Alt det bedste fra Svendborgs baghave

1. marts 2019

Sally Goings Darre og Anne Hjortenberg vil med Byens Gårdbutik  inspirere til at handle lokalt, og få et større kendskab til vores lokale producenter af fødevarer.
(Foto: mitsvendborg.dk)

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Dronningen har sikkert haft svært ved at holde mundvandet tilbage, ved synet af den kurv af lækkerier fra lokale sydfynske producenter, som hun fik i gave af byen ved sit besøg i Svendborg i sommer. Selv kurven var flettet af lokale hænder, så majestæten kan ikke andet end tænke på ’godt kram’ af sydfynske råvarer, når hun husker tilbage på besøget i byen.
Kurven var fyldt fra Byens Gårdbutik i Vestergade 25. Her får man nemlig alt det bedste fra hele Svendborgs baghave.

 

Et helt lokalt festmåltid
Man kan næsten smage frikadellerne alene ved synes af den store fede frilandsgris, som med snuden møvet helt ned i den sunde fynske muld, lever sit ubekymrede liv uden stress og jag. Øllet, som skal på bordet sammen med frikadellerne, kommer fra det lille mikrobryggeri, hvor der kun lige brygges det antal liter, som dækker behovet i lokalområdet. Jorden på kartoflerne skal ikke skrubbes af mere end højest nødvendigt – det er nemlig det som er med til at give den gode sydfynske smag når de koges. Ligesom gulerødderne selvfølgelig ikke skal skrælles, men derimod gerne anrettes på tallerkenen med top.
Det er ikke svært at forestille sig hvordan sådan et festmåltid smager, når råvarerne er i sæson og ikke fragtet med lastbiler hele vejen op gennem Europa. Næ, de hentes nemlig direkte fra avlerne og producenterne på Sydfyn enten i en el-varevogn eller på ladcykler, og herfra direkte ind i køleboksen eller på hylderne i Byens Gårdbutik.
Byens Gårdbutik og den hertil hørende café, er startet og ejet af AOF Center Fyn og drives social-økonomisk. Det vil sige, at både butik og café prioriterer at være en rummelig arbejdsplads og har en opkvalificerende funktion for mennesker på kanten af det regulære arbejdsmarked.

Anne Hjortenberg er daglig leder af Byens Gårdbutik og sammen med Sally Goings Darre, som er kommunikationsmedarbejder ved AOF Center Fyn, har de en mission, som går ud på, at vi skal lade os inspirere af at handle lokalt, og få et større kendskab til vores lokale producenter af fødevarer. Og når først man har besøgt Byens Gårdbutik én gang, så kan man ganske enkelt ikke holde sig fra at komme her igen. Det bliver bare ikke mere lokalt, rent og fyldt med historier.
– Mange som kommer her første gang, bliver noget forbløffet over alt det vi har i butikken. Her er alt lige fra gin og snaps fra lokale destillerier og vin fra lokale vingårde, øl fra små mikrobryggerier som er brygget efter gamle håndværksmæssige traditioner, og som tar’ den tid, det tar’, at brygge øllet. Vi har kød og friske grøntsager, som hentes direkte hos producenterne i vores nærområde, og ost, chokolade og ægte lakridskonfekt fra Ærø. Så man kan faktisk gøre de fleste af sine indkøb til middagsbordet her hos os, siger Anne Hjortenberg og tilføjer at det ikke er dyrere at købe eksempelvis kød i Byens Gårdbutik end det er i supermarkedet.
– Vi er konkurrencedygtige på priserne – og så støtter man samtidig vores lokale producenter. Man kan sige, at jo flere vi får til at handle lokalt, jo mere styrker vi sammen vores lokalområde. Så bliver pengene i byen og skaber flere arbejdspladser, lyder det fra Anne Hjortenberg.

 

Lokale råvarer – også i cafeen
Udover udelukkende at have lokale produkter på hylderne, så er Byens Gårdbutik også en del af folkeoplysningen og demokratisk dannende.
– Den socialøkonomiske tankegang, som konceptet bygger på, gør, at her hersker en fælles forståelse for, at vi er sat i verden for at hjælpe hinanden. De mennesker som arbejder her er personer, som på den ene eller anden måde ikke kan varetage et ordinært fuldtidsarbejde, og derfor er blevet afklaret til at kunne have et job hos os. Vi mærker på de folk som kommer og handler her, eller får en kop kaffe eller vores tapas-tallerken i cafeen, som jo også er med lokale råvarer – naturligvis, at der er stor forståelse for, at vi gør tingene på en lidt anden måde. Vi er ikke en 7-Eleven butik, vi er det modsatte, siger Sally Goings Darre som også fortæller, at man er i gang med at rejse midler til at åbne op for offentligheden til den smukke have bagved. Midt i haven står en smuk stor Ginkgo biloba, som er et kinesisk tempeltræ plantet for mange år siden, og haven deles med Kunstbygningen SAK. Ideen er, at man sammen vil lave en sansehave, hvor kunst i haven og dufte fra en krydderurtehave skal flirte med vores sanser.

 

byensgaardbutik.dk

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Lokale annoncer


ÅBNER SNART I TINGHUSET!
Find os også på Facebook

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg – LIVE

Spillestedet Harders Møllergade 36 T.62213090 


Frederiksø - Svendborg

Fejl på siden!

Giv mitsvendborg.dk besked på: cj@mitsvendborg.dk

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php