Kultur er fremtiden

17. september 2019

(Foto: mitsvendborg.dk)

 

AF ANNA HOLMGAARD, leder af Litteraturhus Svendborg.

Kigger man rundt i det svendborgensiske kulturmiljø, så er der flere ting, der springer i øjnene. Det er så mangfoldigt, at vi er kendt ud over hele Danmark. Jeg har lige været på sommerferie i Danmark og når jeg fortalte, hvor vi kom fra så vakte det ofte et genkendelsens blik: Svendborg, det er der, hvor I har så meget kultur, er det ikke?
Og jo, det er det.

Næste konstatering var, at i Svendborg er der smukt og hyggeligt. Så kunne vi smile lidt stolt og padle videre på Gudenåen eller nyde Vesterhavet (som vi gjorde). Men også med en tanke: Når nu kulturlivet gør Svendborg kendt, så skal man passe på med at læne sig tilbage og bare nyde. Enhver privat virksomhed ved, at når noget går godt, så skal det næres for at blive endnu bedre. Nu som før drives en stor del af Svendborgs kulturliv af frivillige. Måske skulle de bakkes op, ikke kun i ord, men også i budgetter.
En nylig opgørelse med info fra Danmarks Statistik tegnede et ’kultur-krone’-kort over Danmark. Svendborg ligger slet ikke i nærheden af de bedste kommuner, hvad angår investeringer i kunst og kultur pr. indbygger. Her er Helsingør på en klar førsteplads med lige godt 1600 kr. Hedensted Kommune skraber bunden med knap 500 kr. pr indbygger. Svendborg har en blød midterplacering på ca. 800 kr./borger. Men hvorfor investere? Benedikte Kjær (K) er borgmester i Helsingør, hvor man altså har investeret massivt i kulturen i de senere år. ’Fordi det er god business’, som hun siger. Kort og kontant.

Men er det ikke fint nok, så? For det ser jo ud til, at i Svendborg, der kan kulturen selv. Helt uden støtte. Men det er i min optik en sandhed med modifikationer. For nok er her masser af ildsjæle og nytænkere, innovative projekter og høj kvalitet. Teater, festivaler, musik i mange afskygninger, koncerter. Men hvad kunne vi drive det til, hvis vi turde investere? Kultur er også et håndværk og en forretning.

Blot til sammenligning: Når politikere vil investere i erhvervsliv, som Svendborg gør lige nu for at rette på knap så god placering i erhvervsvenlighed, så bør man da også huske kulturen. Et smukt, attraktivt og værdiskabende kulturliv koster penge – det er faglighed, forretning og ekspertise.
Så når vi investerer i en bedre placering i måling af erhvervsvenlighed, kunne man også investere i kulturvenlighed, mere kulturkraft. Det gør man i Helsingør, det gør man i Odense, Horsens, Aalborg og Herning. Ærø, endda – med 1400 kr./indbygger.
Det handler om prioriteringer og kultur skaber omsætning.  Tjek billetindtægter, turistovernatninger, merbeskæftigelse, partnerskaber, ’gratis’ fondskroner og tilflytterbarometeret. Kultur er vækst – på den klimavenlige måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php