Den gode samtale i litteraturhuset

30. april 2019

Anna Holmgaard er klar til at byde folk indenfor i Litteraturhus Svendborg.
(Foto: mitsvendborg.dk)

 

AF ANNA HOLMGAARD, LITTERATURHUS SVENDBORG

 

Vi er – som flere læsere af lokale medier har lagt mærke til – snart klar til at åbne litteraturhuset i Svendborg. Vi bor i det nyrenoverede Tinghuset, der har fået navnet work2gether – et hus, der rummer virksomheder, fællesskab, netværk, sparring og helt almindelige arbejdsdage. Her kommer boghandlen til at åbne, her bliver vores arrangementer med forfattere afviklet og her skal kaffen drikkes til avisen, magasinet, de bøger vi har fremme til inspiration.

 

Nogen kunne måske spørge, om bogen i sig selv ikke er nok. Man læser den, tænker over den, reflekterer, anbefaler. Måske det hele. Hvorefter den så kommer tilbage på hylden – derhjemme eller på biblioteket. Det er én måde at gøre det på. Men den er også fantastisk til at skabe personlige, lukkede universer, hvor man kan fordybe sig og glemme verden udenfor. Det er vidunderligt, det skal jeg være den første til at sige. Men den er også en fremragende måde at skabe samtaler på. Det er et af de store formål med litteraturhuset. At skabe gode samtaler. I boghandlen, hvor jeg drømmer om at folk kommer ind, kigger sig lidt omkring, måske spørger til en bog, en stil, en forfatter.

Litteraturarrangementerne har samme formål: At starte en god samtale. Det kan man vist roligt sige, at der er behov for i tiden. Det en bekendt kalder ’menings-tennis’ hvor man hamrer meninger frem og tilbage over bordet for blot at vinde – det er så udmattende. Den gode samtale er netop god, for den viser, at der er noget mellem mennesker, der er godt, selv om det kan være ret svært at se ud ad medievinduet ind i mellem. Et eksempel er historien om Ghita Nørby og det famøse interview med en journalist fra radio 24/7, hvor samtalen mildt sagt røg helt af sporet og blev til et voldsomt, uforsonligt skænderi. Noget gik galt, og det var beskæmmende, trist at høre på.

 

Den gode samtale er den diametrale modsætning. Hvis det kan det være med til at inddrage folk i en samtale, hvor man faktisk hører efter og glemmer sig selv en smule, så er en af formålene indfriet.

Det første program for huset er ude nu. Overskriften er Den gode samtale:

Vi har den energiske, karismatiske forfatter og journalist Kirsten Jacobsen, vi har mindst lige så karismatiske Jens Unmack fra Love Shop og vi har Ole Sønnichsen, der har gjort den amerikanske drøm for danske immigranter til gode bøger. Vi har Kristina Stoltz, der har taget den franske Claude Cahun feminist, fotograf og forbillede og gjort hendes historie til en stærkt rost, aktuel roman. Vi lader bogdrømmen lette med en af Danmarks allerbedste forfattere og undervisere i kreativ skrivning, Christina Englund.

Nu glæder vi os virkelig til at se mange af jer i litteraturhuset.  Vi har åben i hverdagene med boghandel og café-kaffe og man kan finde os i Tinghuset og på litteraturhus-svendborg.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php