Flere kulinariske turister – ja tak

1. juni 2018

”Det kunne da være sjovt at smage på en lokal øl samtidig med man prøver nye sko”
– Mikael Hansen, Kulinarisk Sydfyn
(Foto: mitsvendborg.dk)

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Hvert år i juni strømmer folk fra nær og fjern til Svendborg for at gå på opdagelse i et slaraffenland for enhver kulinarisk feinschmecker. Det er naturligvis det store kulinariske fødevaremarked som er trækplastret, og hvor mellem 12-15.000 mennesker over to dage for en flad 50’er kan få stimuleret alle smagssanser. Det sker igen i år den 23. og 24. juni, hvor der er fødevaremarked i Svendborg midtby for 18.gang.

Sidste år udvidede man konceptet i de tre dage op til fødevaremarkedet, hvor man med en hyldest til råvarerne rullede ’Det store gæstebud’ ud over Den Grønne Tråd i midtbyen. Med et hav af aktiviteter primært for børn, og med mad som det centrale omdrejningspunkt, fra Torvet og helt ned til Bølgen på havnen, var der hver dag fra klokken 8-14 undervisning af kommunens skolebørn med fokus på mad og fødevarer. Hver aften afsluttes dagen med fællesspisning for alle interesserede midt på Torvet.

- Det blev så stor en succes, at vi gør det igen i år, siger daglig leder af Kulinarisk Sydfyn og arrangør af Kulinarisk Fødevaremarked, Mikael Hansen.
Fællesspisningen på Torvet sidste år trak rigtig mange mennesker til. Maden var lavet udelukkende af lokale råvarer og af lokale restauratører, hvor man for blot 125 kr. fik en bid af ’Danmarks køkkenhave’ med en fem-retters menu. Kulinarisk Sydfyn betalte råvarerne og de lokale restauratører bød ind med arbejdskraft og kokkekunst.
– Formålet var, og er, igen at sætte Sydfyn på landkortet i en festlig og folkelig sammenhæng, ved at lade de lokale producenter og restauratører synliggøre og markedsføre sig midt på̊
Torvet, og således vise både lokale og turister, at vi kan noget, når det handler om kulinarisk netværk, siger Mikael Hansen som, nu efter Torvet er blevet gjort bilfrit, ser mulighederne for at udvide aktiviteterne med for eksempel madmarkeder hele året.
– Jeg kunne sagtens forestille mig lokale fødevareproducenter i et tættere samarbejde med butikkerne og med base på Torvet. Det kunne da være sjovt at smage på en lokal øl samtidig med man prøver nye sko, smiler han.

 

Kæmpe turismepotentiale
De færreste som kender blot en smule til det sydfynske netværk af lokale fødevareproducenter, vil være i tvivl om, at der ligger nærmest uanede mængder af muligheder at trække på i forhold til at skabe vækst med det kulinariske i værktøjskassen. Dele af byens erhvervsliv gør det allerede. En af dem er Hotel Svendborg, hvor hoteldirektør Tom Pelle kan måle direkte på antal overnatninger af gæster, som kommer til Svendborg for at gå på kulinarisk og kulturel opdagelse.
– Når vi eksempelvis har en større konference, hvor der er indlagt små kulinariske oplevelser og indslag om vores mange kulinariske seværdigheder i området, så ender flere af deltagerne med at blive private turister i Svendborg inden for 1-2 år. Så kommer man enten hele familien eller på weekendophold med et godt vennepar og bor på hotellet. Vi har vores netværk at lokale producenter og spændende steder at tilbyde at besøge under opholdet, og hjælper gerne med at planlægge det for vores gæster. Så besøger man for eksempel Aqua Vitae Sydfyn i Skårup og smager lokal brændevin, tager turen til Gundestrup Mejeri og Bryghus med smagsprøver af fynsk ost og øl, for så at tage ind på Børsen i midtbyen, hvor Launy Lindahl giver rundvisning og fortæller historierne om Matador Stuen, John Mogensen Stuen og slutter så med frokost i Martha Stuen. Herefter kan man gå på shopping i byens mange spændende butikker og specialforretninger. Næste dag kan vi tilbyde et spændende morgen/frokostbord på hotellet, hvor 25% af det kulinariske er fra fynske eller sydfynske producenter, fortæller Tom Pelle som har store forventninger til kulinariske turister i fremtiden.

- Vi mærker tendensen og efterspørgslen, og derfor er vi i gang med at klæde alle vores medarbejder rigtig godt på til at kunne servicere vores gæster. Alle fra receptionisten til køkkenpersonalet skal have viden om, hvad vi har at tilbyde i området. Derfor går vores næste medarbejderdag på Hotel Svendborg på ture rundt til lokale fødevareproducenter, forklarer hoteldirektøren.

 

Det ekstra ben i turismestrategien
I en undersøgelse lavet af Dansk Natur & Kystturisme viser statistikken, at Billund og Djursland ligger i toppen over de foretrukne steder for børnefamilier at holde ferie. Men selvom det kan være svært at konkurrere med Legoland og Djurs Sommerland, så byder Mikael Hansen gerne op til dans, når det handler om at fremme turismen med det kulinariske som trækplaster.
– Vi er nødt til at spørge os selv, om vi udnytter mulighederne godt nok. I dag kalder vi os for ’Danmarks køkkenhave’ pga. de mange lokale fødevareproducenter, men ser vi på områder som Midtjylland og Bornholm, så ligger de langt mere fremme i skoen i forhold til at fremme turismen i retning af det kulinariske, siger Mikael Hansen og opfordrer til at se det kulinariske som det ekstra ben i turismestrategien på Sydfyn.

 

Cittaslow som løftestang
Snart rykker Kulinarisk Fødevaremarked ind og forvandler midtbyen til et mekka af smagsoplevelser. Igen i år bliver der masser af kulinariske fristelser fra producenter fra hele landet og Nordtyskland og flere aktiviteter for børnene. Det bliver værksteder, hvor børn skal lave pasta, sushi og pølser, der kommer et mobilt bageri, og chokoladefabrikant Mikkel Friss-Holm kommer og laver chokolade med børnene.
For de voksne er der smagsprøver af 30 fynske øl – så du kan mærke, du lever, og i Krøyers Have vil der være en scene, hvor alle producenter og forhandlere kan fortælle om deres produkter. En slags speakers corner – med indlagte smagsprøver.
– Vi bor og lever midt i en Cittaslow, med de muligheder som ligger heri. Nu skal vi blot blive endnu bedre til at udnytte potentialerne – også i perioden før og efter fødevaremarkedet, siger Mikael Hansen.

 

Du finder programmet for Kulinarisk Fødevaremarked i den nyeste mitsvendborg.dk – MAGASIN (hent det her)

 

kulinarisksydfyn.dk

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Lokale annoncer


Svendborg
Møllergade 57A

T. 31 59 57 00 

Vestergade 5 - T. 62 20 50 35 
Korsgade 7, Svendborg
Tlf. 62 21 22 11 


Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg – LIVE

Spillestedet Harders Møllergade 36 T.62213090 

Vestergade 10A - Svendborg
Frederiksø - Svendborg

Fejl på siden!

Giv mitsvendborg.dk besked på: cj@mitsvendborg.dk

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php