Godt på vej – mod uddannelse og job

29. juli 2017

 

AF ALLAN KRUSE, Dir. Svendborg Erhvervsskole

 

For nylig var Jonas Madsen, som er mekanikerelev på Svendborg Erhvervsskole, i TV2 Fyn. Anledningen var antallet af elever, som vælger en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. For det tal er stadig lavt, selvom manglen på faglærte fylder meget i offentligheden, og erhvervsskolerne fortæller historier om de 100 gode uddannelser og de karrierer, de giver mulighed for. Tilsyneladende påvirker det bare ikke de unges valg af uddannelse. Heller ikke lokalt i Svendborg og de omkringliggende kommuner. Det er faktisk en akut udfordring for det lokale erhvervsliv.

 

Jonas gjorde det godt på TV. Glæden ved at uddanne sig af lyst lyste ud af ham. Og det er en pointe. Derudover formulerede Jonas to andre pointer, som er vigtige i den aktuelle debat om unge og erhvervsuddannelse. For det første konstaterede han, at der skal mere praktisk faglighed til i folkeskolen, hvis flere unge skal vælge erhvervsuddannelse. For det andet talte Jonas op imod den almindelige fordom om, at en erhvervsuddannelse er for dem, som ikke kan bruge hovedet, men kun hænderne. Jonas turnerede den sådan her: Vi bruger ikke kun hovedet, sagde han, men også hænderne. Fint sagt.

 

Folkeskolen underviser i dag hovedsagligt i boglig viden og de dertil knyttede kompetencer (for det har vores politikere bestemt, så det er ikke ment som en kritik af skolernes lærere og ledere). De praktiske fag fylder meget lidt. Derfor kan det egentlig ikke undre, at få unge vælger at blive fx smed. Man vælger jo ikke noget, man ikke kender. Derfor har Jonas ret, tror jeg. Og han kom faktisk Kommunernes Landsforening i forkøbet. KL har netop udgivet ”Godt på vej – mod uddannelse og job”, som adresserer denne problemstilling. Også de anbefaler flere praktiske færdigheder og anvendelsesorientering i folkeskolen. Det er et godt udspil, som er værd at læse.

 

En aktuel undersøgelse har lige vist, at erhvervsuddannelserne er forbundet med væsentligt lavere prestige end de tre gymnasieuddannelser – htx, hhx og stx. Kun halvt så mange forbinder erhvervsuddannelse med høj prestige som gymnasierne. Blandt unge voksne er tallet endog lavere end blandt ældre voksne. Årsagen til dette misforståede uddannelsessnobberi hænger muligvis sammen med ovenstående. Myter opstår jo nemt af uvidenhed og ukendskab.

 

Unge skal først og fremmest uddanne sig af lyst. Det var den vigtige pointe, Jonas ikke formulerede, men viste. Men heller ikke lyst kommer af sig selv. Den skal stimuleres og værdsættes i et fællesskab af rollemodeller. Lyst til og ved praktiske færdigheder, som måske endog kunne motivere nogle til også at tage de (også vigtige) boglige færdigheder alvorligt, bør derfor være en fremtidig opgave for folkeskolen – dette vigtige fællesskab.

 

Måske er der lokalt tegn på, at noget er ved at ændre sig. Sidste år deltog 300 folkeskoleelever i Skills for 8. klasse på Svendborg Erhvervsskole. I år er allerede nu 750 tilmeldt. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


Forestilling spiller
den 28. og 29. sept.
Køb billetter her


ÅBNER SNART I TINGHUSET!
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php