Smag på den fede fynske muld

12. april 2019

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Kan man drikke vin fra Sydfyn i en eddiketønde?
Det lyder som noget der er hentet fra et Halfdan Rasmussen digt, men faktisk er det lige præcis det man kan, når man besøger Skaarupøre Vingaard.
Bente Rasmussen og Carsten Andersen er vinbønder – rigtige vinbønder. Det er dem, som har Skaarupøre Vingaard, og deres filosofi om dyrkning af vinstokke handler ikke bare om, hvor meget vin man kan få på flaske, men meget mere om hvad det er for nogle vækstbetingelser vinstokken har for at gro. Mere om det senere. Først tilbage til den her eddiketønde.
Skaarupøre Vingaard ligger på Skårupørevej 28 i smukke landlige omgivelser, hvor Bente og Carsten bor i et gammelt renoveret bondehus, og hvor vinbrygningen foregår på den anden side af gårdspladsen i et anneks. For enden af gårdspladsen og lige ud til vinstokkene på marken, er to kæmpestore gamle eddiketønder omdannet til gårdbutik og samlingssted for private arrangementer. De kom til i 2010 fra en eddikefabrik i Tyskland, og det er Carsten selv som stok for stok har skabt de fantastiske huse ud af eddiketønderne.
– Det var selvsagt et stort arbejde, men i dag har vi de perfekte rammer at drive vores gårdbutik og café fra, siger Carsten Andersen.

Holistisk vindyrkning
Skaarupøre Vingaard har netop fået papir på, at de er Danmarks første biodynamiske vinproducent. Og det er lidt af en præstation, for hvis det kræver noget ganske særligt at være økologisk vinbonde, så er det at kunne kalde sig for biodynamisk producent næste skridt efter økologisk dyrkning.
Biodynamisk vindyrkning er baseret på filosofien om, at alt det levende i vinmarken skal styrkes, så marken opnår sit højeste dynamiske potentiale. Denne form for holistisk vindyrkning opfatter og støtter vinmarken som en levende organisme og en del af et større økosystem, hvor der bl.a. tages hensyn til planternes vækstbetingelser i den jord de skal gro i og at jorden er rig på mikrobielt liv og naturlig balance som f.eks. med naturlig gødning fra dyr.
– Vi ser sådan på det, at skabes der en naturlig balance mellem vinstokken og den jord som den gror i, så bliver planten også mere modstandsdygtig overfor sygdomme, og så vil det være overflødigt med enhver form for gift og kunstgødning, forklarer Bente Rasmussen.

 

Ren Cittaslow
Der står godt og vel 2300 vinstokke på marken lige op til Skaarupøre Vingaard. De fylder sådan rundt regnet 3/4 hektar, og det er primært de lyse druer som dyrkes. Det er ikke en storproduktion for det er ikke tanken bag den Cittaslow-virksomhed som Skaarupøre Vingaard er. Her har man i stedet fokus på kvalitet og det gode liv – den helt grundlæggende filosofi bag Cittaslow.
– Vi bruger tid på vores vin, og lever et liv, hvor vi skynder os langsomt med fokus på nærvær, kvalitet og bæredygtighed. Sammen med andre kulinariske mikrovirksomheder på Sydfyn er det vores ønske, at skabe et endnu stærkere kulinarisk brand for vores område. Vi sælger for eksempel også gode lokale produkter fra andre i vores gårdbutik, og det samme oplever vi den anden vej, hvor man også kan købe vores vine i Byens Gårdbutik i Vestergade i Svendborg. På den måde står vi inde for hinandens produkter, siger Bente Rasmussen.

Lyse druer og valnøddelikør
Hvidvin laves som regel af mosten fra grønne druer. Først knuses druerne og derefter presses mosten fra og skaller og stilke smides væk. Det gør de nu ikke her, da druekvasen i stedet bruges til at lave det som svarer til den italienske brændevin Grappa.
– Vores nabo er Aqua Vitae Sydfyn, som laver noget rigtig godt Sydfynsk brændevin, så dem har vi naturligvis et samarbejde med, smiler Carsten Andersen.
Det er ikke hverken Chardonnay eller Savignon Blanc druer der vejer i vinden på vinstokkene i Skårupøre, men derimod primært tyske druesorter som passer godt ind i det danske klima. Rondo-druen bruges til rosé-vinen, Solaris-druen til hvidvinen og Zalas Perle til de mousserende vine – og så har man også nogle andre druesorter, for det giver nogle flere muligheder. Som for eksempel druerneMerzling og Muscaris, som giver en twist af muskat i smagen.
– Sidste år lavede vi en valnøddelikør med grønne valnødder fra vores store valnøddetræ i haven. Den kommer på flaske nu her til maj, lyder det med entusiasme i stemmen fra Carsten Andersen, som i øvrigt også laver andre gode sydfynske dessertvine.

Skaarupøre Vingaard holder åbent i gårdbutikken hele året onsdag og søndag kl.13-17 og i juli også lørdag kl.13-17. Cafeen har åbent kl.13-17 lørdag og søndag i juni, juli og august – og ellers er her åbent når Bente og Carsten er hjemme.
Man kan også komme på rundvisninger med vinsmagninger eller leje tønderne til særlige arrangementer og receptioner. Og så er der markedsdag søndag den 26. maj, hvor de nye vine på flasker kan smages, og hvor der kommer andre lokale producenter og gir’ smagsprøver fra den fede fynske muld.

 

skaaruporevin.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer



BESØG OS I TINGHUSET!
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php