3 mio. planter om året og verdens stærkeste chili

30. maj 2019

(Foto: mitsvendborg.dk)

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Allerede som dreng var noget af det bedste Søren Bech vidste, når han kunne få mulighed for at gå i haven og få jord under neglene. Han kunne godt lide at se tingene gro, så det er derfor ikke overraskende at han i dag driver et stort gartneri i Hundstrup og i Ringe.
6000 m2 under glas står der blomster i på Filippavej 41 i Hundstrup, og ikke mindre end 14000 m2 bliver det til på gartneriet på Boltinggårdsvej i Ringe. Og det stopper ikke her, for Søren Bech lejer yderligere 6000 m2 drivhus i Vester Skerninge. Det bliver til godt og vel 3 mio. planter om året, som eksporteres til markedet i primært Tyskland, Sverige, Norge og Danmark.

Sydfyns største blomstermarked
Søren Bech dyrker selv rigtig mange af de blomster som sælges fra gartneriet, og de findes i alle mulige farver og størrelser. Hvide, blå og lilla hyacinter. Pink, gule og røde tulipaner. Ildrøde roser og smukke anemoner i alle regnbuens farver, for blot at nævne nogle af dem vi kender navnene på. For der er også Chinodoxa, Puschkinia, Muscari og Amaryllis, og hvad det handler om, må man lade sig forføre af, når man går på opdagelse i drivhusene.

Faktisk finder man Sydfyns største blomstermarked hos Gartneriet Filippa, som virksomheden hedder – opkaldt efter den vej gartneriet ligger ved. Her har været gartneri i mange år, og stedet blev overtaget af Søren Bech sammen med en kompagnon tilbage i 1995. I dag er det Søren Bech som alene driver gartneriet og beskæftiger i gennemsnit 15 medarbejdere.
– Vinteren er jo vores højsæson, da det er her vi laver løgblomster i potter, så her er vi oppe på omkring 20 medarbejdere. Og det er nødvendigt, da vi sender 30 lastbiler afsted med løg i løbet af sæsonen, fortæller Søren Bech og tilføjer, at Gartneriet Filippa tilrettelægger produktionen af løgplanter i takt med udviklingen på markedet.
– Vores sommersortiment af udplantningsplanter er varierende fra år til år, så vi er i konstant udvikling. Produktion af løgplanter i gartneriet er blandt de største og bredeste i Danmark, både så vidt angår produkter og pottestørrelse, siger han.

Verdens stærkeste chili
Når man producerer 3 mio. planter om året, så siger det sig selv, at der skal temmelig en del vand til at fodre dem. Søren Bech har en grundlæggende holdning til bæredygtighed, så alt vand der vandes med, bliver genbrugt.
– Vi har et vandingssystem som genbruger så meget af vandet som overhovedet muligt. Når planterne har trukket det vand, de skal bruge, så løber resten gennem et rensesystem og genbruges. Jeg vil skønne, at planterne tager omkring 25 procent af vandet, resten bliver renset og genbrugt, forklarer Søren Bech.
Man kan sagtens bruge masser af tid i blomstermarkedet på Filippavej. Her er planter både til indendørs og udendørs, og man kan også finde frugttræer og buske. Og så er her rigtig mange planter med grøntsager f.eks. tomatplanter, agurker, squash, kål og salater – og en del chiliplanter.
– Chili er blevet ret populære at dyrke, så dem har vi i alle mulige varianter – bla. den som hedder ’Carolina Reaper’, og som efter sigende skulle være verdens stærkeste chili, smiler Søren Bech – og byder på en smagsprøve, som jeg pænt takker nej til.
Alle grøntsagsplanter er økologisk dyrket, da det er noget Søren Bech vægter meget højt hos sine leverandører. Krydderurterne er ikke sprøjtede, men behandles i stedet for skadedyr med små nyttedyr, som sættes ud i drivhusene.
– Jeg kan godt lide, at de grøntsager, man spiser, er økologiske og at krydderurterne ikke er sprøjtede, så det kan man regne med her hos os, siger han.

 

filippaflowers.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php