Tømrermester, familiefar og mentor for en ung nydansker

29. april 2019

(Foto: mitsvendborg.dk)

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Der er marker og natur på alle sider af Ladefogedgaarden i Stenstrup. De to heste i folden byder velkommen og er herudover ganske upåvirkede af, at jeg triller med bilen ind ad alleen til gården. Den fremstår yderst velholdt i flotte røde teglsten og med et tag, som vidner om, at Stenstrup i midten af 1800-tallet havde et ret omfattende teglværksmiljø med op til syv teglværker i området.
Jeg møder tømrermester Sune Lander fra Lander & Gerlach midt på gårdspladsen. Her bor han med sin hustru Christina og deres tilsammen fem børn. Bedre naturskønne omgivelser på Sydfyn for hele familien kan man næsten ikke forestille sig.
Umiddelbart ville det være oplagt at have tømrervirksomheden på gården. Her er i hvert fald masser af plads. Men det er slet ikke tanken. Tværtimod. Sune Lander har nemlig truffet det helt bevidste valg, at arbejde og familieliv er to ting som bør holdes adskilt.
– Jeg har før haft kontor hjemme, og når min datter på fem år kommer og vil sidde på mit skød, og fortælle hvad hun har oplevet i løbet af dagen, så skal jeg ikke samtidig passe telefon eller skrive tilbud. Så er jeg familiefar, siger Sune Lander og klapper den ene af hestene, som nu er kommet helt tæt på for en bid opmærksomhed.


Sune Lander er 39 år og har været selvstændig tømrermester siden 2007. I dag har han tømrer- og snedkervirksomheden Lander & Gerlach sammen med partneren Lasse Gerlach. Basen er på Håndværkervænget i Tved. Med faglig baggrund som henholdsvis tømrer og snedker, har de specialiseret sig i energioptimering af boligen. Ikke mindst når det handler om vinduer og døre. Firmaet er certificeret VELFAC Vinduesmester – en ordning som sikrer en høj kvalitet indenfor rådgivning, lovkrav og montage. Private kunder er samtidig også sikret i tilfælde af tvister mellem kunde & håndværker, hvor VELFAC sender chefen for kvalitetssikring ud for at sikre en god løsning.
Men det er slet ikke faglige kvalifikationer, ovenlysvinduer eller energioptimeringer denne historie skal handle om.

 

Altid lærlinge
At Lander & Gerlach sidste år løb med prisen som Årets Tømrer 2018, og at det i år er tredje år i træk at Svendborgvirksomheden er nomineret til prisen, er nok ikke tilfældigheder. Det handler nemlig ikke udelukkende om at have en fyldt ordrebog, men mindst lige så meget om at tage socialt ansvar, hvis man spørger Sune Lander. Lige fra starten har der været mindst to lærlinge i virksomheden, for som han siger, så vil vi alle gerne have gode tømrere og snedkere, som er en mangelvare på det danske arbejdsmarked, og derfor ser han og Lasse Gerlach det som en helt naturlig ting, at uddanne unge mennesker indenfor tømrer- snedker fagene.

– Jeg vil mene, at alle virksomheder, som vores, burde tage lærlinge. Og da vi er lidt af en nichevirksomhed, så har vi indgået en aftale med LB Tag i Odense om en deleordning med vores lærlinge, så vi sikrer, at de kommer ’hele vejen rundt’ i deres uddannelse, siger Sune Lander.


Mentor for en ung afrikaner

Lander & Gerlach’s gode omdømme som socialt ansvarlig virksomhed har tilsyneladende bredt sig. For nogen tid siden blev Sune Lander kontaktet af Foreningen Nydansker, som er etableret med det formål at gøre integration og mangfoldighed til ressourcer for det danske erhvervsliv.
– Jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville være mentor for 27 årige Awet fra Eritrea, som gerne ville tage en tømreruddannelse. Det sagde jeg ja til, fortæller Sune Lander.
Som mentor arbejder man frivilligt, ulønnet og uden tilskud. Det er udelukkende baseret på interessetimer.

– Da jeg mødte Awet, oplevede jeg en ung mand med mod på at få en uddannelse som tømrer. Han skal nu med mig i en 14 dages tid og se hvordan tømrerfaget fungerer. Med ud på byggepladsen og møde andre danskere indenfor erhvervslivet og få fornemmelsen af, om det er noget for ham. I så fald kan han starte sit forløb på Teknisk Skole, og herefter skal han så finde en læreplads, og det kunne da godt tænkes, at det kunne blive hos os, fortæller Sune Lander og tilføjer at Awat har fortalt, at hans far, som bor i Eritrea, arbejder som det der svarer til en møbelsnedker i landet, og at det bla. foregår ved at hugge møblet ud med en økse.
– Det er jo ikke lige sådan vi arbejder, men det er Awat nu godt klar over, smiler Sune Lander.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php