tre midlertidige grafittiområder i byen, hvor de unge kan udfolde deres kunstneriske evner med spraydåserne, istedet for på ulovligvis at bruge byens mure og vægge.
Formand for Børne- og Ungeudvalget Lise-Lotte Tilsted (V) indbød til tættere dialog med ungdomsorganisationerne om emnet, og med “den gode dialog” som den bærende kraft.


Krøyers Have med Byskolen i baggrunden. En af de få grønne områder i bymidten.


svendborgbloggen.dk
Hans Ibsen bragte svendborgbloggen.dk på banen som det oplagte dialogværktøj i at få koordineret de mange input borgerne imellem, samt muligheden for at gå i den åbne dialog med byrådspolitikerne. Han opfordrede til at bruge bloggen aktivt.
Undertegnede orienterede, at svendborgbloggen.dk bliver opbygget efterhånden som de 19 lokalområder vælger kontaktpersoner, som efterfølgende helt individuelt får deres  egen side på bloggen Dette med de links og fora som ønskes for hvert lokalområde. Bloggens daglige besøgstal er i stadig stigende grad et udtryk for, at folk finder ud af bloggens muligheder i nærdemokratiudviklingen.

Tidligere sekretariatschef for erhvervsudvalget Kim Christoffersen, blev på dialogmødet præsenteret som Hans Ibsens afløser som sekretær for nærdemokratiudvalget. Hans Ibsen fratræder sin stilling som chefkonsulent pr. 01.maj for at tiltræde i sin nye stilling som administrations- og souschef på Naturama.
Undertegnede Christian Dan Jensen blev valgt som kontaktperson for bymidten, samtidig med sin nuværende funktion som webmaster på svendborgbloggen.dk. En kontaktperson yderligere vil blive tilknyttet snarest muligt.

Christian Dan Jensen
mitsvendborg@gmail.com

Et svar til Flere grønne områder i bymidten – tak!

  1. Ebbe Jørgensen
    20. marts 2009 at 13:32

    Grønne områder er tiltrængte.
    Sct. Jørgensvej er plaget af høj hastighed. Chikaner er kraftige virkemidler.
    Den Norske models, præventive resultater, skal prøves.
    Træer i det bynære landskab kan også have en afstressende virkning.
    Krøyers Have er stort set det eneste grønne område og tiltrækker naturligvis mange mennesker. De voksnes adfærd påvirker de yngre og et aktivitetshus som Kulturmaskinen er oplagt en måde at få fat på de unge, der ikke har råd til at gå på cafe hver dag. Grafiti kunstnere i et sådan forum, et åbent aktivitetshus
    der er åbent for alle, bidrager omgangen med andre, til den kreative udvikling.
    Frie arealer ved havnen kan også rumme en masse for os og byens sejlende sommerturister.

    Jeg har MitSvendborg som startside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php