Danskundervisning på cykel

31. oktober 2019

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN

 

Klokken er 8.05 og skolegården på Thurø Skole er stuvende fuld af elever. Eleverne på 3. årgang er i gang med at forberede dagens danskundervisning. I dag er det dem, der skal stå for undervisningen, som foregår udendørs på cykel.

 

3.årgang har inviteret skolens 1. klasser til at afprøve øvelser, hvor de skal lære dansk, imens de cykler. Lidt senere mødes alle i skolegården, og dagens cykelevent bliver skudt i gang.
Thurø Skole’s 3.klasser har deltaget i projektet ’Cyklen ind i undervisningen’, som er støttet af Sydbank Fonden samt Svendborg Kommune og udføres af Janne og Johan Heichelmann fra Trafik i Børnehøjde. Formålet med projektet er, at få flere børn til at vælge cyklen. Når eleverne kommer i 3. klasse er de klar til at cykle til skole, hvis de har øvet ruten med en voksen flere gange, og hvis ruten er sikker.

Projektet er egentlig et kursus, der skal få lærere til at få øjnene op for muligheden i at bruge cyklen i undervisningen. Ideen er, at når lærerne anvender cyklen som en del af undervisningen, vil det være mere nærliggende for flere forældre at lade deres børn cykle til og fra skole.

Samtidig er kurset en hjælpende hånd i forhold til at få en anderledes undervisning, noget klassens dansklærer Tina Siim ser store fordele ved. Hun inddrager i forvejen ofte bevægelse i danskundervisningen, men det er noget nyt, at cyklen kan bruges som en del af den faglige undervisning.

– I stedet for at sidde inde i klasselokalet, så har vi rørt os, imens vi har dansk. Det var fedt!, siger Mikkeline fra 3. klasse.

For nogle elever er cyklen en motivation i forhold til at lære nye ting i dansk, og for andre er danskfaget en motivation i forhold til at lære nye færdigheder på cyklen.
– Faktisk hader jeg at cykle. Men dette projekt var sjovt, fordi vi fik frisk luft. Jeg er blevet lidt bedre til at cykle, siger Kristoffer fra 3. klasse.

Trafik i Børnehøjde har afholdt tre workshops på 3. årgang. Først har eleverne afprøvet  forskellige danskøvelser på cyklen og fået undervisning af en cykelmekaniker fra Cykeltutten. Dernæst har de fundet på nye danskøvelser, og til slut har de undervist skolens 1. årgang i dansk på cyklen.

 

Cykelfærdigheder leges ind via dansk
Når børnene har dansk imens de cykler, bliver de optagede af øvelsen og det mål, at de skal løse en danskopgave – og pludselig mestrer de en ny færdighed på cyklen.

Som afslutning på projektet var det 1. klassernes tur til at have dansk ude i skolegården. 3. klasserne havde gjort klar med baner, hvor 1. klasserne bl.a. skulle lære at række hånden ud til sving og stop, de skulle cykle zig-zag, og de skulle finde ord under kegler, så dansk blev lært på mange forskellige måder.

– Vi synes, det var sjovt at lave (dansk)øvelserne. 1. klasserne var udfordrede nogle gange, da vi lærte dem stoptegnet og noget om vokaler og konsonanter. Men man kunne se, at de hyggede sig, siger Mikkeline og Kristoffer med stolthed i stemmerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php