Rottefælden – et af byens tre fyrtårne

1. juni 2019

 

For 136. gang bliver der spillet Rottefælderevy i den skønne Caroline Amalie Lund. Revyen har premiere den 30. maj og spiller til og med 24. august. Publikum kommer fra alle egne fra Gedser til Skagen, og der er selvfølgelig plads til svendborgenserne også.

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Europas ældste revyteater og Danmarks smukkest beliggende sommerrevy.” Så kort kan det siges, og det gør direktør Pia Ullehus, der i parentes nævner, at den selvfølgelig også er den sjoveste.
– Ja, jeg ved godt, at det handler om smag, men her i vores hus er vi nu helt enige om den sag, smiler hun.

I løbet af de sidste måneder har Pia Ullehus, medarbejdere og venner af revyen været på barrikaderne og delt flyers ud for at sprede det glade budskab. De har været på messer, på markeder og på gaderne. Og de nyder det. – Det er dejligt at se eller gense publikum og høre, at de har købt billet igen og få ros for sidste revybesøg. Her i byen har vi mødt en del svendborgensere, der siger, at de desværre ikke ’har nået’ at se vores revy endnu. Det synes vi, de skal gøre i år – det bliver en skøn revy, lover Pia Ullehus.

 

Syngende stand-up
I år er får Jan Schou og Christine Astrid selskab af Kiki Brandt og Mikkel Schrøder. Operasangeren Kiki Brandt var med for 19 år siden, og hun får garanteret taget til at lette, når hun giver den hele armen – og stemmen. Mikkel Schrøder har årelang erfaring fra adskillige danske revyscener. Og så er hans partner i det private liv såmænd Christine Astrid. Jo, der er lagt op til en sæson med fyldt med sjov og ballade, alvor og eftertænksomhed. Kapelmester Jens Krøyer og hans revyorkester pakker som sædvanligt teksterne ind i lækre toner.

 

Blandt de øverste på listen
136 års sommerrevy sætter spor. Siger man Svendborg, siger man også Rottefælden. To journalister interviewede for nogle år siden tilfældige rejsende på Københavns Hovedbanegård. De bad om svar på, hvad Svendborg er kendt for. Rottefælden var blandt de tre første ’hits’ sammen med Høje Bøge og Svendborgsund.

Den cadeau er revydirektøren stolt over.
– Vi er med til at brande byen og tiltrækker gæster alene på grund af vores revy. Mange siger til os, at de tager en overnatning eller to, når de er her, og jeg er overbevist om, at både revyen og naturen på Sydfyn medvirker til, at de vender tilbage lyder det fra Pia Ullehus.

 

Service er en tradition
Noget af det allervigtigste for Pia Ullehus – ja, næsten lige så vigtigt som det kunstneriske indhold – er service. Publikum skal have en aften, hvor de kan læne sig tilbage i stolen, nyde en platte og et godt glas.
-Vores mission er at give publikum en oplevelse ud over det sædvanlige. De skal glemme hverdagens hurlumhej, travlhed og pligter, og derfor servicerer vi gæsterne ved bordene. Det er personalet, der henter, bringer og springer, så gæsterne kan slappe af, siger hun.

 

Direktøren for det hele
Pia Ullehus selv har 24 års ’samvær’ med Rottefælden. Først som restauratør, dernæst som direktør siden 2009. Fire måneder om året er hendes hjem en campingvogn bag Rottefældens mure. Den deler hun i øvrigt med sin tibetanske tempelhund (Shih tzu) Honey.
– Jeg vil simpelt hen deltage i alle hjørner lige fra det tidspunkt, hvor vi pakker udstyr ud og rykker ind i salen med scene, borde, lamper og teknik, til vi pakker det hele sammen igen i august. Jeg må indrømme, at jeg har det bedst med at have styr på alting og helst på en gang. Det skyldes garanteret alle mine arbejdsår som bogholder, ler hun.

Pia Ullehus har for længst ansat en bogholder og en assistent, så lige på de områder kan hun slappe af. Og slappe af gør hun også under selve revyen. Men ingen regel uden undtagelse, for hverken hun eller Honey holder sig tilbage for at medvirke, hvis der er brug for en ekstra m/k – eller hund.

– Jamen jeg siger jo, at jeg gerne deltager i alle arbejdsopgaver, og mens det går løs på scenen, har jeg ikke så meget at tage mig til. Det er først til allersidst, når jeg personligt trykker hånd og siger tak til publikum for i aften, smiler Pia Ullehus.

Køb din billet til årets Rottefælderevy her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php