Rom fra Vinspecialisten giver vind i sejlene til PINGVINEN

9. november 2017


Simon Styrup fra Vinspecialisten overrækker pengene fra Svenborgsund Rommen til  Esben Hedegaard fra Svendborg Museum og sjagget som skal holde PINGVINEN sejlene.
(Foto: mitsvendborg.dk)

 

AF ESBEN HEDEGAARD OG CHRISTIAN DAN JENSEN

 

18.650 kr. kunne Simon Styrup fra Vinspecialisten i Korsgade overrække til Svendborg Museum fra salget af Svendborgsund Rommen, hvor 25 kr. pr. solgt flaske gik ubeskåret til et maritimgt projekt under museet.
Her er historien om PINGVINEN – som Svendborg Museum har øremærket pengene fra Vinspecialisten til fortalt af museumschef ved Svendborg Museum Esben Hedegaard.

Svendborg Museum modtog i 2015 spidsgatteren PINGVINEN som en fornem gave af Kirsten Lund, Skovshoved. Den da 66 år gamle båd var ved overdragelsen utrolig velholdt og optrådte meget tæt på sit originale udseende, bortset fra at der i 1971 blev ilagt motor, og at der i 1990’erne var lagt et glasfiberdæk i stedet for det oprindelige hvidmalede lærredsdæk.

Med sine røde sejl og sit mørkeblå skrog med det øverste bord i gyldent mahogni er PINGVINEN et af sundets smukkeste fartøjer. Det fik Dansk Forening for Ældre Lystfartøjers æresbevis ”Harpunloggen” i 1995 og er af Skibsbevaringsfonden blevet erklæret for et ”Bevaringsværdigt fartøj”.

Det var skibsreder Knud Lauritzen, der lod den navnkundige konstruktør Berg tegne et lystfartøj til sig i 1949. Han havde nogle få år forinden startet en søfartsskole i Kogtved og valgte derfor en lokal til at bygge båden, nemlig John Madsen i Strandhuse. Han havde ry for at være en dygtig bådebygger, og en bevaret korrespondance mellem skibsrederen og bådebyggeren fortæller om deres diskussioner af materialevalg og farver til båden.

Det var Knud Lauritzens tanke at bruge båden til sejlads med familien i Øresund og Det sydfynske Øhav, og sådan blev båden da også brugt i en årrække. I 1967 købte Kirsten og Poul Lund båden, og så kom den på langfart op i den svenske og norske skærgård og krydsede Kattegat til Skagen. Efter Pouls død passede Kirsten selv båden, og det blev gjort efter alle kunstens regler. Masten blev fx altid lagt til vinteroplag på lammeskind.

Efter at have sejlet næsten 50 år med PINGVINEN valgte Kirsten at forære den til et museum på den egn, hvor båden var blevet bygget. Med båden følger alle dens papirer, såsom Bergs originale tegninger og værftets bilbrev, foruden en stor del af det originale udstyr, som stokanker, petroleumslanterner i kobber, signalflag, korkredningsbælter, simpelt navigationsudstyr og storsejlet af bomuld med Lauritzen-rederiets bomærke.

Svendborg Museum ejer nu fire større fartøjer: Krydstoldjagten VIKING (1893), natfærgen KAJA (1923), post- og passagerfærgen HJORTØ (1954) og altså lystfartøjet PINGVINEN (1949). Der er siden erhvervelsen dannet et kompetent, frivilligt, 5-mands bådelaug om PINGVINEN, ligesom der allerede er det om de øvrige fartøjer. Når de har fået noget erfaring med at sejle båden, skal den bl.a. bruges som et særligt eksklusivt tilbud til medlemmer af museumsforeningen. Turen kan fx gå vestud og forbi det velbevarede bådeværft, hvor PINGVINEN i sin tid blev bygget.

 

Ny motor
Ved forårets klargøring stod det klart, at PINGVINEN måtte have en ny motor. Det blev en 9-hestes Yanmar ligesom den gamle. Svendborgsund Marineservice har leveret og ilagt motoren for en rimelig pris, Kirsten Lund har gavmildt ydet et tilskud, og efter aftale med Vinspecialisten går nu også de opsparede midler fra salget af Svendborgsund Rommen til den nye motor. Der mangler stadigvæk ca. 16.000 kr., som Svendborg Museum håber, at lokale donorer vil hjælpe os med.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Lokale annoncer



Svendborg
Møllergade 57A

T. 31 59 57 00 

ERHVERVSKLUBBEN
Book din billet online og spar
Vestergade 167K - Svendborg Tlf: 55 38 55 55 

Møllergade 7 - 5700 Svendborg
Tlf: 62 21 06 83


Vestergade 5 - T. 62 20 50 35 
Færgegårdsvej 45 - Troense 5700 Svendborg Tlf. 42 42 66 66
Korsgade 7, Svendborg
Tlf. 62 21 22 11 


Kultur- og Byliv

-Altid på toppen af Møllergade


BORGERFORUM Svendborg


Svendborg Rabbits



css.php