Tak, Thurø

9. december 2019


Download THURINEREN, dec. 2019

 

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Redaktør – THURINEREN

 

Kære læser

 

Det var ikke uden vemod at skulle sætte sig ved tasterne og skrive lederen til THURINEREN denne gang. Ikke fordi der manglede stof at skrive om, for det gør der aldrig på Thurø, men fordi at dette bliver den sidste udgivelse af Thurøs eget lokalmagasin. Bladet kommer ikke mere – desværre. Bladets udgiver, Jysk Fynske Medier, har besluttet, som en konsekvens af manglende annonceomsætning på printmedier, ikke længere at udgive THURINEREN. Hvad der kommer til at ske fremadrettet vides ikke. THURINEREN er ejet af Thurø Boldklub, så bolden ligger hos dem, om man så må sige.

THURINEREN så dagens lys for første gang for snart 30 år siden. Dengang i et noget andet format end det vi kender i dag, og hvor indholdet udelukkende handlede om sporten på Thurø. Det var Thurø Boldklub som stod bag, og i de første år var bladet først og fremmest et medlemsblad for klubbens medlemmer. Senere udviklede bladet sig til også at omhandle historier fra hele øen – og om meget andet end sporten.

I foråret 2011 blev jeg kontaktet af Ib Lyhne Petersen, som på det tidspunkt i godt 10 år havde delt rollen som bladudgiver sammen med Thurø Boldklub, med et tilbud om jeg ville overtage rollen som redaktør af THURINEREN. Et samarbejde som jeg takkede ja til, og som med denne sidste udgivelse med mig bag roret runder 36 blade på gaden til thurinerne.
Fire gange om året i de sidste ni år har jeg sammen med Freddy Højby, som med et engagement ud over det sædvanlige, har sikret det lokale annoncesalg til magasinet – været ude i alle kroge af Thurø, fået utallige kopper kaffe og godt brød fra den lokale bager, og fået fortalt de mange gode historier som Thurø har at fortælle. Jeg tror godt, at jeg på Freddys og mine vegne kan sige, at det har været en oplevelse ingen af os ville være foruden.

Her til slut er der kun tilbage at sige tak til alle jer som gennem årene har budt på kaffe og delt de gode historier med os alle sammen her i THURINEREN. Tak til vores gode loyale og lokale annoncører, som har gjort det muligt at holde skuden kørende så længe. Tak til lokale skribenter og til boldklubbens unge som gamle, der i alt slags vejr har sørget for at få bladet ud i alle brevkasser på øen, og til allersidst tak til alle jer gode mennesker på Thurø fordi I altid har taget så godt i mod THURINEREN.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lokale annoncer


NU i byens gårdbutik.
Find os også på Facebook

Kontorfællesskab og mødebooking

Links

Lokale nyheder





  - Få Dit arrangement med

Svendborg Rabbits



Blogroll





Artikler og nyheder inden for it

Prøv energiberegneren:


Arkiver

css.php