Hele Norden er Cittaslow

5. juni 2017

(Foto: mitsvendborg.dk)

 

Vi tænker forskelligt, når vi tænker Cittaslow. Det gode liv behøver ikke have samme betydning, om du bor i Island eller på Sydfyn

 
AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Finland skulle efter sigende have verdens bedste demokrati og et af de bedst fungerende uddannelsessystemer i Europa. Befolkningstallet er ca. 5,5 mio., og så skulle det være et af de allerbedste lande i verden at leve i. 

Kristinestad ligger i den vestlige del af Finland ud til Den Botniske Bugt. Den har 7660 indbyggere, er fra 1649 og er en af Skandinaviens bedst bevarede byer med træhuse. Og så er Kristinestad Finlands første Cittaslow-by.
Jeg er i Kristinestad til det nordiske Cittaslow-årsmøde, hvor deltagere fra byer i de fem nordiske lande, Sverige, Norge, Island, Finland og Danmark, mødes og udveksler erfaringer i, hvordan Cittaslow-begrebet foldes ud og bruges i praksis.

 

Cittaslow i skolen
Man mærker Cittaslow-ånden på andre måder, end dem vi kender fra Svendborg, når vores Cittaslow-venner i Norden fortæller, hvordan de understøtter den lokale udvikling, som kan være lige fra fødevarer, over detailhandlen, til kunst og uddannelse. 

– I Svendborg er det primært de lokale producenter af fødevarer, byens kunstnere og kreative erhverv, som ser mulighederne i at være en del af Cittaslow-netværket. Men der ligger mange flere potentialer i Cittaslow, siger Søs Grützmeier, som er informationskonsulent ved Svendborg Kommune.

I Norge er der fire byer, som er Cittaslow-byer. Ulvik Kommune, som ligger i den vestlige del af Norge, har 1100 indbyggere og er en af dem, der er med på årsmødet i Finland.
– Det er vigtigt for os at opretholde identiteten og forankringen i lokalsamfundet. Det handler om, at alle skal føle stolthed og tage ejerskab for byen. Vi skal udvise gæstfrihed og styrke fællesskabet. I Ulvik understøtter vi de små lokale producenter og har skabt base for en del mikrolandbrug, fortæller Natalia Golis fra Ulvik.
Et andet eksempel på, hvordan Cittaslow-tankegangen kan bruges forskelligt, kommer fra den lille by Djupavogur i Island med blot 400 indbyggere. Her har man et tæt samarbejde med Cittaslow-bevægelsens hjemby Orvieto i Italien.
– I øjeblikket er vi i gang med at inkorporere alle 52 Cittaslow-kriterier, som ligger til grund for Cittaslow-filosofien i vores folkeskole i byen. Det gør man i Orvieto med stor succes, forklarer Erla Dora Vogler fra Island.


Fortællinger sælger
Når man besøger Kristinestad, bliver man ret hurtigt bevidst om, at byens historie spiller en stor rolle i folks selvforståelse. Overalt møder man detaljer i bybilledet, som fortæller en historie. Som for eksempel de mange gamle bevarede træhuse, som gik fri af bombardementerne under 2. verdenskrig. De er beskyttet af særlige bestemmelser, og opføres der nyt, skal det foregå i samme æstetiske stil. Man passer godt på kulturmiljøerne, fordi man ved, at historierne bag har stor værdi for byen.

Finn Olsen er byrådsmedlem for Svendborg Lokalliste og med i Kristinestad. Han ser flere muligheder i at bruge fortællingerne om vores kulturhistorie i brandingen af Svendborg – ikke mindst i at fremme turismen, som er i klar fremgang i det sydfynske.
– Når jeg ser, hvordan de i Kristinestad spejler sig i byens historie og bruger den målrettet i byudviklingen, så kan jeg drage mange paralleller til Svendborg. Vi kan bruge vores kulturhistorie endnu mere og bedre, end vi allerede gør, siger Finn Olsen.

Cittaslow-rådet i Svendborg arbejder i øjeblikket på en ‘værktøjskasse’ målrettet erhvervslivet med redskaber til, hvordan man kan bruge Cittaslow-begrebet i mere kommerciel øjemed. Formålet er at udbrede forståelsen bag Cittaslow-filosofien, så flere får øjnene op for de mange muligheder, der ligger i at skabe vækst med Cittaslow.

 

cittaslow.svendborg.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php