Svendborg Roklub – 125 år og fortsat fuld af liv

26. februar 2019

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

Mange svendborgensere, der har gået en tur på stien ud til Christiansminde, har næppe kunne undgå at bemærke den blågrønne træbygning ved starten af stien. Mange har nok også tænkt over, hvad der gemmer sig bag væggene i huset, der er hjemsted for Svendborg Roklub, og en hel del har nok også lagt mærke til de to- eller firårers robåde, der næsten hver dag sejler sundet tyndt. Jeg har derfor sat to af klubbens medlemmer i stævne for at gøre os klogere på hvad sådan nogle roere går og laver – udover at ro, naturligvis.

Det første jeg bemærker, da jeg kommer ind i huset, er den åbne dør ind til den store bådehal, hvor klubbens både ligger side om side i tre etager på bådvogne og elektriske hejs. Her dufter af lak og saltvand – og gode historier.
Op ad trappen til første sal møder jeg to kvinder kun omsvøbt af hver sit håndklæde. De er begge i hvert fald i slutningen af 60’erne og på vej ud på en januar-svømmetur.
– Du må gerne gå med og holde håndklæderne, lyder det bramfrit fra den ene på vej ned ad trappen. Jeg smiler høfligt.

På første salen møder man døre ind til omklædnings- og baderum, toiletter og et stort køkken. En af dørene fører ind til klubbens motionsrum, hvor ni romaskiner er stillet op side om side sammen med andre motionsredskaber. Klokken er ikke mere end lidt over otte, og der er allerede godt gang i romaskinerne hos endnu en flok kvinder i – lad mig bare sige – en moden alder. Gennem de store vinduer er der en flot udsigt ud over sundet og havnen. Det må være det fitnessrum i Danmark med den absolut flotteste udsigt.

Længere fremme kommer vi ind i klubbens hyggelige opholdsstue, og helt fremme ude på den store udendørs balkon med borde og bænke møder jeg mine to klubmedlemmer, som skal interviewes; formand Jens Lehmann Tofte og Arne Garbøl.
– Kom ind og sid ned – her er kaffe og basser, bydes jeg velkommen af formanden.
Fra balkonen er der en mageløs panoramaudsigt over havnen, gennem sundet mod broen, over mod Skansen og Skårupøre og op gennem Thurøsund.
– Vi glæder os over udsigten hver gang, vi er her. Ydermere har vi Danmarks måske smukkeste og mest varierede rofarvand at ro i, så det er ikke så sært, at vi er en af de klubber i Danmark, som har flest gæsteroere fra hele landet, siger Jens Lehmann Tofte og skænker kaffen.

Nu har I 125 års jubilæum i år, så er det vel på tide at hvile lidt på laurbærrene?
– Nej, slet ikke – klubben er så aktiv som nogensinde. Sidste år fik vi 28 nye medlemmer og satte ny årsrekord i antal roede kilometer, siger formanden med en stolthed i stemmen.

Kan alle blive medlemmer af klubben?
– Ja, i princippet, dog kræver vi af sikkerhedsmæssige årsager, at alle roere tager en svømmeprøve på 300 meter hvert år. Det kan man f.eks. gøre i vinterhalvåret, hvor vi hver tirsdag aften har svømning i den gamle svømmehal, siger formanden og opfordrer samtidig interesserede i at blive medlem.
– Man kan henvende sig via klubbens hjemmeside eller direkte nede i klubhuset. Så er der mulighed for en prøvetur med en instruktør. Derefter skal alle nye roere igennem et instruktionsforløb, der ender med at man bliver frigivet som roer. Det koster 1620 kr. om året, og så følger verdens bedste sociale netværk med, smiler han.

Hvornår kan man ro og med hvem ?
– Der bliver roet hernede næsten hver dag fra tidlig morgen til aften i de lyse timer. Nogle gange hver uge er der fællesroning, hvor man bare møder op og bliver sat på et hold. Via vores digitale intranet kan man også udbyde og tilmelde sig roture, eller man kan aftale en tur personligt med andre medlemmer, forklarer Jens Lehmann Tofte og Arne Garbøl tilføjer, at der skam også bliver roet om vinteren.

– Det meste roning foregår fra standerhejsning omkring 1. april til standerstrygning 1. november. Nogle erfarne roere har tilladelse til at ro også i vintermånederne under særlige sikkerhedsregler. Ellers er der livlig aktivitet i motionsrummet med romaskinerne, hvor man kan komme, når man har tid og lyst døgnet rundt. Rospinning er også blevet en populær aktivitet, fortæller Arne Garbøl som selv har været formand for klubben og i øvrigt redaktør af jubilæumsskriftet som kommer ud i forbindelse med 125 års jubilæet.

Hvordan ser jeres medlemsskare ud?
– Mange af vores medlemmer er i den erhvervsaktive alder, og vi har også en del seniorer. Derimod ser det værre ud med ungdomsroningen. Det skyldes nok, at den egentlige konkurrenceroning er flyttet til regionale centre. På Fyn er det i Odense, siger Jens Lehmann Tofte og nævner, at det sociale vægter mindst lige så højt.
– Vi lægger stor vægt på det sociale liv. Hver måned har vi fællesspisninger og grillaftener. Der er også ”klubber i klubben”, der mødes på faste ugentlige tidspunkter og hygger sig sammen. Et par timer sammen i en robåd fører også meget snak med sig, og bagefter er der måske en øl eller en is på balkonen, siger han.

Hvordan skal 125 års-jubilæet fejres?
Med to store arrangementer. Den 31. marts har vi standerhejsning og reception med deltagelse af rosportens protektor prinsesse Benedikte, borgmesteren og andre honoratiores. Den dag skal vi også have døbt tre nye både, som vi har fået økonomi til via velvillige sponsorer. Den nye fireårers inrigger bliver derefter prøveroet af det berømte hold fra Guldfireren. Guldfireren er jo den største succes i dansk olympisk historie med medaljer i seks olympiske lege i træk. Den 12. marts holder vi et brag af en fest på Hotel Christiansminde, lyder det fra de to garvede roere i Svendborg Roklub.

svendborgroklub.dk

 

Hvordan bliver man roer?
Du skal være over 13 år og kunne svømme 300 m.

Du skal gennemgå et instruktionsforløb, hvorefter du bliver frigivet som roer.
Gå ind på klubbens hjemmeside svendborgroklub.dk og udfyld indmeldelsesblanketten eller kontakt et af bestyrelsesmedlemmerne. Der vil så være mulighed for en prøvetur med en af klubbens instruktører.

 

Hvad kan rosporten give dig?
Alsidig og rigtig god motion

Et godt socialt fællesskab, f.eks. fællesspisninger hver måned
Store naturoplevelser på vandet
Adgang til motionslokale med havudsigt døgnet rundt og svømning hver tirsdag aften i vinterhalvåret.


Verdens bedste sociale netværk finder man i Svendborg Roklub, siger formand Jens Lehmann Tofte.
(Foto: mitsvendborg.dk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


Forestilling spiller
den 28. og 29. sept.
Køb billetter her


ÅBNER SNART I TINGHUSET!
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php