Tæt på Tom Kristensen

15. september 2018

(Foto: Ard Jongsma)

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

I jagten på store sydfynske fortællinger, har BaggårdTeatret kastet sig over en stor dansk forfatter. Tom Kristensen, mest kendt for romanen Hærværk (1930), levede de sidste 30 år af sit liv på Thurø, hvor han også ligger begravet. På gravstenen – nøje udvalgt med sundkig – står:
”Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan, vokser min verden sig stor.” Et uddrag fra digtet Græs (fra Verdslige Sange). På Thurø Lokalarkiv ligger man inde med stor viden om forfatterens liv på øen, en mindestue er oprettet, men det er en bredere og mere moderne fortælling, BaggårdTeatret arbejder på.
– Det gør ikke noget, hvis vi kan være med til at revitalisere og aktualisere historien om Tom Kristensen, siger teaterdirektør Jakob Bjerregaard Engmann som igen står bag historier forankret i den Sydfynske muld.

– Vi tolker egnsteateropgaven meget bogstaveligt. Vi griber fat i de sydfynske fortællinger, og giver os selv det benspænd, at forestillingerne skal have national og gerne international relevans, siger han.
En idé der har ligget i skrivebordsskuffen længe, og som ny bliver realiseret i et stærkt fynsk samarbejde mellem kunstnerduoen BengtssonSydow, Odense Teater og BaggårdTeatret.
Petra-Leonie Pichler, der stod bag den Reumert-nominerede forestilling Bertolt Brecht Svendborgdigte, instruerer. Den unge tyske instruktør er efterhånden en husinstruktør for BaggårdTeatret, og Jakob Bjerregaard Engmann er da også fuld af forventning:
– Jeg glæder mig til at se Tom Kristensens sanselighed omsat til scenesprog, hans poesi rummeliggjort. Petra-Leonie Pichler er en af vor tids stærkeste æsteter, og den måde hun genfortalte Brecht på var sværmende tæt på det geniale, lyder det fra teaterdirektøren.

Faderrollen sat i spil 

Forestillingen om Tom Kristensen bringer os tættere på såvel manden som digteren, der af sin mor fik at vide, at han skulle være noget særligt. Men hvordan bliver man noget særligt? Og hvad kræver det af én? Forestillingen TOM er således også en skæbnefortælling om, hvordan det at gå over i evigheden og det at gå i hundene nogle gange ligger snublende nær hinanden.
Som grundlag for forestillingen ligger kunstnerduoen BengtssonSydows kultalbum Glimtvis samt helt ny-komponeret materiale. Albummet Glimtvis fejrer i år 20 års jubilæum og rummer både skæve beats, visesang og digte fra Tom Kristensens meget produktive år. BengtssonSydow består af sanger, performer og producer Ulle Bjørn Bengtsson og komponist og lydkunstner Hans Sydow. Siden 1996 har de arbejdet sammen om musikalske genfortællinger af lyrik af bl.a. H. C. Andersen, Ludvig Holberg, Sophus Claussen og Tom Kristensen. Ulle Bjørn Bengtsson spiller Tom Kristensen i stykket, flankeret af skuespillerne Hanne Hedelund og Cecilie Gerberg.
Som figur er Tom Kristensen oplagt, mener Jakob Bjerregaard Engmann.

– Personligt stempler jeg mest ind på Tom Kristensens higen og søgen efter sig selv som kunstner, som karriemand og som far – som er noget, jeg selv tumler med i disse år.
Hans rastløshed, uro, energi og stræben. Det er på en måde det, der er så rørende i hans tekster, siger Jakob Bjerregaard Engmann og tilføjer: – Og så man kan jo altid finde lidt fred i, at langt ude er man trods alt ikke.

 

Tom Kristensen var på et tidspunkt på selvmordets rand, og flere forhold ryger på gulvet. Manderollen er med andre ord sat i spil – også i forestillingen. For instruktør Petra-Leonie Pichler ligger fascinationspunktet et andet sted:
– For mig var det slående og svært at forstå, at han kunne leve under verdenskrige og ikke bruge sin kunst politisk. Samtidig slog hans digterkraft næsten benene væk under mig.
Hvilket digt rørte dig mest?
”Digtet Græs. Det, der står på hans gravsted på Thurø. Det er meget smukt og fik mig til at græde. Jeg havde en næsten identisk oplevelse, da jeg skulle instruere Bertolt Brechts Svendborgdigte. Selve digtsamlingen er kompleks, men så skriver Brecht: ”til efterkommere”. Det var bevægende. Det er det øjeblik, at jeg ved, at okay, der er en forestilling på vej, siger Petra-Leonie.

 

Tom – en forestilling om en digter har urpremiere på BaggårdTeatret i Svendborg lørdag den 15. september.

BOKS:
TOM – en musikalsk forestilling om en digter

Premiere på BaggårdTeatret 15. september.
Spilleperiode: 15. september – 18. september & 10. – 13. oktober.

Forestillingen spiller også i Odense Teater og derefter på Mungo Park i Allerød og i Kolding.
Køb billet på www.baggaardteatret.dk

Instruktør og manus: Petra-Leonie Pichler / Medvirkende: Ulle Bjørn Bengtsson aka ULYD, Hanne Hedelund, Cecilie Gerberg og Hans Sydow / Komponist og lydkunstner: Hans Sydow / Komponist: Ulle Bjørn Bengtsson aka ULYD / Dramaturg og manus, Odense Teater: Mathias Bech. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php