
Svendborg Kommunes digitale kommuneplanforslag kan ses på: www.svendborg.dk/kommuneplan
Svendborg Kommune tager nu næste skridt ind i den digitale tidsalder. Det sker med det netop fremlagte digitale kommuneplanforslag, som er i offentlig høring frem til den 10.marts 2010.
Forslag til Kommuneplan 2009-21 er en helhedsorienteret plan og indeholder emner dækkende fra byudvikling over mål for daginstitutioner til retningslinjer for anlæg til muslingeopdræt. Temaerne dækker således både over “hårde” og “bløde” temaer.
Svendborg Byråd vedtog den 21. december 2009 forslag til Kommuneplan for Svendborg Kommune. Forslag til Kommuneplan 2009-21 er udarbejdet som en 100 % digital kommuneplan, hvilket vil sige som en hjemmeside. Kommuneplanforslaget er tilgængeligt på www.svendborg.dk/kommuneplan
Derudover kan kommuneplanforslaget ses i en papirudgave på Svendborg Bibliotek og i Borgerservice, Ramsherred 5, 5700 Svendborg.
Spørgsmål til forslag til Kommuneplan 2009-2021 bedes rettet til Svendborg Kommune - Kultur, Plan og Erhverv på telefon 62 23 30 63 eller e-mail adressen kulturogplan@svendborg.dk
Offentlig høring
Forslag til Kommuneplan 2009-2021 fremlægges i offentlig høring i 8 uger - fra den 13. januar 2010 til den 10. marts 2010.
Eventuelle indsigelser eller kommentarer til kommuneplanforslaget kan gives på den digitale plan. Alternativt sendes de til e-mail adressen kulturogplan@svendborg.dk eller til Svendborg Kommune – Kultur, Plan og Erhverv, Ramsherred 5, 5700 Svendborg senest den 10. marts 2010.
Borgermøder
I forbindelse med den offentlige høring og debat om kommuneplanen vil der blive afholdt seks borgermøder i januar og februar 2010.
| Hvornår |
Lokalområde |
Mødested |
| Tirsdag den 19. januar 2010 kl. 19 - 21 |
Ollerup - Vester Skerninge |
Vester Skerninge Skole |
| Torsdag den 21. januar 2010 kl. 19 - 21 |
Stenstrup - Kirkeby |
Stenstrupskolen |
| Mandag den 25. januar 2010 kl. 19 - 21 |
Gudme - Hesselager |
Gudme Skole |
| Onsdag den 27. januar 2010 kl. 19 - 21 |
Skårup - Oure |
Skårup Skole |
| Tirsdag den 2. februar 2010 kl. 19 - 21 |
Svendborg, Thurø, Vindeby og Troense |
Byskolen, Svendborg |
| Torsdag den 4. februar 2010 kl. 19- 21 |
Tåsinge |
Lundby Skole |
Kommuneplanforslagets indhold
Forslag til Kommuneplan 2009-21 indeholder de overordnede planbestemmelser for udviklingen af Svendborg Kommune, bortset fra målsætning for vandmiljøet og Natura 2000-områder, der fastlægges i de statslige vandplaner og Natura 2000 planer. Kommuneplan 2009-2021 indeholder således bl.a. opdeling af kommunen i lokalområder (bymønster og byroller), udpegning af områder til fremtidig byudvikling, retningslinjer for landdistrikter og landsbyer, detailhandelsstruktur, reservationer til fremtidige trafikanlæg, udpegning af skovrejsningsområder, lavbundsarealer, naturbeskyttelsesområder, økologiske forbindelser, kulturhistoriske bevaringsværdier, bevaringsværdige landskaber, geologiske bevaringsværdier, anvendelse af vandløb, søer og kystvande, arealanvendelse i kystnærhedszonen, og planlægning for vindmøller.
Forslag til Kommuneplan 2009-21 er Svendborg Kommunes første samlede plangrundlag. Den afløser tre kommuneplaner og retningslinjerne i Fyns Amts regionplaner, som vil være gældende indtil den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2009-21.
Forslag til Kommuneplan 2009-21 består af:
· Den digitale kommuneplan med hovedstruktur, redegørelse, retningslinjer og rammer for lokalplanlægningen (kommuneplanrammer).
· Miljøvurdering af forslag til Kommuneplan 2009-2021
· Diverse bilag, der bl.a. beskriver ændringer ift. tidligere kommuneplaner m.v.
Retsvirkninger
Byrådet skal ifølge Planlovens § 12 stk. 2 og 3 arbejde for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen. Dette indebærer bl.a. at Byrådet inden for byzoner kan modsætte sig udstykning og bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, som er i strid med kommuneplanen. I lokalplanlægningen og ved behandling af enkeltsager skal Byrådet således virke for, at retningslinjerne i kommuneplanens hovedstruktur efterleves. Udover at kommuneplanen fastsætter rammerne for lokalplanlægningen, fungerer kommuneplanen som administrationsgrundlag for en række områder indenfor naturbeskyttelse, veje mv.






























januar 22nd, 2010 at 00:40
Så kom den endeligt.
Det er et enormt værk på flere tusinde A4-sider hvis de printes ud, -og der er mange ting at forholde sig til. Det er klart, at fremtiden er, at sådanne overordnede planer, på linie med mange andre af vore ‘offentlige papirer’ må udarbejdes og foreligge digitalt. Man kunne tænke, at mange, som ikke er udstyret med en solid bredbåndsforbindelse, eller som ikke har kræfter eller muligheder for at gennemlæse 2500 A4-sider på biblioteket eller i borgerservice, er sat lidt udenfor offentlighedsprocessen. Det er ikke noget specifict Svendborg-problem, fordi alle, eller næsten alle kommuneplaner udgives som digitale nu om dage.
Spørgsmålet er hvor mange der læste kommuneplanen dengang den var på papir, Dengang var den også temmelig omfattende, og af antal indsigelser og kommentarer at dømme, var der ikke mange, der fandt anledning til at ytre sig.
Jeg tror, at kvaliteten ved udarbejdelsen af planen vinder kolossalt ved at kunne udføres digitalt, og at læsningen for dem der gør sig den ulejlighed tilsvarende er et virkeligt plus.
Planen er ikke fuldkommen, men systemet er ‘under udvikling’.
Lad os tage imod den som en del af udviklingen, -og læs den.
Det er stadigt muligt, -faktisk nemmere, -at finde de forhold, som vi skal gøre vrøvl over. Men venner -lad os diskutere indholdet, -ikke formen.
Der er rigeligt at tage fat på.
mvh. Henrik Fog-Møller